• Læs op
• Udskriv

Hverken når vi køber mælk i supermarkedet, betaler vores husleje eller investerer i nye sko til børnene, betaler vi med procenter. Vi betaler med penge. Penge, der for os alle er lige meget værd, og som er lønnen for det arbejde, vi udfører i det daglige.​

Men hvad der ikke har lige stor værdi for os alle, er den lønstigning, der gives, når der forhandles overenskomster. For mens vi ser forhandlinger på det private arbejdsmarked føre til lønreguleringer, der fastsættes i konkrete kroner og øre-beløb, bliver lønnen for offentligt ansatte udregnet i procenter.

Det betyder, at den, der allerede har mest, også får mest – og selv om det næsten lyder som et bibelcitat, er der absolut ikke noget guddommeligt over den model. For i praksis indebærer den, at 1 pct. lønfremgang har givet en offentlig topchef omkring 15.000 kr. ekstra, mens kantinemedarbejderen, social- og sundhedsassistenten og rengøringsassistenten kun har fået 3.000 kr. mere.

Problemet er ikke mindst aktuelt at påpege her på Kvindernes Internationale Kampdag. For når lønstigninger gives i pct. frem for penge, er det med til at fastholde uligeløn mellem mænd og kvinder. Det danske arbejdsmarked er nemlig ekstremt kønsopdelt. Både horisontalt og vertikalt. Langt størstedelen af lederposter i både den offentlige og private sektor er besat af mænd. Samtidig er langt de fleste mænd ansat i det private, mens kvinder udgør en stor andel af de offentligt ansatte – ikke mindst inden for omsorgsfagene. ​

Når lønstigninger gives i pct. frem for penge, er det med til at fastholde uligeløn mellem mænd og kvinder.

En undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – Vive står bag, viser, at jo større andelen af kvinder er i et fag, desto lavere er lønnen. Især inden for den offentlige sektor er den negative sammenhæng udtalt. Hver gang andelen af kvinder stiger med 10 procent, falder timelønnen med 4,38 kr.

Synderen bag den lave løn i de kvindedominerede fag er i høj grad den nu godt 50 år gamle tjenestemandsreform. I den er de forskellige faggrupper af offentligt ansatte indplaceret på forskellige løntrin. Og her ligger de kvindedominerede fag i bunden. Indplaceringen skete nemlig i en tid, hvor kvindesynet var et noget andet end i dag.​

Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var endnu ny. Kvindens opgave var grundlæggende at sørge for, at rammerne omkring manden var i orden. At der var skik på hjemmet, mad på bordet og styr på børnene. Manden var familiens hovedforsøger, og af samme årsag fik mænd også et særligt forsørgertillæg. Imens opfattedes kvindens indkomst, hvis hun havde et arbejde, som en biindtægt til mandens. En slags lommepenge. Det syn harmonerer på ingen måde med virkeligheden i dag, hvor familier kan se ud på utallige måder, og hvor masser af kvinder i øvrigt er eneforsørgere.

Ifølge ph.d. og historiker Astrid Elkjær Sørensen, der forsker i ligestilling og netop nu ser på tjenestemandsreformens betydning for løndannelse på tværs af køn, er lønhierarkiet blandt de offentligt ansatte stort set blevet fastholdt, lige siden reformen blev til for mere end et halvt århundrede siden. Og de nyere kvindedominerede fag, der siden er kommet til, som for eksempel social- og sundhedsansatte, er på samme vis blevet indplaceret lavt.​

Fagforeninger i industrien: Øremærket barsel er et kæmpe skridt for ligestillingen
Jo, men løngabet mellem mænd og kvinder mindskes af sig selv år for år, vil nogle nu indvende. Og jo, fremskrivninger viser, at det ud fra en gennemsnitsbetragtning kan være udvisket om 50 år, fordi flere kvinder tager længere uddannelser og opnår lederposter. Men 50 år giver ikke dem, der er på arbejdsmarkedet i dag eller står på tærsklen til arbejdsmarkedet, større købekraft. Og at flere kvinder får topposter, hjælper ikke dem, der udgør fronttropperne inden for omsorgs- og velfærdsfagene i den anden ende af lønskalaen.

Når vi ved, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige område aftaler lønregulering i procenter i stedet for i kroner og øre som på det private arbejdsmarked, gentager vi det uhensigtsmæssige mønster. De højest lønnede, som altså arbejder inden for de mandedominerede fag, får mest. De ansatte i kvindedominerede fag får mindst. Det er tiden løbet fra.

Bragt i Jyllands-Posten, den 8. marts 2020