Hvem redder redderne?
Flere opgaver, stress og dårligere arbejdsforhold og flugt fra faget. Det er virkeligheden for landets ambulancereddere. Det er bekymrende. Ikke kun for os i faget. Men også for de mange, der er afhængige af hjælp fra redderne. Spørgsmålet er, hvem redder redderne, så de kan redde os?
Af: Thomas Brücker, sektornæstformand i FOA
Redderfaget adskiller sig utrolig meget fra resten af sundhedsvæsenet.
Det allerførste fysiske møde med sundhedsvæsenet for en akut syg borger starter i det øjeblik, redderen træder ind ad døren i en ofte kaotisk fase i borgernes liv. Ofte ved redderne ikke med sikkerhed, hvad de kommer ud til, og det er først i mødet med patienten, at der skal træffes hurtige beslutninger, og i modsætning til på en akutmodtagelse står redderne ofte alene med problemerne, og det forventes, at de kan løse alt, hvad de stilles overfor. Også problemer der på et hospital kræver stærkt specialiserede kompetencer.
Det siger sig selv, at det kan være yderst stressende at arbejde i et så ukendt og usikkert miljø, og at der derfor kan være behov for ganske små afbræk, hvor der lige kan trækkes lidt luft ind og få vendt oplevelserne med kollegerne.
Det er der bare utrolig sjældent tid til. Det resulterer nu i, at vi ser rigtig mange reddere flygte fra de travle områder og stationer til stationer, hvor belastningen på grund af indbyggertallet er mindre.
Ser vi på Region Hovedstaden, er antallet af kørsler steget fra 230.000 i 2013 til 298.000 i 2019 - altså en stigning på omkring en tredjedel. I andre regioner er tallet endnu større. Med sådan en stigning er der ikke noget at sige til, at ambulancefolk landet over føler, at presset det bare stiger og stiger, alt imens antallet af ambulancer slet ikke kan følge med.
Regionerne er konstant over redderne, fordi der ligger ture og venter på en ledig ambulance. At der ligger ture i kø afspejles også i responstiderne, som bare bliver længere, samtidig med at vi har svært at leve op til servicemålene. Det betyder, at der allerede nu er borgere, der betaler prisen for den øgede belastning, og det er der ingen af os, slet ikke politikere, der burde kunne leve med.
Vi har hen over de sidste år set en stor flugt fra Region Hovedstaden, som er den region i Danmark, der har klart den højeste belastning, op imod de andre regioner. Men udviklingen med flere ture og øget belastning er også noget, der opleves i landets fire øvrige regioner.
Det resulterer i, at vi for første gang i mange år ser en regulær flugt fra redder-faget. Det betyder øget pres på de tilbageværende. Vi er nu inde i en negativ spiral, som vi for alt i verden er nødt til at få vendt. Lykkes dette ikke, kan det ende med at koste menneskeliv.
En af de helt store årsager til, at det er gået så galt er, at man i stedet for at tilføre flere midler i takt med at tur-antallet er steget, i stedet er gået den modsatte vej. Siden 2009 har ambulancedriften været i udbud, og målet med udbuddene har været at få reduceret udgifterne.
I kampen om at vinde kontrakten har budgiverne skruet på prisen. Samtidig går alle fem regioner med ønsket om at hjemtage hele eller dele af ambulancedriften, men for at kunne få politisk medvind til dette, skal de selv underbyde de private interessenter. Det betyder, at alle har en interesse i at presse prisen så langt ned som muligt på et område, der skriger efter flere resurser pga. den voldsomme stigning i antallet af ture.
Det er en negativ spiral, som rammer både borgere og reddere. Skal den negative spiral stoppes, skal der tilføres flere penge til flere ambulancer, og der skal uddannes langt flere reddere. Regionerne skal tage deres ansvar alvorligt. De skal gå ind i arbejdet med at sikre et godt og sikkert arbejdsmiljø.
Det er nu, der skal sættes ind, hvis vi skal stoppe flugten fra faget, så vi igen ude i fremtiden kan være sikker på, at der kommer to friske og kompetente reddere ud, når vi har brug for akut hjælp.
Bragt i A4 Arbejdsliv, den 8. februar 2021