• Læs op
• Udskriv

Fra begyndelsen har det stået klart, at de cirka 40.000 beboere på plejehjem ville være en særlig risikogruppe, og der blev også grebet hurtigt ind med barske restriktioner.

Fra den ene dag til den anden mistede plejehjemsbeboerne kontakten til deres kære. Det har ramt mange hårdt og er gået ud over deres fysiske, mentale og sociale tilstand.

Alzheimerforeningen og Ældre Sagen har modtaget mange triste beretninger, og FOA's medlemmer har hver dag været konfronteret med de hjerteskærende dilemmaer, når smitterisiko har skullet vægtes op mod det naturlige behov for personlig kontakt med dem, som man holder af.

Trods restriktionerne og deres omkostninger må vi konstatere, at hvert tredje coronadødsfald ramte en plejehjemsbeboer, og at næsten tusinde ansatte blev smittet. 

Plejehjem og ældre stod højt i den politiske retorik, men har i den praktiske håndtering og reelle prioritering været forvist til at sidde på bagsædet. 

Tiden er ikke til at være bagklog, pege fingre og finde syndebukke. Tiden er til at lære af forløbet.

Opfordring til sundhedsmyndigheder
Der er flere punkter, hvor samfundet næste gang kan reagere mere hensigtsmæssigt. Vores observationer, som sundhedsmyndigheder og kommuner bør undersøge nærmere, er følgende:

Mens der fra begyndelsen var fokus på brug af værnemidler på sygehusene, havde plejehjemmene lav prioritet. Realiteten er, at de fleste plejehjemsbeboere er meget syge og svækkede. Flere har kroniske sygdomme, og derfor er værnemidler helt essentielle.

Vi skal have langt bedre styr på hygiejnen. Rengøring er gennem mange år blevet nedprioriteret blandt andet gennem de mange sparerunder.

Krisen har understreget, hvor meget god hygiejne og rengøring betyder, ikke kun når vi skal forhindre spredning af en virus som corona, men for sundheden generelt.

På et tidspunkt forlød det fra kommunerne, at nu var forsyningen af værnemidler i orden. Imidlertid var tilbagemeldingen fra mange FOA-medlemmer, at man lokalt manglede værnemidler.

Stor uklarhed om retningslinjerne
Meldingerne om test har ændret sig undervejs. Indtrykket er, at den politiske strategi var styret af kapaciteten – selvom sammenhængen burde være den omvendte. Også her stod plejehjemmene bagest i køen.

Endelig har der også været stor uklarhed og slinger i valsen i forhold til retningslinjer for, hvordan personale og beboere har skullet indrette sig. Den uklarhed eksisterer stadig. Medarbejderne skal inddrages i at skabe gode arbejdsrutiner og sikre en værdig ældre pleje under de nye vanskelige forhold.

Plejehjemmene var i den første fase helt frakoblet covid-19-planen. Det var for eksempel kun en anbefaling og ikke et krav, at plejehjem skulle have en plan for et udbrud. Sådan bør det ikke være fremover.

Det er åbenbart, at pandemien kom bag på det danske samfund, og det har været uundgåeligt, at der blev begået fejl. Men vi skylder de ældste og mest svækkede i vores samfund, deres pårørende og det personale, der løser centrale opgaver for disse mennesker, at være bedre forberedt, næste gang en epidemi rammer.