Vi skal gøre op med den stramme kontrol i sundhedsvæsenet
Inden for patientsikkerhed taler man om, hvor moden patientsikkerhedskulturen er. I den umodne ende af skalaen er patientsikkerhed ikke noget, man taler om; man reagerer måske på indtrufne hændelser. I den anden ende af skalaen er sikkerhed en del af systemet, og der er en proaktiv tilgang, hvor man lærer af hændelser og forebygger dem.
Af: Karin Friis Bach, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, Jens Kristian Hedegaard, formand for Social- og sundhedsudvalget i Holstebro Kommune, Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, og Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand i FOA. Alle er medlemmer af Dansk Selskab for Patientsikkerheds bestyrelse.
Men i stedet for udelukkende at bevæge os op ad skalaen, er vi gledet tilbage. Der er ikke kun én grund, men skiftet er tilsyneladende indtruffet med den lovændring, som fandt sted i 2016, og som skulle sikre et effektivt tilsyn med sundhedspersoner og behandlingssteder. Problemet er, at man i iveren efter at foretage en nødvendig opstramning over for »de brodne kar« har strammet de forkerte steder. Skærpelser har ramt de snitflader, hvor medarbejdere og patienter mødes, i stedet for at styrke det
system, der skulle reagere hensigtsmæssigt og rettidigt på de indberetninger, der kommer om enkeltpersoner eller behandlende enheder.
Men der er nu – mere end nogen sinde – behov for, at patientsikkerhedskulturen er stærk. Med pandemien må og skal vi lære i en fart, og teamsamarbejde er vigtigere end nogensinde. Når sundhedsvæsenet er under pres, og vi skal omstille os hurtigt, er det vigtigt, at vi kan afvige fra standarder – hvis det er det, der skal til for at gøre det rigtige for og med borgeren. Når vi er på ukendt grund, er det afgørende, at medarbejdere og borgere kan føle sig trygge – særligt i en situation, hvor vi både skal behandle en ny sygdom, og hvor der bliver krævet ekstremt meget af personalet. Efter genopblusningen af epidemien her i den mørke vintertid er personalet slidt, og psykologisk tryghed hos personalet er afgørende.
Derfor nytter det ikke noget, at vi samtidig skal kæmpe mod utryghed, der skabes fra systemet selv.
Allerede inden pandemien hørte vi om sundhedspersoner, der gik fra arbejde med ondt i maven, fordi de var bange for ikke at have noteret rigtigt i journalen, eller som får sug i maven, når de ser, at der er post i indbakken fra sundhedsmyndighederne.
Patientsikkerhed opstår sjældent af ét tiltag. Tilsyn og kontrol kan i sig selv ikke give patientsikkerhed. Vi ser igen og igen, at det, der skal til, er ledelse, kompetencer og træning. Det er helt afgørende, at der er den psykologiske tryghed på arbejdspladsen, der skal til for at skabe en læringskultur. Hvor man tør sige til – og sige fra. Vi skal have et stærkt tilsyn, men det skal have skarpt øje for kerneopgaven og for, hvad der tjener borgerne og sundhedsvæsenet bedst. Og for de sundhedsprofessionelle må der aldrig være tvivl om, at de rapporter de udarbejder om fejl og skader i sundhedsvæsenet alene bruges til at skabe læring. Og vi sætter også myndighederne i en svær situation, når de skal håndtere flere roller.
Bestyrelsen i Dansk Selskab for Patientsikkerhed har længe været urolige for den udvikling, vi ser. Det er nødvendigt, at vi i langt højere grad har fokus på, at medarbejdernes trivsel og borgernes sikkerhed hænger sammen, og at vi derfor bør understøtte dette i langt højere grad – fra uddannelse til den øverste ledelse.
Vi plejer at sige, at det er vigtigt at arbejde med at skabe en sund patientsikkerhedskultur i »fredstid«. Men lige nu ved vi ikke, hvornår den tid kommer. Derfor kan vi ikke vente. Der skal flere ændringer til, før vi får patientsikkerhedskulturen tilbage på sporet. Et godt sted at begynde er en tilbundsgående evaluering af lovændringen fra 2016, og vi er klar til at bidrage til konstruktive løsninger, der understøtter patientsikkerhedskulturen.
Bragt i Berlingske, den 4. januar 2021