• Læs op
• Udskriv

I flere uger har medierne kikket indad, når det gælder sexchikane. Det er bestemt velkomment – debatten er meget vigtig i sig selv. Men samtidig er det også kun en flig af et samfundsproblem, der har været tabuiseret i årevis, og – trods tre ugers intens avisdebat – stadig er det.

For sexchikane og uønsket seksuel adfærd begrænser sig ikke til lumre tilbud og gramseri i mediehusene. For tusinder er det hverdag – ja, du læste rigtigt: hverdag.

Det gælder i høj grad for social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere, der arbejder i pleje-, omsorgs- og sundhedssektoren. I FOA’s medlemsundersøgelser har vi de seneste ti år set et næsten stabilt tal på to procent af medlemmerne, der svarer, at de er udsat for seksuel chikane en eller flere gange ugentligt. Det svarer til omkring 3.000 medlemmer.

15 procent svarer i seneste undersøgelse fra oktober 2019, at de har været udsat for seksuel chikane inden for det seneste år. Blandt de ansatte på plejehjem er andelen oppe på 27 procent. For ansatte i psykiatrien er det ligeledes 27 procent.

Tallene skal ses i sammenhæng med, at en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i 2018 nåede frem til, at fire procent af alle ansatte i Danmark havde oplevet sexchikane på deres arbejdsplads. De ansatte i omsorgssektoren står altså model til markant mere sexchikane end gennemsnittet.

Det er et dybt alvorligt arbejdsmiljøproblem – også selv om chikanen oftest kommer fra syge, hjerneskadede eller demente mennesker. Der burde være mange alarmklokker, der ringede – både på bosteder, på institutioner, i kommunernes HR-afdelinger og i medierne. Men vi hører stort set ingenting. Det er tabu. Og hvis det endelig kommer på tale, hører man ofte den afvæbnende kommentar: »Mange er jo demente og kan ikke selv gøre for det.«

Men derfor skal man saftsuseme ikke acceptere det.

Klare retningslinjer
Vi ved, at forebyggelse hjælper. Og derfor er den aktuelle debat særdeles velkommen, hvis den fører til øget fokus på forebyggelse – ikke bare hos TV 2 og DR, men også på bostederne i Skagen og i ældreplejen i Gedser.

FOA’s tilbagevendende undersøgelser viser, at der hvor man italesætter og diskuterer episoder og problemer, der svarer en signifikant lavere andel af medlemmerne, at de har været udsat for sexchikane det seneste år. Så havde cheferne og HR-afdelingen i DR tydeligt og vedvarende adresseret udfordringerne løbende, havde aviserne måske været en historie fattigere i disse uger.

Forebyggelse handler om klare rammer og retningslinjer. De hjælper – især hvis der skal siges fra. Så ved den enkelte ansatte, at der altid er rygdækning. Arbejdspladserne bør derfor have klare retningslinjer, der fortæller, at man skal sige klart og tydeligt fra og om muligt fjerne sig fra situationen, hvis man oplever sexchikane. Herefter skal man kontakte sin leder, tale med kolleger og sin arbejdsmiljørepræsentant. Der skal være et tilbud om professionel hjælp, hvis der er behov for det.

Det kan også være en god idé at skrive alvorlige hændelser ned for at dokumentere situationerne over for ledelsen, fagfor­eningen, Arbejdstilsynet og en eventuel politianmeldelse. Beskrivelser af de konkrete forløb hjælper også med at skabe bevidsthed om episoderne. Og så skal man gemme SMS, snap, mail og lignende, hvis chikanen sker digitalt.

Et klart ledelsesfokus på problemet hjælper. En løbende dialog, for eksempel i arbejdspladsernes MED-udvalg, hjælper også.

Vi kan se, at grundig vejledning af nyansatte er et skridt på vejen. Og så hjælper faglighed og indsigt naturligvis også. Vi kan for eksempel se, at der mangler fokus på efteruddannelse i pleje- og ældresektoren inden for temaer som ældres og dementes seksualitet.

