• Læs op
• Udskriv

Dansk Arbejdsgiverforening har i bedste fald misforstået reglerne for anmeldelse af corona i artiklen fra sidste uge i Finans. Hvis vejledningen ændres, er det medarbejderne, der mærker konsekvenserne.

I artiklen fremstår det for læserne som om, der skal ske en automatisk anmeldelse af alle tilfælde, hvor en medarbejder tester positiv for corona, og at det medfører en dyr og urimelig byrde for arbejdsgiverne. Viceadministrerende direktør i DA udtaler blandt andet, at ”Det er enormt urimeligt. Over to millioner danskere har haft corona, og det vil regeringen have virksomhederne til at anmelde som arbejdsulykker.”

Det er helt ude af proportioner og faktuelt forkert. Som arbejdsgiver skal man kun anmelde covid-19 som arbejdsskade, hvis medarbejderen vurderes til at ”have ret til ydelser efter loven” eller er syg mere end fem uger.

I april 2020 lagde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) efter pres fra FOA en nyhed på hjemmesiden, som klargør, hvordan loven skal tolkes, hvor de skriver: ”Smitte med COVID-19 kan efter en konkret vurdering anerkendes som arbejdsskade. Det gælder f.eks. hvis det kan sandsynliggøres, at man har et arbejde, hvor man er udsat for risiko for smitte.”

Der er ingen automatik indbygget i hverken nyheden fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller i vejledningen. Jeg kan sagtens se, at det er et problem, hvis arbejdsgivernes tolkning af reglerne var rigtig. Arbejdsgiverne skal først anmelde covid-19 som arbejdsskade, hvis medarbejderne er hårdt ramt.

Pernille Knudsen mener angiveligt også, at virksomhederne kan miste kunder, hvis antallet af ulykker stiger.

Det danske arbejdsskadesystem kaster ikke med skyld og skam. Arbejdsgivernes ansvar for arbejdsskader er objektivt, hvilket betyder, at de skal tegne en forsikring, som dækker medarbejderne således, at de skader som påføres som følge af arbejdet erstattes.

Dét budskab burde Pernille Knudsen sælge i stedet for – for det er vel social ansvarlighed, når arbejdsgiveren sikrer sine medarbejder både mod de skader, arbejdsgiver kan og burde sikre sig ikke skete, men også dem som man som arbejdsgiver ikke nødvendigvis har indflydelse på.

Desværre har kritikken fra arbejdsgiverne fået politikerne til at vakle. Også hos beskæftigelsesministeren og Venstres ordfører hersker der misforståelser.

Begge politikere går med på præmissen om, at det er et omfattende problem for virksomhederne, at alle tilfælde af covid-19 automatisk skal anmeldes. Og det kan potentielt få store konsekvenser for den enkelte medarbejder, hvis den ændring, som ministeren foreslår, bliver gældende. Det betyder nemlig ikke bare en præcisering af, hvornår smitte med covid-19 skal anmeldes, men også anerkendes som arbejdsskade.

For vejledningen fungerer. Der er ikke behov for at den ændres.

En ændring af vejledningen vil betyde, at det er den enkelte medarbejder, der står tilbage med problemet, hvis man oplever slemme følger af covid-19. Det er ikke rimeligt, hvis hensynet til arbejdsgiverne medfører, at medarbejdere på plejecentre, hospitaler og daginstitutioner, som har stået i front og som ikke har mulighed for at blive væk fra arbejdspladsen ved smitteudbrud, står uden en sikring for følgerne af arbejdsskaden.

Lad mig lige slå fast: Vejledningen bygger på en fortolkning af Arbejdsskadesikringsloven – der er altså ikke tale om en ny lov, men en fortolkning af den eksisterende lovgivning. Love laves af Folketinget, vejledninger laves af myndigheder for at forklare, hvordan loven skal forstås.

Den 22. april 2020 udtalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at ”Medarbejdere skal have tillid til, at der bliver taget hånd om dem, hvis de i deres arbejde bliver smittet, og derfor er det afgørende for mig, at der hurtigt er sendt en klar vejledning ud på området.”

Den tillid skabte den vejledning som det dygtige embedsværk i Arbejdstilsynet havde forfattet: de havde læst loven og fandt, at den skulle fortolkes således, at:

”Som udgangspunkt har sygdomsramte bevisbyrden herfor, men det vil på grund af COVID-19’s karakteristika, herunder inkubationstid og symptomudvikling, ofte ikke være muligt for sygdomsramte at dokumentere en konkret smitte som følge af arbejdet og i stedet vil en sandsynliggørelse af smitterisiko være tilstrækkeligt.”

Når der ikke er en ny lov, er der heller ikke grundlag for at ændre fortolkningen af, hvornår covid-19 er en følge af arbejdet.

En ændring vil fjerne den tillid, medarbejderne har haft til, at der bliver taget hånd om dem, hvis de bliver smittet på arbejdet.

Bragt i Finans, den 27. april 2022