• Læs op
• Udskriv

Nemlig at der bliver begået stribevis af fejl, når kommunerne skal afgøre hvilken hjælp, de vil stille med til borgere med handicap.

Hele 42 procent af de afgørelser, som borgerne indklager til Ankestyrelsen, bliver omgjort til borgerens fordel og endda er det problem i stigning.

For at ændre på det grotesk høje tal, er det ikke nok at tilbyde kommunerne hjælp fra en task force til sagsbehandlingen, som et af forsøgene på at ændre på situationen ellers har lydt.

Behov for markante ændringer
I stedet er der behov for markante ændringer af systemet. 

Det er nemlig vanskeligt at lukke øjnene for, at pengene til at finansiere de afgørelser, som kommunerne når frem til stammer fra kommunernes egne kasser. 

Og i lyset af den ekstremt høje fejlmargin er det rigtig vanskeligt ikke at mistænke, at det spiller en rolle for hvilke afgørelser, der træffes på vegne af den enkelte borger.

Den nedslående nyhed er, at antallet af forkerte afgørelser i praksis formentlig er langt højere end de i forvejen skræmmende 42 procent. En del borgere klager nemlig aldrig over den afgørelse, de får i første omgang. 

Faktisk viser stikprøver, at der er fejl i mere end 25 procent af de sager, hvor borgerne ikke har klaget. Sager, som altså var blevet omgjort eller sendt til fornyet behandling i kommunerne, hvis de var blevet påklaget.

Det går i den gale retning
Udviklingen går den forkerte vej og har gjort det siden 2013, selv om de seneste ministre på området har gjort en række tiltag. 

Ud over task forces er der eksempelvis for nyligt nedsat en retssikkerhedsenhed, som skal analysere området. Det har været efterspurgt i flere år. Endnu er den for ny til at kunne have ændret på tingenes tilstand, men sigtet med den er uendeligt vigtigt. 

Det er nemlig den enkelte borgers retssikkerhed, der er på spil.

Den store fejlmargin gælder også på en lang række andre områder end handicapområdet. 

Også på eksempelvis beskæftigelsesområdet er omgørelsesprocenten høj. I godt hver fjerde af de sager, hvor kommunen har vurderet, at en borger ikke længere er uarbejdsdygtig, bliver den påklagede afgørelse enten ændret af Ankestyrelsen eller sendt til fornyet behandling i kommunen. 

På fleksjobområdet er det svimlende 45 procent. Og for sager, hvor der er søgt om revalidering, gælder det mere end hver tredje.

Fællesnævneren for den store mængde af sager, der enten er afgjort forkert eller behandlet mangelfuldt i kommunerne, er at borgere i udsatte positioner mister tiltroen til hjælpesystemet.

Det er ødelæggende for opbakningen og dermed undergravende for velfærdsdanmark på sigt. 

Småjusteringer nytter ikke
Retssikkerhed handler ikke bare om at sikre den enkeltes rettigheder, men om vores fælles ansvar og ønske om at sikre en velfærdsstat med en rimelig grad af basal overholdelse af grundlæggende og demokratisk vedtaget lovgivning. Derfor angår det ikke kun den enkelte med et hjælpebehov, men os alle.

I FOA oplever vi mange omkostninger for både vores medlemmer og de borgere, som vores medlemmer arbejder for at hjælpe i dagligdagen. Borgere i udsatte positioner skal alt for ofte bruge kræfter på at kæmpe for den hjælp, der ellers er sikret dem ved lov.

Det er FOA’s generelle indtryk, at mange tilbud, der skal hjælpe borgere med at kompensere for deres handicap, nedsatte arbejdsevne, sygdom og lignende er sat under et stadig stigende pres. Det kan ikke blive ved.

Derfor kalder området på nogle markante ændringer for at blive genoprettet. En løsning kunne være at øge den statslige refusion for dyre sager, så de økonomisk pressede kommuner ikke styrer efter de samme økonomiske incitamenter. 

Eller at centralisere sagsbehandlingen regionalt, så der kommer mere ekspertise og ensartethed i sagsbehandlingen.

Problemerne har i hvert fald vokset sig så store, at tiden for småjusteringer er forpasset. I stedet bør den helt store værktøjskasse tages i brug.

Bragt i Altinget, den 2. oktober 2020