Arbejdsmiljø er ledelsens ansvar
Desværre søger nogle af vores medlemmer væk fra faget på grund af sexchikane. Og jeg skal ellers hilse og sige, at der er brug for folk, især i ældreplejen. Det drejer sig naturligt nok om kvinder, da de er mere udsat for sexchikane end deres mandlige kolleger. Men også mænd chikaneres med lummerheder og obskøne tilbud. Det har jeg faktisk også selv erfaret.

Men det er slet ikke i orden, at man skal forlade sin arbejdsplads eller sit fag, fordi man bliver befamlet eller overfuset, mens man passer sit arbejde. Det hører ingen steder hjemme.

Naturligvis skal forebyggelse håndteres med fokus på en stærk faglig tilgang, hvis udøveren er syg eller grundlæggende ikke er i stand til at tage ansvar for egne handlinger. Men alt for ofte sætter tabuet ind her med den afvæbnende bemærkning om, at borgeren ikke er ved sine fulde fem. Eller at sådan har det altid været.

Sådanne reaktioner er et ledelsessvigt, hvad enten de foregår på hospitaler, bosteder eller plejecentre. Selvfølgelig kan vi fagligt forebygge og håndtere uønskede seksuelle krænkelser fra syge eller demente. Meget ofte vil en faglig vurdering medføre, at der bør være to personer i plejen af den pågældende.

I den igangværende debat peges der ofte på, at det er det skæve magtforhold mellem chef og ansat, der er katalysator for problemerne. Det skæve forhold eksisterer ofte også i pleje-, omsorgs- og sundhedssektoren, blot med et andet fortegn. Her bliver det vanskeligt at gå til lederen og berette om upassende scener, fordi man i forvejen kender ledelsens standardindvendinger: »Ja, vi har hørt, hvad du siger. Er det nu så slemt? Det har vi set før. Tag nu jahatten på. Der er ingen ekstra penge. Vi har ikke tid. Vi har ikke råd til, at I kan være to, for politikerne har jo sparet.« Jo, vi kender alle remsen.

Men den er ikke i orden. Problemer med arbejdsmiljø og sexchikane er altid ledelsens ansvar. Altid.

Lad flere arbejde to og to
Der er også grund til at pege på et aspekt, som vi kan genkende lidt fra historien med praktikanterne i DR, der pegede på en dårlig kultur.

Den offentlige sektor har hvert år tusindvis af nyansatte og elever. De ryger hovedkulds ind i den kultur, der eksisterer på en arbejdsplads. Vi har også aktuelt set flere eksempler på en kultur, hvor fagligheden er under stort pres. Her har alle arbejdspladser en ganske stor del at lære i mødet med den nyansatte. Der er netop iværksat en ny kampagne fra Arbejdsmiljørådet ’Tag godt imod jeres unge medarbejdere’. Det er så tiltrængt.

For igen: Det må aldrig blive et individuelt problem, at man befamles, berøres eller besjofles. Med fokus og med ressourcer kan en meget stor andel af problemerne adresseres fornuftigt. Ofte kan udfordringerne løses ved, at man fagligt deler dem med hinanden. Er man ved tandlægen, så er der også oftest to til betjeningen: tandlægen og klinikassistenten. Det er naturligvis af faglige og praktiske årsager. Samme simple praktiske årsager kunne vi trænge til vandt indpas i pleje- og sundhedssektoren. Altså: Kan vi fagligt løse opgaven bedre, hvis vi er to? Vil det være praktisk? Jamen, så er der to.

Der følger også faglige dilemmaer med, som jeg ikke har et entydigt svar på. Jeg har selv arbejdet mange år på plejecentre – både i det centrale København og heroppe i det nordligste Jylland. Problemerne var præcis de samme for 20 år siden. Demente eller hjerneskadede beboere kunne være voldsomt grænseoverskridende. Jeg har selv både hørt og mærket en del. På Vesterbro var resultatet nogle gange, at der blev ringet efter en prostitueret. En glædespige, kaldte de ansatte dem. I Nordjylland var kulturen dengang, at der blev ringet efter lægen, og så blev der ellers udskrevet beroligende medicin. Vi er slet ikke færdige med denne diskussion.