• Læs op
• Udskriv

Historierne vælter frem om borgere, som på grund af deres handicap skal trækkes rundt i manegen af kommunerne for at få den hjælp, de har behov for. Senest har vi set på TV 2, at Aarhus Kommune hellere vil hyre to personer fra et privat firma til at overvåge Mette Maabjerg, der er lam fra brystet og ned, end de vil fastholde hendes faste BPA-ordning, der giver hende ret til en fast, personlig hjælper i hverdagen. For at spare penge ville kommunen nemlig erstatte ordningen med hjemmehjælp.

Opgaven med at overvåge Mette var så grotesk, at det private firma, der oprindeligt var hyret til overvågningen, endte med at takke nej.

Det er uværdigt, når pressede budgetter på socialområdet sender kommunernes medarbejdere ud i en urimelig jagt på besparelser i hjælpen til borgere med handicap. Som om det ikke er nok, at der de senere år er sket et fald i antallet af borgere, der får en BPA-ordning, så oplever de, der allerede er på ordningen, at deres hjælp til at leve et liv på lige fod med andre forringes.

Handicaphjælpernes løn- og ansættelsesvilkår er nemlig i flere kommuner genstand for kreative spareøvelser, og det har store konsekvenser for borgere med handicap.

I Randers Kommune får handicaphjælper John Mølgaard kun 75 procent af sin grundløn om natten, fordi Erik Christensen med muskelsvind i den periode har fået bevilget rådighedstimer. Det er timer, hvor hjælperen kun undtagelsesvis udfører aktiviteter for borgeren. Men Erik Christensen er på vanddrivende medicin, og derfor skal han ikke bare undtagelsesvis, men altid have hjælp flere gange i løbet af natten. Den hjælp får John Mølgaard dog ikke tillæg for.

Handicaphjælpernes startløn er i forvejen på det absolut laveste løntrin i det offentlige, så når man dumper vilkårene på den måde, skabes der en kløft mellem hjælperen og borgeren, der er afhængig af hjælp for at leve sit liv.

Det skaber et skævt arbejdsmarked, og det fastlåser mennesker med handicap i en passiv situation.

Alt det finder sted med statslig godkendelse. Ankestyrelsen vejleder nemlig kommunerne i, at overenskomstbestemmelser om honorering af rådighedstimer og overarbejdsbetaling ikke skal følges på BPA-området. Samtidig trækker Ankestyrelsen klagesager ud i en uendelighed og drager konklusioner alene på baggrund af kommunernes kommentarer.

Det er en grotesk behandling af borgere med handicap. Jeg opfordrer social- og ældreminister Astrid Krag (S) til at tage problemerne alvorligt og få dem løst.

Bragt i Information, den 19. maj 2021