• Læs op
• Udskriv

Forligene afslører, at der fortsat er alvorlige problemer med uligeløn i Danmark, selvom vi siden 1976 har haft en lov om ligeløn. Allerede før arbejdsgiverne og lønmodtagerne mødtes ved forhandlingsbordet var der blandt lønmodtagerne enighed om, at kvindefagenes lønefterslæb skulle adresseres.

Et lønefterslæb, der må betegnes som en skamplet på et samfund, som hævder at have ligestilling som en grundlæggende værdi.

Forhandlingsfællesskabet, som samler i alt 51 faglige organisationer for regionalt og kommunalt ansatte, havde simpelthen et fælles formuleret krav til arbejdsgiverne om, at en særlig pulje af den samlede økonomiske ramme skulle øremærkes til ligeløn og lavtlønsfag.

Den gode nyhed er, at det lykkedes. De nye overenskomster – hvis de altså bliver stemt hjem af medlemmerne – sikrer et særligt løft og skaber en større balance i lønnen mellem de typiske mandefag og de lavtlønnede, kvindedominerede fag. Det er stærkt og udtryk for en solidaritet på tværs af fag, som vi allerede mærkede i 2018, hvor vi første gang rejste et fælles krav om en ligelønspulje. Endda var vores krav denne gang dobbelt så stort som sidst. Så retningen er den helt rigtige.

Der er dog stadig en indbygget uretfærdighed i måden, hvorpå vi i dag regulerer lønnen, som vi i ligestillingens navn også bliver nødt til at tage livtag med. For i dag er det sådan, at vi aftaler lønstigninger i procenter frem for at give alle den samme lønstigning i kroner og øre.

Det betyder, at de, der har mest, også får mest, og at uligheden mellem højt- og lavtlønnet hver gang øges. Det går ganske enkelt ikke.

Derfor ser vi i FOA frem til de drøftelser om løndannelse, vi i Forhandlingsfællesskabet har aftalt, vi skal have i den kommende overenskomstperiode.

Arbejdsmarkedets parter kan dog ikke løse problemet alene. Den ulige løn mellem de mande- og kvindedominerede fag, overstiger med flere længder det, som vi kan rette op på ved overenskomstforhandlingerne.

Derfor er og bliver det en opgave for politikerne på Christiansborg at sikre, at vi i samfundet lever op til lovens ord om ligeløn. I FOA har vi tidligere sammen med sygeplejerskernes og pædagogernes faglige organisationer appelleret til de folkevalgte om at komme de lavtlønnede kvindefag til undsætning.

Flere partier har også tilkendegivet, at sagen skal løftes både politisk og økonomisk på Christiansborg, uden at der har været flertal, desværre.

Politikerne skal rette op på, at kvindernes lønsedler endnu i dag beskæmmes af, at kvindens indkomst engang blev betragtet som en bi-indægt til mandens.

Og at lønnen stadig viser, at de typiske kvindefag, som i dag er kernevelfærdsfag, for et halvt århundrede siden ikke blev regnet for noget særligt og derfor blev takseret lavt.

Det kan virke mærkeligt at drømme om noget, som egentlig burde være en selvfølge. Men tænk, hvor kunne det være storslået, hvis man en dag på kvindernes internationale kampdag, kunne konstatere, at nu har vi opnået ligeløn.

Bragt i Kristeligt Dagblad, den 8. marts 2021