Debatindlæg: Værdig tilbagetrækning kræver handling nu

Det gælder muligheden for at blive på arbejdsmarkedet helt frem til pensionsalderen. Det gælder ordentlige pensionsmuligheder for dem, der er så nedslidte, at de ikke længere har tilstrækkelig arbejdsevne til at kunne tjene en løn, man kan leve af. Og det gælder lige muligheder i pensionslivet, hvor der i dag både er forskel på pensionslængden og gode og dårlige leveår. 

De lige muligheder i arbejdslivet kræver bedre arbejdsmiljø, uddannelse og udviklingsmuligheder på arbejdsmarkedet. Lige pensionsmuligheder for de seniorer, der ikke kan arbejde mere, kræver en ny og langt bedre seniorførtidspension, og lige muligheder i pensionslivet kræver ret til tidlig pension. 
 
I FOA og 3F ser vi med tilfredshed på, at der nu skal indledes politiske forhandlinger om tidligere tilbagetrækning for blandt andet vores medlemmer, som oplever et hårdt arbejdsmiljø. 
 
Socialdemokratiets forslag og Dansk Folkepartis tilslutning til principperne giver efter vores opfattelse et rigtig godt afsæt for disse drøftelser. 
 
Statsministeren har bedt om at få konkrete forslag på bordet. Det bidrager vi gerne med. Vi foreslår, at følgende elementer kommer på bordet:

1. Fokus på ny tilbagetrækning skal især være for de grupper på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsmiljø og arbejdets fysiske karakter fører til tidligere nedslidning.
2. Vi mener, at ordningen om seniorførtidspension bør ændres, da den ikke virker efter hensigten. Færre end 10 procent af det forventede antal er på ordningen. Der er brug for en langt bedre, mere lempelig og udvidet ordning.
3. Det er afgørende, at den nye ret til fleksibel tilbagetrækning tager afsæt i en reel ligestilling, så både mænd og kvinder opnår samme muligheder. Det betyder, at der skal tages udgangspunkt i, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, herunder ledighedsperioder, sygdom, barsel og forskellige ansættelsesformer.
4. Retten skal basere sig på objektive kriterier. Selv om der er nogle problemer med at beregne antal år på arbejdsmarkedet, er det problemer, der kan overvindes.  
5. En ordning skal være simpel og overskuelig, både at forstå og at administrere – og så skal den naturligvis være finansieret samfundsøkonomisk ansvarligt. 
6. Uligheden i sundhed skal mindskes. Den koster både samfundet og den enkelte dyrt - i tabt arbejdsproduktion og i velfærdstab samt i ekstra udgifter for sundhedsvæsenet.

Vi ved godt, at når vi gennemsnitligt lever længere, skal nogle af os, der kan, arbejde længere. Så vi kan opretholde vores stærke velfærdssamfund. Det er solidaritet. Men vi skal også hjælpe dem, der ikke kan. Det er også solidaritet. Hvis ovenstående principper lægges til grund, vil vi kunne skabe en sådan retfærdig pensionsmodel. 
 
Afsluttende vil vi fremhæve, at det er nødvendigt at genbesøge velfærdsforliget fra 2006. For det eneste, man har holdt fast i fra dengang, er den stigende pensionsalder. Alt det, der skulle gøre dette muligt – nemlig investering i arbejdsmiljø og uddannelse – blev imidlertid ikke til noget. Siden 2006 er efterlønnen tilmed blevet forringet drastisk. Vi vil også fremhæve, at vi ikke tror på, at det er muligt at hæve pensionsalderen generelt, uden at investere i mennesker.