Debatindlæg: Botilbud for psykisk syge må ikke glemmes i psykiatriplanen
Indsatsen til psykisk syge har i mange år lidt under besparelser, tabuisering, lukkede øjne, nedprioritering og usle forhold for både brugere og ansatte.
Af: Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand i FOA
I det ”forståelsespapir”, som regeringen med sine støttepartier har forfattet, står der, at psykiatrien skal forbedres. Regeringen vil med en 10-årsplan blandt andet mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden, øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom og skabe flere sengepladser.
I forståelsespapiret står også, at mulighederne for mennesker med handicap skal forbedres, blandt andet gennem nødvendig specialisering.
Hos Foa glæder vi os over, at psykiatrien endelig har politikernes opmærksomhed. For det behøver den. Men vi mener, at specialiseringen af handicapområdet også bør omfatte socialpsykiatrien og botilbud for psykisk syge. Vi har et forslag til hvordan.
Bostederne bør specialiseres. Personalet skal efteruddannes grundigt og vil med tiden opbygge kompetent erfaring med særlige psykiatriske lidelser og patientgrupper. Det vil give en målrettet og skræddersyet behandling.
Sammen med videreuddannelse af personalet er der behov for, at medicineringen bliver opprioriteret. Der er brug for faste procedurer for medicinhåndteringen, så de mange medicinfejl, som Styrelsen for Patientsikkerhed beretter om på landets bosteder, kan undgås. Det handler om, at alle faggrupper skal læres op. Den rigtige pille skal i den rigtige mund. Det er en bunden opgave.
Derudover mener vi, at medarbejdere på psykiatriske bosteder og afdelinger skal uddannes til at spotte behandlingskrævende somatiske sygdomme. Vi har et katastrofalt problem med, at psykisk syge patienters gennemsnitslevealder ligger væsentligt under den gennemsnitlige levealder.
En psykisk syg kvindes liv er 15 år kortere end gennemsnittet. En psykisk syg mands liv er 20 år kortere end gennemsnittet. Det kan ikke være rigtigt i en velfærdsstat som Danmark, at vi har en så stor ulighed i sundhed. Derfor mener vi også, at der skal tilknyttes faste praktiserende læger til hvert bosted, som kender og interesserer sig for beboerne.
Men det er ikke kun bostederne og socialpsykiatrien, der trænger til en kærlig hånd. Vi har det altoverskyggende problem, at alt for mange patienter på de psykiatriske hospitaler udskrives, før de er klar.
»Hvem her er mindst dårlig?« er et spørgsmål, som mange ansatte i psykiatrien stiller sig selv hver dag. Der skal jo være plads til de nye, som banker på døren. Det resulterer i udskrivninger af stadig syge mennesker, som ofte senere bliver genindlagt. Det er ingen tjent med. Hverken patienterne, medarbejderne eller statskassen.
Der skal være plads til, at alle, der har brug for det, kan blive indlagt, lige så længe de har brug for det. Og der skal være hænder til at hjælpe dem videre, der er klar til at blive udskrevet. Overgangen mellem de forskellige psykiatriske instanser skal gå gnidningsfrit, så vi ikke taber dem, der har det sværest.
Indsatsen til psykisk syge har i mange år lidt under besparelser, tabuisering, lukkede øjne, nedprioritering og usle forhold for både brugere og ansatte. Det er tid til forandring. Denne gang skal arbejdet lykkes.
Der skal ikke findes hastige hovsaløsninger for at vise handlekraft. Det må gerne gå hurtigt, men ikke for hurtigt. Hos Foa håber vi meget, at den nye minister vil invitere os med til drøftelser på området. Et knækket sind skal tages lige så seriøst som en knækket knogle.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten, den 29. juli 2019