• Læs op
• Udskriv

De erfaringer, vi foreløbig kan drage af coronakrisen, siger det samme. Det er i kraft af et stærk velfærdssamfund og en udbygget og velfungere offentlig sektor, at vi hidtil er sluppet så nådigt.

Den danske models succes 
Den skandinaviske velfærdsmodel er kendetegnet ved en veludbygget og skattefinansieret offentlig sektor, der grundlæggende sikrer velfærd og omfordeling af økonomiske midler, så uligheden i samfundet begrænses mest muligt.

Det virker, når det får lov at virke. Men det virker ikke, hvis man hele tiden sætter skatterne ned og udsulter den offentlige sektor.

Og det er præcis hvad skiftende borgerlige regeringer har gjort og agter at gøre. De vil gå en hel anden - neoliberal - vej, hvor markedet råder og regerer.

På trods af forskernes klokkeklare budskab og på trods af Danmarks beviselige succes, bliver de ved med at gentage, at den offentlige sektor er for stor og dyr, og at skatterne er for høje.

Hvis de neoliberale har ret, burde Skandinavien være helt ude i tovene og ved at gå i hundene. Men fakta er, at det modsatte er tilfældet.

Det er afgørende fornuftigt med en veludbygget skattefinansieret stærk offentlig sektor. Vi kan ikke stole på markedet. Det er en dårlig ide at udlicitere, ligesom det er en endnu dårligere ide at privatisere.

Læren af Coronakrisen er, at den offentlige sektor skal bevare demokratisk kontrol med afgørende ting, for eksempel værnemidler og vaccineproduktion. Det kan overføres til alle mulige andre områder som internet, digitale betalingsformer (NETS), infrastruktur, affaldshåndtering og så videre.

Sagen er, at der er store interessemodsætninger i det danske samfund - mellem dem, der skummer fløden og dem, der knap nok har råd til skummetmælk. Mellem dem, der ejer det meste og dem, der kun har deres arbejdskraft at tilbyde.

Solidaritet og fællesskab
Erfaringerne taler sit tydelige sprog. Vi skal bevare velfærdssamfundet og lægge den neoliberale økonomiske tænkning endeligt i graven, men det får selvfølgelig ikke interessemodsætninger til at lægge sig.

Der er fortsat nogen, der er interesserede i at bevare deres rigdom og privilegier på fællesskabets bekostning.

Coronakrisen har vist, at vi, der tænker i fællesskab, sammenhold og solidaritet, har ret. Coronavirus er ikke lige farlig for alle, men lige i øjeblikket bidrager vi alle til at beskytte dem, der kan blive alvorligt syge.

Statsministeren kalder det samfundssind. Man kan også kalde det solidaritet. Det, vi i øjeblikket gør for hinanden, er det solidariske velfærdssamfund i en nøddeskal.

Danmark som stort socialt fællesskab har vist sin afgørende værdi. I andre lande har det været nødvendigt med langt strengere restriktioner, for eksempel udgangsforbud. Det har ikke været nødvendigt i Danmark på grund af vores grundlæggende sociale tillid og solidaritet.

Krisen har bevist, at det er altafgørende at bevare og gerne styrke den sociale tillid og solidaritet i samfundet - at styrke velfærdssamfundets fundament.

Udviklingen er i de senere år ellers gået den modsatte vej. Den sociale tillid og solidaritet er blevet undergravet med stigende ulighed, følelsen af uretfærdighed og at borgerne i stigende grad ikke får, hvad de er blevet stillet i udsigt - en konsekvens af forfejlet neoliberal politik.

En stærk offentlig sektor
En helt central lære af Coronakrisen er, at den offentlige sektor er af afgørende betydning. Krisen har bevist, at den offentlige sektor skal være veludbygget. Den offentlige sektor har vist sin berettigelse og værdi både i håndteringen af sundhedskrisen og den økonomiske krise.

Vi har kunnet håndtere sundhedskrisen, fordi størstedelen af sygehusene er offentlige, så man har kunne reagere hurtigt uden først at skulle forhandle om prisen.

Den økonomiske krise er fra start blevet håndteret med offentligt finansierede hjælpepakker, som har hjulpet store dele af den private sektor. Med en nyliberalistisk tænkning, en lille offentlig sektor og lav skat og et lille økonomisk råderum ville den økonomiske krise sandsynligvis være meget mere alvorlig end den er i dag og ser ud til at blive.

Endelig vil regeringen nu sætte en række aktiviteter i gang for eksempel renovering af boliger og klimatiltag – igen et brud med nyliberal tænkning. Det nytter, at den offentlige sektor sætter aktiviteter i gang, når der er krise, og det gør ikke noget, at staten stifter gæld – især ikke, når der tale om engangsudgifter som hjælpepakker eller investeringer i fremtiden og for fællesskabet.

Fokus på kerneopgaven
En anden lære af Coronakrisen er, at mange arbejdspladser selv har kunne organisere sig og samarbejde, så alle trækker på samme hammel.

Det er ikke nødvendigt med en masse styring og kontrol. De knokler derude, fordi medarbejderne er drevet af at gøre et godt stykke arbejde - krise eller ej. Derfor er der alt mulig grund til at have tillid til de offentligt ansatte også når der ikke er krise.

Det betyder, at både ledere og medarbejdere skal have et langt større fagligt handlerum. Når ledere og medarbejdere får et langt større handlerum, er det vigtigt, at kerneopgaven er tydelig. Det har den været under Coronakrisen, og der skal gøres meget mere ud af at konkretisere kerneopgaven i hverdagen efter corona.

Der skal opbygges og udvikles sunde, stærke arbejdsfællesskaber på arbejdspladserne, fordi det virker bedre end det New Public management har budt på.
Arbejdsfællesskaber der bygger på tillid - tillid til, at kollegaerne både fra egen og andre faggrupper er fagligt dygtige og gør deres bedste.

Arbejdsfællesskaber, hvor medarbejdere og ledere ved, at de er afhængige af hinanden for at lykkes med deres fælles kerneopgave. Arbejdsfællesskaber som et stærkt alternativ til detaljeret styring og overdreven dokumentation og kontrol.

Medarbejdere skal involveres
Coronakrisen har vist, at der er behov for, at medarbejderne inddrages langt mere i beslutninger, der har betydning for deres liv og fremtid på arbejdspladsen. Det skriver intet mindre end 3.000 forskere i et manifest i Politiken den 16. maj.

Forskerne nævner, at det har været afgørende med den medbestemmelse, der er indført i bl.a. de Skandinaviske lande og anbefaler, at vi udvider denne medindflydelse.

Kun på den måde kan vi sikre en bæredygtig udvikling i både den private og den offentlige sektor og i samfundet - og kun på den måde kan vi for eksempel redde klimaet og dermed os selv: Ved at tage medansvar.

Lad os bruge tiden efter corona rigtigt. Vi skal blive klogere. Vi skal styrke sammenholdet og solidariteten endnu mere. Vi skal udvikle den offentlige sektor med arbejdsfællesskaber og demokratisk medbestemmelse, medinddragelse og medansvar.

Vi har alle muligheder for at lægge trædesten og sætte pejlemærker for fremtidens generationer og fremtidens udvikling af alt lige fra økonomi til den grønne omstilling til demokratisk ledelse og styring i den offentlige sektor.

Bragt i Altinget, den 4. juni 2020