• Læs op
• Udskriv

Danmark har et godt og stærkt sundhedsvæsen, hvor dedikerede medarbejdere knokler dagligt for at løse og håndtere borgernes sundhedsproblemer og sygdomme. Trods travlhed og knappe ressourcer går det generelt godt. Det kan vi være stolte af.

Nogle har ligefrem observeret et sjældent sammenhold og samarbejde i hverdagen mellem sundhedsvæsnets mange faggrupper under corona-krisen – et konstruktivt samarbejde, som ikke må forsvinde, når pressen slukker mikrofonerne, og politikerne får andet at tænke på.

Sundhedsvæsenet kæmper med en række problemer, som desværre kun er blevet tydeligere under den globale sundhedskrise

Når det er sagt, kæmper vi i sundhedsvæsenet med en række problemer, som desværre kun er blevet tydeligere under den globale sundhedskrise, vi alle slås med lige nu.

Bag skåltalerne om det danske sundhedsvæsen gemmer sig en række meget talende statistikker, som fortæller en anden historie. Det er historien om, at de kortuddannede og ufaglærte hyppigere ender i hospitalssengene og oftere forlader arbejdsmarkedet efter sygdom.

Her er et oplysende tal, der sætter uligheden i perspektiv: Tal fra Finansministeriet viser, at den rigeste fjerdedel af danske mænd på 60 år i gennemsnit lever 6 år længere end den fattigste fjerdedel.

Men hvorfor diskutere ulighed nu, hvor sundhedssystemet og de mange hårdtarbejdende sundhedsprofessionelle mildest talt har andet at slås med?

Ganske enkelt: Fordi den nuværende krise tydeliggør og forstærker nogle af de negative tendenser på sundhedsområdet og tydeliggør en række problematiske forhold, vi har brug for at takle nu, og når krisen driver over.

Når en krise, som den covid-19 har udløst, rammer Danmark, rammer den skævt. Den rammer de mest udsatte, dem der har det sværest. Det er de svagest stillede, som oftere har et dårligt helbred og kroniske sygdomme og derfor er mere sårbare over for coronavirussen.

Covid-19 er særligt farlig for dem, der ikke rigtig kommer til læge, og som har svært ved at navigere i vores sundhedsvæsen. Det er dem, der har sværest ved at forstå og følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og de betaler først prisen, hvis vi andre sløser med forholdsreglerne.

Mange bor alene, de er ensomme og har måske ikke anden social kontakt, end den de oplever i det offentlige rum

Når statsministeren beder os blive hjemme, så kan de fleste af os holde kontakt med omverden via Skype, sociale medier mm. Mange af os er også sammen med vores familie derhjemme. Vi kan kan gå ture og i det hele taget komme ud.

Den mulighed har alle ikke. Mange bor alene, de er ensomme og har måske ikke anden social kontakt, end den de oplever i det offentlige rum. En kontakt som corona-krisen hæmmer eller umuliggør lige nu.

Derfor rammer denne isolation også hårdt for dem, der har det svært – de savner besøg fra hjemmepleje, besøgsvenner, socialpsykiatrien, og hvor der ellers er mulighed for at få besøg fra. Ensomhed er lige så sundhedsskadeligt som at ryge 15 cigaretter dagligt.

Ensomheden stiger med alle de katastrofale følger, den har.

Desværre slutter de særligt udsattes problemer ikke her. Selv når krisen forhåbentlig inden alt for længe blot er en ubehagelig erindring, vil der stadig være en pris at betale.

Mens vi kæmper med krisen, opbygger sundhedsvæsenet en pukkel af opgaver, som bare hober sig op. Vi udskyder mindre vigtige behandlinger, og vi kan se, at folk har en tendens til at holde sig væk fra f.eks. de praktiserende læger, som er bekymrede over fraværet af patienter med eksempelvis tegn på kræft.

Vi ved endnu ikke, om regeringen vil finde finansiering til de ekstra opgaver, som vi skal afvikle efter krisen.

Men vi ved, at hvis der ikke er ressourcer til at afvikle puklen efter krisen, så vil det formentlig være dem, der er bedst til at presse på for sin egen behandling og dem med private sundhedsforsikringer, der vil blive hjulpet mest.

De svageste presser ikke så meget på som bedre stillede. Det er dem, der kommer bagerst i køen og de stærkeste, der kan argumentere for deres sag, der kommer forrest – både under krisen, men også i efterdønningerne efter krisen.

Derfor har vi nu mere end nogensinde brug for at få fokus på den ulighed, der plager vores sundhedsvæsen. Og for at vi, når krisen aftager, ikke efterlader de i forvejen mest udfordrede på perronen, når toget igen begynder at køre i normal hastighed.

Bragt i Politiken Sundhed, den 14. april 2020