• Læs op
• Udskriv

Kommunerne og de private aktører vil have borgere, der er visiteret til fleksjob, hurtigst muligt ud af ledighedskøen. Virksomhederne vil kun hyre dem til spotpris. Samtidig er antallet af fleksjob på markedet så få, at fleksjobberne selv reelt ikke tør gøre indsigelser, hvis de bliver udsat for underbetaling eller andre urimelige vilkår.

Lad os se det i øjnene. Fleksjobordningen, som den er indrettet i dag, gør borgere, der i forvejen befinder sig i en sårbar situation, til en rå handelsvare, hvis pris er presset helt i bund. Derfor er der også rigtig god grund til den revision af reglerne, som venter i det kommende folketingsår.

En revision, også af førtidspensions- og ressourceforløbsområdet, som FOA længe før corona-pandemien og sammen med mere end 60 andre organisationer i samarbejdet Værdig Reform har presset hårdt på for at få.

Løngreb udnyttes groft
Ordningen i dag rummer en stribe problemer. Et af de helt store opstår, fordi den enkelte borger i sit fleksjob kan blive aflønnet efter arbejdsintensitet. Kan man ikke levere 100 procent, men kun 75 procent, sættes man tilsvarende ned i løn. Grebet skal sikre, at virksomhederne også finder ansættelsen rimelig.

Men det er købers marked. Fleksjobbene er få, og i praksis bliver grebet udnyttet groft, og den enkeltes arbejdsintensitet bliver ofte sat langt lavere, end hvad der svarer til borgerens formåen. Ellers gider nogle virksomheder slet ikke tage dem ind.

For borgerne betyder det, at de må arbejde meget mere for meget mindre. Og den løn, du ikke tjener, får du heller ikke pension af. Overvej lige perspektiverne. Forestil dig, at du efter 20 år i fleksjob går på pension. Hvad er det, man skal leve af?

Vi oplever desværre borgere, som føler sig unfair behandlet. Men de tør ingenting sige. Fleksjob hænger nemlig ikke på træerne. De tør ikke gøre sig utilbens hos deres arbejdsgiver af frygt for at ryge ud af vagten. Med det sker der reelt en god gammeldags stavnsbinding af den enkelte fleksjobber.

Grim annonce afslører systemets problemer
Heller ikke hos kommunerne er der hjælp at hente. For deres interesse, og i øvrigt også de private aktørers, er jo at få fleksjobberne i arbejde så hurtigt som muligt. Hvis prisen er, at arbejdsintensiteten for den enkelte skal sættes lige lovlig lavt, så pyt. Det er nemlig ikke dem, der betaler den pris.

I stedet for at vurdere den enkeltes arbejdsintensitet, er det i høj grad blevet virksomhederne, der fortæller kommunen, hvad de vil bruge af penge på en fleksjobber, og så må kommunen se, om den kan matche det med en eller anden borger.

Et grimt, men ikke desto mindre illustrativt, eksempel på virksomhedens og kommunernes fælles interesser var en jobannonce, der på et tidspunkt florerede.

I annoncen søgte en virksomhed en fleksjobber med en meget lav arbejdsintensitet til et i øvrigt fysisk hårdt belastende arbejde. Som medannoncør på opslaget var kommunen. Det går jo slet, slet ikke. Det gjorde det konkrete opslag heller ikke, som måtte trækkes tilbage. Men forsøget afslører alligevel en del om de indbyggede problemer, systemet rummer i dag.

Fra FOAs synspunkt bør udgangspunktet altid være, at arbejdsintensiteten sættes til 100 procent. Kun, hvis der er åbenlyse årsager til andet, bør der rokkes ved det princip.

Revision skal løse alvorlige problemer
Som vi også har fremsat som forslag i regi af Værdig Reform-samarbejdet, er der også behov for at involvere den relevante faglige organisation, når den enkelte borgers arbejdsintensitet, -vilkår, arbejdstid og løn skal aftales. Det kan vi se er nødvendigt for at få gjort op med den aktuelle løndumping.

Revideringen af fleksjobordningen bør også gøre det lettere for borgeren at blive fastholdt i et fleksjob på sin vante arbejdsplads. Mere meningsgivende fleksjobaftaler for borger og arbejdsgiver findes næppe. Men i dag forhindrer kravet om ansættelse i et år på sociale kapitler det for mange ulykkelige borgere, hvis arbejdsgivere ellers gerne beholder dem.

Vi bør også adressere udfordringen i, at der ingen nedre grænse er for timetallet i et minifleksjob. For det giver ikke kun borgere med en meget lille arbejdsevne mulighed for at beholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det bliver også svært at vurdere, om ikke den borger så alligevel skal på førtidspension, ligesom der ikke er sat en grænse for, om borgeren rent faktisk udvikler sin arbejdsevne eller ej.

Området er i hvert fald vigtigt. For vejen til det størst mulige arbejdsudbud går gennem værdige løsninger.

Bragt i Altinget, den 27. maj 2021