• Læs op
• Udskriv

Når vi bliver flere børn og ældre, skal vi sikre, at pengene følger med. Der skal blandt andet være råd til behandling og pleje af de mange flere ældre patienter, der kommer til de næste mange år. Nogenlunde sådan har regeringen forklaret hensigterne med den bebudede velfærdslov.

Velfærdsloven skal altså være et værn imod, at regioner og kommuners budgetlægning bliver domineret af djævelske valg imellem »Kortere tid på barselsgangen for nybagte mødre eller flere ældre medicinske patienter på gangene?«, som Socialdemokratiet formulerede det i deres valgoplæg.

Men hvis de gode hensigter skal blive til virkelighed, kræver det nytænkning på Christiansborg og i Finansministeriet. Ellers risikerer regeringen, at bunden under velfærden ender med at blive til mosebund.

For at undgå det skal Folketinget til at forholde sig til to vigtige faktorer.

Nye regnemodeller og dyre behandlinger
For det første de regnemodeller, der bruges til at beregne de økonomiske konsekvenser af, at der bliver flere ældre i Danmark og derfor behov for mere behandling og pleje.

Her regner Finansministeriet med et økonomisk begreb ved navn »sund aldring«. Begrebet forudsætter i grove træk, at de høje sundhedsudgifter relateret til årene lige før livets afslutning bliver udskudt i takt med levealderen, mens sundhedsudgifterne for de øvrige aldersgrupper ikke stiger i takt med, at danskerne bliver ældre. Problemet er, at det er højst usikkert, om det virkelig hænger sådan sammen. Et studie fra VIVE viser, at det ikke er tilfældet: Udgifterne til sundhed stiger mere for +65-årige og markant mere for de +80-årige end resten af befolkningen, som professor Jakob Kjellberg har skrevet om i Ugeskrift for Læger.

Spørgsmålet er, om regnemodellerne er gode nok, når de hverken forholder sig til sygdomsudviklingen eller den nyere tids udvikling i sundhedsudgifterne til netop de patientgrupper, som der bliver mange flere af?

Selvom Finansministeriets beregninger af det demografiske træk opererer med en relativt beskeden effekt af såkaldt »sund aldring«, så er der altså andre og potentielt større effekter af demografien, som modellerne ser helt bort fra. Derfor anbefaler vi, at Christiansborg suspenderer brugen af »sund aldring« i sin nuværende form, mens der udvikles nye og opdaterede regnemetoder til at fremskrive sundhedsudgifterne.

For det andet skal Folketinget forholde sig til den løbende udvikling af nye og bedre behandlingsmetoder. Ny teknologi gør, at flere patienter kan kureres eller leve længere og bedre med deres sygdom. Det er godt, men det betyder samtidig, at sundhedsvæsenets udgifter presses op, fordi man eksempelvis kan behandle tilstande, hvor der før ikke var en kur eller behandle svækkede patienter, fordi behandlingen er blevet mere skånsom. Noget bliver billigere, men det er veldokumenteret, at resultatet samlet set er stigende sundhedsudgifter. Dels fordi, behandlingerne bliver dyrere. Dels fordi, at når befolkninger lever længere, vil mange også leve længere med flere sygdomme.

Reel bund under sundhedsvæsenet
Hvis sundhedsvæsenets økonomi lægges fast ud fra, at man fremover skal kunne tilbyde det samme som nu, bare til flere patienter, vil man år for år skulle sige nej til nye behandlinger eller finde pengene ved nedskæringer andre steder. Eller med andre ord: Hvis sundhedsvæsenet om ti år tilbyder patienterne de samme behandlinger som i dag, vil befolkningen ikke se det som et uændret serviceniveau. De vil opleve det som dårligere velfærd.

Det skal både regeringen og Folketinget tage højde for, hvis velfærdsloven skal sikre en reel »bund under sundhedsvæsenet« og gøre det muligt at tilbyde patienterne en god og moderne behandling.

Ellers ender bunden under velfærden med at blive mosebund med besparelser og ringere pleje som følge – stik imod de gode intentioner.

Bragt i Berlingske Tidende, den 19. oktober 2020