• Læs op
• Udskriv

Coronakrisen har sat børneperspektivet under pres. Lige siden de første daginstitutioner og skoler åbnede lige efter påske, har det pædagogiske personale og ledere over hele landet kæmpet for at give børnene en god og tryg tilbagevenden til vuggestue, børnehave og skole på trods af de nye sundhedsfaglige krav og restriktioner, som har vendt op og ned på rutinerne – og lagt mange nye opgaver oveni.

Afspærring med polititape. Lynaflevering ved lågen. Indhegnede områder på legepladsen. Samling i teltpavilloner. Afspritning af legetøj og håndvask i lange baner. Børn, der ikke kan lege sammen, som de plejer og har lyst til. Mangel på plads, mangel på personale. Listen over udfordringer har været lang. Og den rimer ikke ligefrem på godt børneliv og trivsel. Oveni kommer bekymringen for selve smitten hos både forældre, personale og børnene.

Nu er vi i gang med en gradvis tilbagevenden til en normal tilstand. Restriktionerne vil ikke blive savnet. Men der er også erfaringer fra genåbningens første fase, som vi skal tage med os.

De steder, hvor mange forældre har holdt deres børn hjemme – enten frivilligt, eller fordi de ikke kunne få plads – har det pædagogiske personale og børnene fået lov til at snuse til en hverdag med ordentlige normeringer og mulighed for at arbejde med børnene i små grupper med tid til omsorg, fordybelse og nærvær.

De såkaldte coronanormeringer har vist os, præcis hvad det er, gode normeringer gør for børnenes trivsel: Det pædagogiske personale fortæller om færre konflikter, mere ro og tid til at gribe og udvikle børnenes ideer.

De små børnegrupper har skabt fordybelse og nærvær på skovturen og i træværkstedet, mulighed for lange sprogstimulerende samtaler og leg uden afbrydelse. Forældrene har oplevet, at der er mere tid til samtale med det pædagogiske personale, så familierne oplever at være en større del af børnenes dag i dagtilbuddet. Sidst, men ikke mindst har der været mere tid til at understøtte børn i sårbare og udsatte positioner.

Det bør være en øjenåbner, som overbeviser politikerne både på Christiansborg og i kommunerne om, hvorfor minimumsnormeringer ikke kan vente til 2025. Når man først har set, hvilken forskel gode normeringer gør for børnenes trivsel og udvikling, kan ingen politikere med god samvittighed lade børn og forældre vente fem år på minimumsnormeringer, der jo ikke engang er lige så gode som coronanormeringerne.

Coronakrisen har også vist os, at pædagogisk personale er en mangelvare. De steder, hvor hovedparten af børnene allerede er vendt tilbage, fortæller kommunerne, at der ikke er ressourcer nok, hvis man skal opfylde kravet om små børnegrupper, og der samtidig skal vaskes legetøj og vaskes hænder som aldrig før.

Vi ved stadig ikke, hvor længe vi skal leve med coronadikterede forhold i daginstitutionerne. Men uanset hvad vil der være brug for mere veluddannet pædagogiske personale i de kommende år, når børnetallet stiger. Genåbningen har blot været med til at understrege, at det haster med en langsigtet rekrutteringsplan, hvis vi skal sørge for daginstitutioner af høj kvalitet nu og i fremtiden.

Det kan ikke gøres med vikarer og midlertidige stillinger. Det haster med at fastansætte de uddannede, der lige nu er ledige. Og det haster med at uddanne flere. Det er nødvendigt, at politikerne tager ansvar og tænker langsigtet.

Børnene har fortjent daginstitutioner af høj kvalitet. Og coronakrisen har gjort det krystalklart, at daginstitutioner er en afgørende forudsætning ikke kun for genåbningen, men for et samfund, der hænger sammen, og hvor forældre trygt kan gå på arbejde.

Forældrene har tydeligt tilkendegivet, både med forårets landsdækkende demonstrationer og nu, at de ikke er tilfredse med et tilbud om ’opbevaring’. De stiller helt naturligt krav om, at børnene får en hverdag med tryghed og trivsel. Det er en del af samfundskontrakten. Og det er et politisk ansvar at levere på den – af hensyn til både børn og forældre.

Vi ved fra forskningen, at gode normeringer, uddannet personale og små børnegrupper har afgørende betydning for børnenes trivsel, udvikling og livschancer. Erfaringerne fra genåbningen har dokumenteret, at det holder et hundrede procent. Derfor skal politikerne fremrykke investeringerne i minimumsnormeringer. Vi har ikke råd til at lade være. Det havde vi ikke, før coronakrisen ramte – og det har vi endnu mindre nu.

Bragt i Politiken, den 12. maj 2020