FOA: Nej, vi skal ikke tvangsvaccinere medarbejdere på plejecentre

99 procent. Så mange medarbejdere i ældreplejen er i dag vaccineret.

Det afholder ikke formand for Lungeforeningen Torben Mogensen og andre fra at foreslå tvangsvaccinering af medarbejderne på plejecentre.

Hvor mange stik skal man som social- og sundhedsassistent tage imod for at slippe for mistænkeliggørelsen om, at man slæber covid-19 med ind på plejecentrene?

Udover at forslaget er helt i skoven, når man kigger på, hvilke grupper i samfundet, der har den højeste tilslutning til vaccination, bidrager den også til et forsimplet billede af, hvordan vi forebygger smitte på plejecentre.

Scenariet ser nu sådan ud: Så godt som alle borgere og medarbejdere på plejecentrene er vaccinerede – vi må gå ud fra, at den sidste procent har en god grund til ikke at blive vaccineret – og kvikteststederne lukker snart.

Vi kan altså ikke holde coronasmitten helt ude fra plejecentrene. De vaccinerede borgere, medarbejdere og pårørende kan stadig bære smitten og bliver ikke længere testet.

Bolværket er hygiejne og rengøring
Det eneste, vi står tilbage med, som kan bremse spredning af smitten, er fokus på hygiejne og skrappe krav til rengøringen. Det kalder på, at kommunerne fastholder retningslinjerne for hygiejne og rengøring fra tidligere. Hvis kommunerne gør det, kan man ikke bare nedsætte risikoen for spredning af covid-19, men også en lang række andre sygdomme.

Det er for let at gå efter én gruppe mennesker som kilde til smitten. Jeg er træt af, på FOAs medlemmers vegne, igen at se aktører på sundhedsområdet placere ansvaret for smitten ét sted; hos de medarbejdere, der har stået i front i kampen mod corona, og som har en kæmpe del af æren for ikke bare at holde virussen ude, mens landet var lukket ned, men som også tog et kæmpe ansvar ved at tage imod vaccinen.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 3. september 2021