Jorden kalder Region Hovedstaden: Ambulancedriften er syg
Regionerne har brugt oceaner af tid og penge på at analysere, hvordan der kan skabes et konkurrenceelement ved udbud af deres ambulanceberedskaber. Dette på trods af, at det er åbenlyst for enhver, at hele det præhospitale område er bedst tjent med at foregå i regi af landets sygehusejere. Alt det, der foregår umiddelbart efter ulykker og pludselig opstået sygdom, er alt for central en del af vores sundhedsvæsen til, at det kan overlades til rigide og usmidige kontrakter.
Når Region Hovedstaden samtidig vil gøre sig til eksperter på drift af ambulanceberedskaber og udvikle sin helt egen model, så er der budt op til dødedans.
Resultatet af den afsluttede udbudsrunde står naturligvis ikke til at ændre. Falck bevarer sit udstillingsvindue i lille Danmark, og regionen hjemtager et enkelt område og udraderer samtidig en konkurrent: Hovedstadens Beredskab.
Det giver med garanti ikke mere konkurrence i årene fremover. Men det er ikke mit ærinde – jeg synes jo slet ikke, opgaven skal i udbud.
Jordforbindelsen i Region Hovedstaden er mistet af helt andre årsager. Begge entreprenører, der kører ambulance for regionen i dag, har utrolig svært ved at rekruttere og fastholde ambulancepersonale. De er eftertragtet og kompetent arbejdskraft og har let ved at skaffe sig job andetsteds – inden for eller uden for branchen.
Jobbet er visse steder så hårdt, at det nærmer sig det umenneskelige. Indtil antallet af ambulanceelever kommer op på et acceptabelt niveau, må arbejdsgiverne tage andre initiativer for at fastholde og helst tiltrække personale. Flere sygetransporter, obligatorisk supervision og sikkerhed for pauser er tiltag, der umiddelbart kan sættes i værk.
Regionen har nærmest gjort det umuligt at opfylde deres egne ambitioner på ambulanceberedskabets vegne. På kort sigt vil dygtige medarbejdere i Hovedstadens Beredskab søge andre græsgange. Om halvandet år er deres nuværende arbejdsgiver væk, og en del af de ansatte er ligeledes væk. En del ambulancefolk vil fortsætte i Hovedstadens Beredskab, men blot som beredskabsassistenter og dermed forlade branchen. De bliver umulige at erstatte.
Dernæst har regionen besluttet at hjemtage ambulancestationerne, hvorfra deres samfundsvigtige opgaver skal løses. I praksis betyder det, at man skal møde ind på sin arbejdsplads, sætte sig i sin ambulance og straks beordres ud på gader og stræder.
Det præhospitale beredskabs mest komplicerede opgave er at disponere ambulancerne til størst mulig gavn for borgere i nød. Både hvad hastighed angår og i forhold til de kompetencer, der bemander beredskaberne. Derfor skal ambulancerne selvsagt ikke holde på store centrale baser, men være strategisk fordelt rundt i områderne. Hvor sjovt tror man lige, det er for personalet at blive sendt rundt som en taxa?
Samtidig vil regionen blande sig i de ansattes pauseforhold. Allerede nu er der et ekstremt stort pres på ambulancerne i Hovedstadsområdet, og da det primært er interessant for unge nyuddannede med fart i blodet at være i branchen, ser det grundlæggende sort ud for regionens ambulanceberedskaber.
Afslutningsvis hører det med til historien, at Falck angiveligt har budt langt under den pris som andre – herunder regionen selv – har regnet sig frem til. Heldigvis er Falck en stor og velpolstret virksomhed med store kapitalfonde som ejere, hvorfor man ikke skal have ondt af dem eller deres ejere.
Men man bør have ondt af de ambulancepersonaler, der føler sig presset ud af et ellers godt job, og ondt af regionens borgere, der risikerer at stå med et ringere ambulanceberedskab end tidligere.
Bragt i Politiken, den 19. september 2021