Når musikken stopper med at spille, er festen slut
Solen skinner. Du har taget solbriller på og er i godt humør. Du har glædet dig i flere måneder til dagen.
Af: Forbundssekretær Helena Mikkelsen, FOA.
Du har nu sat dig godt til rette i din festivalstol – luksusudgaven selvfølgelig, ikke bare den billige model, man altid efterlader sig. Du har åbnet din iskolde øl. Du er så klar til at nyde musikken og have en festlig dag med vennerne. Men musikken udebliver. I kigger på hinanden. I ser rundt, der er masser af folk, som ser lige så forvirrede ud som jer.
I begynder at spørge hinanden og andre, om de ved, hvor musikken bliver af? Hvad hulen er det, der foregår?
Det går langsomt op for jer, at musikken slet ikke kommer. Der er simpelthen ingen bands og ingen koncert.
Problemet er enkelt. I har valgt at nyde koncerten ude foran indgangen til festivalpladsen. Det gjorde alle de andre også. Så ingen har faktisk købt en billet. Det har derfor ikke været muligt at holde en koncert. Da ingen ville betale for en billet, men kun nyde.
Problemet var enkelt, men konsekvensen stor.
Lønmodtagerrettigheder bliver taget for givet
Hvad pokker vil jeg med sådan en fortælling?
Det er blot en illustration af, at det går samme vej for de lønmodtagerrettigheder, som alt for mange i dag tager for givet.
Måske ved mange ikke, at de ubevidst tager mange lønmodtagerrettigheder for givet af den simple årsag, at de ikke ved, at det er mellem fagforeninger og arbejdsgivere, at sådanne rettigheder aftales.
Når hele 35 procent af danske lønmodtagere ikke er medlem af en fagforening, så er vi i fagbevægelsen nødt til at være nysgerrige på hvorfor.
Det er 122 år siden, at det blev aftalt, at løn- og arbejdsvilkår skal aftales mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Men hvor mange kender egentlig til den gamle aftale og historien bag? Det er måske heller ikke selve historien i detaljer, som er væsentlig.
Det væsentlige er at fortælle, at mange lønmodtagerrettigheder ”blot” er en aftale, som nemt kan forsvinde, hvis ikke der bakkes op om den aftale.
Og den opbakning skabes ved at være medlem af en overenskomstsbærende fagforening.
Generation Z vænner sig til dårligere arbejdsvilkår
Den historie tror jeg ikke, at der er mange, der kender.
Særligt ikke den nye generation, som er i færd med at træde ind på arbejdsmarkedet, den såkaldte ”Generation Z”. Generation Z er årgangene fra 90’erne og 00’erne.
De har mødt et arbejdsmarked, der bærer præg af prekære ansættelsesformer i form af minijobs, deltidsstillinger, platformsarbejde og løse ansættelse såsom timeafløsere og vikarer. Flere af disse ansættelsesformer giver dårligere lønninger og færre rettigheder.
Et arbejdsmarked, hvor de vil opleve at skulle jobshoppe og løndumpe
Og den udvikling fortsætter, hvis ikke vi hjælper med at sige fra.
De unge i Generation Z vil vænne sig til dårlige arbejdsvilkår, da de ikke kender til andet eller bedre. Og de vil ikke opleve et arbejdsmarked med rettigheder, men et arbejdsmarked, hvor de vil opleve at skulle jobshoppe og løndumpe.
Det kan vi ikke være bekendt.
Så mens de overenskomstsbærende fagforeninger kæmper videre med de private og offentlige arbejdsgivere, skal vi så ikke sørge for at tage snakke med vores kollegaer, venner, familie og børn om, at vi skal være medlem af en fagforening?
Bragt i Netavisen Pio, den 26. februar 2021