Arbejdsmiljøet har det stadig lige skidt - Politikerne bør betale deres gæld

Da politikerne fra de fleste partier i 2006 lavede velfærdsaftalen om bl.a. højere pensions-alder fik vi også et klart løfte: Vi skulle have et bedre arbejdsmiljø, der skulle fokus på forebyggelse, ingen skulle blive syge eller nedslidte af sit arbejde.

Nu viser en helt ny undersøgelse fra AE-Rådet, der har samkørt registerdata fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at det er blevet ved tomme løfter.

Det fysiske arbejdsmiljø står i stampe. Forebyggelsen halter. Mange bliver stadig nedslidte på sit arbejde. For medlemmer af a-kasserne i 3F, NNF og FOA har mellem 20 og 25 procent et fysisk hårdt arbejdsmiljø, mens det for medlemmer af akademikernes, magistrenes og økonomernes a-kasser gælder mindre end to procent.

Derfor er der rigtig god mening til at heppe på forhandlingerne på Christiansborg om en ret til tidlig pension. Kom nu. Kom nu. Men konklusionerne i AE-Rådets opsigtsvækkende undersøgelse skal også følges op af en målrettet indsats for arbejdsmiljøet.

Kære politikere. Der skal gøres noget ved arbejdsmiljøet. I skylder fra 2006.

Arbejdsmiljøaftalen fra sidste år kan være et skridt på vejen til at målrette arbejdsmiljøindsatsen og styrke arbejdstilsynet. Men vi er langtfra i mål. Der er brug for en ekstraordinær indsats mod fysisk nedslidning, hvis og når flere skal blive længere på arbejdsmarkedet.

Der skal være et vedvarende fokus på arbejdsmiljøet.  Og vi skal kunne dokumentere at der sker fremskridt. Vi må nemlig se i øjnene, at det ikke er lykkedes at indfri tidligere nationale mål om at reducere de fysiske overbelastninger - og det på trods af, at både arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet har prioriteret området højt.

Når indsatsen er slået fejl, er der brug for at gøre noget nyt og lære af  det, der tidligere har virket. Danmark har tidligere gennemført nationale programmer mod fysisk nedslidning med succes. 

Med en investering på omkring 100 millioner kroner førte handlingsplanen mod ensidigt, gentaget arbejde i starten af 1990’erne til, at omfanget af det belastende arbejde blev reduceret med cirka 25 procent

FOA og 3F har tidligere foreslået, at vi iværksætter et nyt 5-årigt program for at forebygge fysisk nedslidning på de arbejdspladser, der ikke selv ved, hvordan de sikrer et forsvarligt ergonomisk arbejdsmiljø.

Det skal give ny viden om tekniske løsninger og holdbare måder at tilrettelægge arbejdet på. Programmet kan eksempelvis omfatte økonomisk støtte til arbejdspladser, der iværksætter ekstraordinære indsatser mod fysisk nedslidning, og tilbud om netværk om ergonomisk arbejdsmiljø.

Et nationalt program, der målrettes selve arbejdspladserne, bør suppleres af to initiativer, der støtter indsatsen:

  1. Ekstern rådgivning: Mindre offentlige og private arbejdspladser bør sikres billig og let adgang til ekstern rådgivning om arbejdsmiljø. Det kan eksempelvis ske ved at realisere en tidligere anbefaling fra DA og LO om at etablere en pulje på 100 millioner kroner årligt til mindre virksomheders brug af arbejdsmiljørådgivning.
  2. Ekstra midler til parternes arbejdsmiljøindsats: Arbejdspladserne bør sikres mere information og vejledning om, hvordan problemer i arbejdsmiljøet løses i deres branche. Det kan ske ved at føre 50 millioner kroner tilbage til parternes brancheindsats om arbejdsmiljø – midler som blev fjernet i 2010 som led i den politiske aftale om genopretning af dansk økonomi.

Der bør i det hele taget arbejdes langt mere systematisk med fokus på forebyggelse.  Vi ved, det er meget vigtigt med pauser og variation i arbejdet. At træning i arbejdstiden giver gode resultater. Og at belastningerne kan minimeres.

Og så skal vi tænke forebyggelse og arbejdsmiljø ind i de uddannelser, som vi ved fører ud til hårdt belastede brancher, f.eks. social- og sundhedsuddannelserne. Det ville da være skønt, hvis også disse brancher en dag ude i fremtiden kunne finde et par 50-års jubilarer, der oprigtigt sagde tak for et godt og givende arbejdsliv.

Bragt i a4 Arbejdsmiljø den 29. september 2020