• Læs op
• Udskriv

For 40 år siden udgjorde dagpengene 63 procent af en industriarbejders gennemsnitsløn. I dag er den nede på 47 procent, og derudover bliver man i dag kastet ud på kontanthjælp efter bare to år. Tilbage i 80'erne kunne man få dagpenge i op til 17 år.

Hvordan er det sket? Hvorfor har det ikke været en endnu større del af den offentlige debat, og hvor står fagbevægelsen i det her? Det spørger debatredaktør Simon Friis Date om i en ordrig artikel i Altinget, og han har fat i noget.

Der er ikke nogen tvivl om, at i en anden tid havde fagbevægelsen ikke som det første søgt ud på forsikringsmarkedet, når politiske beslutninger gjorde hullerne i sikkerhedsnettet større.

Der havde fagbevægelsen søgt ud på gader og stræder og fyldt dem med slagord og medlemmer i tusindtal med krav om tilbagerulning. Men det var i en anden tid.

Fogh skar i velfærdsstatens fundament
Op gennem 00'erne lykkedes det venstrepolitikerne Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen at skære både ned og bredt i velfærden, samtidig med at de hele tiden både højt og helligt slog fast, at de selvfølgelig knuselskede velfærdssamfundet og den danske model og kun ønskede at effektivisere den.

Det lykkedes kun for dem, fordi det fundament, som de skar i, var så solidt og stærkt, at man kun langsomt mærkede skaden.

De politiske realiteter er, at års forringelser på det sociale sikkerhedsnet har haft en direkte indflydelse på de beslutninger og retninger, som fagbevægelsen har taget på vegne af medlemmerne.

Blandt andet når vi – også i FOA – har valgt at tilbyde medlemmerne de samme individuelle forsikringsmæssige muligheder, som andre i fagbevægelsen, og ikke mindst de gule fagforeninger, har haft på menukortet.

Advarselsflag skal hejses
Det er vigtigt for mig at hejse et advarselsflag. Forsikringsvejen som kompensation for politiske og samfundsmæssige forringelser må aldrig nogensinde betrædes, uden at man virkelig gør sig nogle meget grundige overvejelser.

Risikoen er, at det bliver en standardløsning eller i værste fald automatreaktion, at så snart der er politisk besluttede forringelser, så træder forsikringsordningerne ind som dækning.

Det er simpelthen for letkøbt, hvis vi tegner abonnement på den model, hvor politiske flertal forringer, og hvor vi så selv efterfølgende forsikrer os som kompensation for os selv. Det er der ærligt talt ikke meget sammenhold og solidaritet i.

Derfor skal vi tage den politiske debat – også internt i egne rækker – og så må vi ikke glemme, hvad der har formet og støbt fagbevægelsen.

Kampen for at få rullet forringelser tilbage – og styrke dagpengenes kompensationsgrad er et fælles anliggende for den samlede danske fagbevægelse.

Konsekvenser for den enkelte
Omvendt er vi også sat i verden for at tage hånd om medlemmerne. Vi skal kæmpe deres sag og sikre dem ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, et godt arbejdsmiljø, gode uddannelsesmuligheder og samlet set et godt og trygt arbejdsliv.

Derfor skal vi også forholde os til de aktuelle realiteter – og realiteten i dag er, at årevise dagpengeforringelser har en direkte konsekvens for den enkelte. Og de konsekvenser, som en afsked har for den enkelte, er alvorlige. Også de økonomiske.

Men udviklingen i antallet af tillægsforsikringer, der er etableret i fagbevægelsen, bør give anledning til, at vi stiller kollektive og fælles krav om styrkelse af velfærdssamfundets sikkerhedsnet.

For er vi selv med til at skabe a- og b-hold i egne rækker mellem dem, der har råd til at forsikre sig, og dem, der ikke har, så er vi på sin vis medskyldige i stigende ulighed.

Ikke et uløseligt dilemma endnu
Og dermed er vi tilbage ved fagbevægelsen fundament. At bekæmpe ulighed og kæmpe for solidaritet, sammenhold og sammenhængskraft.

Er vi så endt i et uløseligt dilemma? Nej, ikke endnu i hvert fald. Men det forudsætter, at vi står sammen i fagbevægelsen og rejser krav om tilbagerulning af velfærdsforringelserne, om et ordentligt og anstændigt sikkerhedsnet.

Om styrkelse af den danske flexicurity model, som er fundamentet i det samfund, som vi har skabt over mange år, og som verden omkring os kigger nærmest mikundeligt på.

Så lad os hejse de røde faner en tand højere og stå sammen for og med vores medlemmer og for samfundets skyld.

Bragt i Altinget, den 25. november 2019