• Læs op
• Udskriv

Politikerne udviser handlemod og beslutningskraft, når der er fokus på problemerne.

Problemet er, at det sjældent er hurtige beslutninger, der er brug for i det hårdt pressede sundhedsvæsen.

Jeg savner visioner og ambitioner
Er det gennemtænkt per automatik at give alle fødende ret til to dages ophold på barselsafsnittet? Løser det problemet, som jordemødrene sagde fra overfor med stigende travlhed?

Misforstå mig ikke, jeg er glad for politisk handlekraft og mod – men jeg savner visioner og ambitioner for de velfærdsområder, man gang på gang beslutter sig for at putte penge i.

Det er svært at være uenig i, at de der har brug for det, skal have ret til to overnatninger, men hvorfor en ret for alle? Jordemoderen har travlt, men er ret til to overnatninger det, der løser travlheden?

Jeg tror det ikke. Men jeg har ikke undersøgt evidensen for, at netop dette tiltag løser problemerne. Ligesom jeg ikke tror, politikerne har undersøgt evidensen for, at lige netop dette tiltag løser problemerne – det er snarere et resultat af, at når ressourcestærke grupper i vores samfund sætter hælene i, bliver der lyttet.

Et uønsket biprodukt af den slags beslutninger bliver, at vores sundhedsvæsen bliver endnu mere ulige. De, der har, får bedre adgang og flere rettigheder, mens de, der ikke har ressourcer til at råbe op – og ikke har nogen til at gøre det på deres vegne, må stå tilbage med et haltende sundhedssystem, som er blevet skævvredet. Jeg vil ikke være med til det.

Efter årtier med kortsigtede løsninger, der er rige på symbolik og fattige på egentlig effekt for sundhedsvæsenet, er det tid til at gøre op med løsninger, der godt nok får kritikken til at forstumme, men uden egentlig at tage fat om problemets rod.

Med fare for at bruge argumenter tidligere brugt af spareivrige politikere, så giver det ingen mening at hælde penge i et system, der ikke fungerer.

Hvis vi skal forbedre vores sundhedsvæsen for alle, kræver det en fælles indsats fra alle – politikere på Christiansborg, i regionerne, i kommunerne og faggrupperne i sundhedsvæsenet.

Og vi er nødt til at kigge på, hvorfor vi er nået hertil: Hvorfor er jordemødrene pressede på deres arbejdsvilkår?

Kigger man isoleret på antallet af fødsler og jordemødre, giver det ikke mening. Men de er pressede på fødegangene. Netop det skrev professor Signild Vallgårda et glimrende indlæg om i Politiken tidligere på måneden.

Hvilke faggrupper mangler på fødegangene?
Man er nødt til at se på, hvilke opgaver jordemødrene nu løser, som de ikke gjorde før, hvordan arbejdet ledes og tilrettelægges – og min egen pointe: Kigge på, hvilke faggrupper, der ikke længere er der for at løfte nogle af opgaverne længere.

For mens antallet af jordemødre og andre specialiserede faggrupper er steget over de seneste 10 år, er antallet af blandt andet social- og sundhedsassistenter, portører, serviceassistenter og rengøringsassistenter faldet.

Det er et tegn på et politisk ønske om et mere specialiseret, højere uddannet sundhedsvæsen, men social- og sundhedsassistenternes og portørernes opgaver forbliver, selv om de forlader hospitalsgangene. Nu løses i stedet af andre faggrupper.

Jeg tror, at vi kunne løse meget ved at se på faggruppernes styrker og – det gælder også for FOAs faggrupper – at arbejde sammen, ikke imod hinanden, når sundhedsvæsenets opgaver skal løses.

Det er ikke overstået ved en hastebehandling af et lovforslag eller en finanslov. Det kræver, at vi undersøger til bunds, hvad der ikke fungerer, og hvorfor det ikke gør. Det kræver også politisk handlekraft og mod. Bare af den lidt mere ambitiøse og langsigtede slags.

Bragt i Sundhedsmonitor, den 22. februar 2021