FOA: Testbusser og klare retningslinjer skal indgå i fremtidens beredskab

Selvom coronapandemien endnu ikke helt har sluppet sit greb om samfundet, begynder et afgørende spørgsmål at trænge sig på: Hvad kan vi gøre anderledes, næste gang en epidemi rammer os? For der vil blive en næste gang.

Et godt sted at starte er den slingrekurs, der helt fra begyndelsen har været omkring retningslinjerne. Myndighederne har været uklare i spyttet, og rigtig mange frontmedarbejdere har været i tvivl om, hvordan de har skullet forholde sig til udmeldingerne. Ikke mindst, når det har handlet om værnemidler.

Et plejehjem har derfor tolket retningslinjerne på én måde, mens naboplejehjemmet har tolket dem på en anden. Det har skabt forvirring og utryghed blandt medarbejderne.

Når den næste epidemi rammer, er det nødvendigt, at sundhedsmyndighederne strammer sig anderledes an. At retningslinjerne er klokkeklare og lander hurtigt.

Andet kan vi ikke være bekendt over for de tusindvis af ansatte, som skal følge dem, og de borgere, som de skal passe på.

Der skal styr på værnemidlerne
Da corona brød ud i Danmark, måtte de ansatte i ældresektoren se lastbiler fyldt med værnemidler køre forbi dem og læsse det hele af på hospitalerne.

To undersøgelser blandt FOA's medlemmer har vist, at cirka hver fjerde i ældreplejen i både april og maj manglede værnemidler. En nattevagt på et plejehjem har berettet, at de gik 26 på arbejde, men kun havde handsker til halvdelen. Andre er trukket i sorte plastsække, fordi de ikke har haft forklæder.

Social- og sundhedsassistenter over hele landet har frygtet, at de ville bære coronasmitte videre til de ældre borgere og måske endda være skyld i dødsfald, fordi de ikke havde de fornødne værnemidler. Den frygt kan vi ikke byde nogen.

På et tidspunkt lød meldingen fra en glad minister, at lagrene var fyldt op med værnemidler. Alligevel manglede de ansatte dem stadig.

Næste gang en epidemi bryder ud, skal vi sikre, at værnemidlerne kommer til frontlinjen og ikke samler støv på et lager. Der gør de åbenlyst ingen gavn.

Tid til trillende teams

Når vi ser tilbage på de seneste måneder, må vi desværre også konstatere, at det har haltet gevaldigt med at få testet personalet i ældresektoren.

Det er, på trods af at netop testningen af denne gruppe har været et erklæret mål i regeringens teststrategi for at beskytte nogle af vores mest skrøbelige borgere.

Og de er skrøbelige. Hver tredje coronarelaterede dødsfald har været en plejehjemsbeboer. Derfor skal vi finde løsninger, som vi også i fremtiden kan ty til.

Et konkret bud er testbusser, som kører ud til plejecentrene. Mange steder er det nemlig et problem, at nærmeste testcenter ligger langt væk. Skal det lykkedes at få testet mere frontpersonale, er vi nødt til at rykke testmulighederne tættere på dem.

Disse nedslag er på ingen måde en udtømmende liste over den læring, som de seneste måneder har givet os. Kommunerne skal også erkende, at en krisetid kræver ekstra hænder. Og de pårørende bliver nødt til at overholde besøgsrestriktionerne, selvom det skærer i hjertet ikke at se sine kære.

Med spørgsmålet om, hvad vi kan gøre bedre, lurer en fare for at være bagklog og pege fingre. Det skal vi ikke. Vi har alle sammen asfalteret, mens vi har kørt, og så sker der fejl.

Men vi skal tage ved lære af de erfaringer, som vi sammen har haft, så vi er bedre forberedt næste gang. Både for frontmedarbejdernes og for de sårbare borgeres skyld.

Bragt i Altinget, den 25. juni 2020