• Læs op
• Udskriv

At arbejde med mennesker er utroligt givende. Sådan at støtte, udvikle og tage sig af børn, ældre, syge og plejetrængende borgere. Det er ligefrem et kald. Er det ikke?

Der hersker masser af romantiserede forestillinger om, hvorfor socialpædagoger, sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsansatte har valgt netop de fag, de har. Og jo, pleje- og omsorgsfagene er, udover at de kan være følelsesmæssigt og fysisk krævende, givende.

Men her, hvor man kan fejre et rundt jubilæum, fristes man alligevel til at understrege, at arbejdet jo altså ikke bærer lønnen i sig selv. For i år er det 50 år siden, vi i Danmark fik en tjenestemandsreform, som lige siden har været med til at fastholde kvindefag som lavtlønsfag.

Med reformen fra 1969 blev de forskellige faggrupper af offentligt ansatte nemlig indplaceret i et nyt løntrinssystem. Skolelærere, politibetjente, pædagoger, sundhedsplejersker, sygeplejersker, akademikere, professorer og andre offentligt ansatte blev plottet ind. Men i samme ombæring blev kvindedominerede fag placeret i bunden.

Ifølge ph.d. og historiker Astrid Elkjær Sørensen, der forsker i ligestilling, er lønhierarkiet blandt de offentligt ansatte stort set blevet fastholdt lige siden, ligesom det har påvirket lønniveauet for nyere kvindedominerede fag som socialpædagoger og social- og sundhedsansatte.

Den lønmæssige afstand fagene imellem er endda også procentmæssigt nogenlunde den samme som for et halvt århundrede siden. Sådan lyder en af de foreløbige konklusioner fra et forskningsprojekt om netop tjenestemandsreformen, som historikeren laver for vores organisationer.

En anden pointe fra forskningsprojektet lyder, at de forskellige fags lønmæssige placering ellers løbende skulle evalueres. Kommissionen nævnte selv dengang fem års intervaller som passende. Det er imidlertid aldrig sket – og hvad årsagen er, står endnu uklart. Betydningen af den udeladelse forværres af, at markedskræfterne for lønningerne på dette felt modsat lønnen i den private sektor er sat ud af spil.

Det er utænkeligt, at politikerne på Christiansborg i dag ville indføre en lønskala for offentligt ansatte, der udelukkende baserer sig på køn – uden skelen til kompetencer, uddannelsesniveau og ansvar.

Alligevel er det den model, man stadig aflønner offentligt ansatte efter. Det på trods af, at vi er enige om, at en grundværdi i vores samfund er, at der skal herske ligestilling. At mænd og kvinder er lige. At vi skal have samme muligheder. At vi er lige meget værd.

Vores ligelønslov lyder da også, at mænd og kvinder skal have lige løn for lige arbejde. Og faktisk påbyder den os også at aflønne arbejde af samme værdi lige. Især det sidste sker bare ikke.

Ansatte inden for de typiske mandefag, hvor man arbejder med maskiner og finanser, tjener langt mere end ansatte i de traditionelle kvindefag. Mellem nogle fag, som ellers kræver lige lang uddannelse, findes der endda lønforskelle på både 10, 20 og op mod 30 pct.

En god del af forklaringen skal findes hos vores jubilar – eller rettere – den samtid, som tjenestemandsreformen blev udarbejdet i. Dengang så verden nemlig ganske anderledes ud end i dag. Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var fortsat ret nyt.

Hovedreglen var endnu dengang, at når kvinder blev gift og fik børn, var deres ypperste opgave at sørge for, at hjemmet og familien fungerede. At rammerne omkring manden – familiens forsørger – var i orden med mad på bordet, rent tøj og velopdragne unger. Mandens rolle som forsørger var også argumentet for, at mænd fik en højere løn end kvinder.

Den stærke vækst i samfundsøkonomien i 1960’erne gjorde det muligt for alvor at udvikle velfærdsstaten. Antallet af gifte kvinder, som trådte ind på arbejdsmarkedet, steg markant.

Men – en kvindes indkomst var først og fremmest at betragte som en biindtægt til mandens. Også kvinderne selv mente, at deres løn mest af alt var en slags lommepenge.

Problemet er altså kulturelt og historisk funderet. Ingen i dag skal bebrejdes fortidens synder. Tiden var en anden. Men derfor bør vi alligevel tage ansvar for at gøre op med denne åbenlyse uretfærdighed.

Tjenestemandsreformen er tydeligvis forældet. Kvinder er på lige fod med mænd i arbejde og familieforsørgere. Også som eneforsørgere.

År for år bliver løngabet mellem kønnene faktisk en anelse mindre, også selv om vi ikke griber ind. En fremskrivning viser, at det kan være helt væk om cirka 50 år, hvis udviklingen går i samme takt som i de seneste år.

Den primære forklaring er, at flere kvinder tager længere uddannelser, og at flere kvinder indtager lederposter. Det øger kvindernes gennemsnitsløn. Men faktisk ændrer det ikke en disse på lønsedlerne blandt ansatte i kvindetypiske fag. Deres løn ligger fortsat i bunden af løntrinsskalaen på grund af tjenestemandsreformen.

Men det er urealistisk at forvente, at de højest lønnede fag skal afstå fra større lønstigninger for at rette op på det. Skævheden mellem lønnen i de klassiske mande- og kvindefag er alt for stor til, at problemet kan løses under overenskomstforhandlingerne alene.

Den ulighedsskabende tjenestemandsreform er fra en svunden tid.

Historien bag den giver et interessant, men også skræmmende, indblik i kønsrollemønstre og undertrykkende strukturer, som vi heldigvis for længst har forladt.

Derfor er det også på tide, at nutidens politikere tager et opgør med den halvt hundrede år gamle reform. At der rettes op på urimeligheden.

I det fælles forståelsespapir fra partierne bag S-regeringen fremgår det, at de vil arbejde for et samfund, hvor mænd og kvinder reelt har lige muligheder. Hvori indsatsen skal bestå, eller hvordan målet nås, fremgår ikke. Tillad os derfor at gentage et konkret forslag: Opret en ligelønspulje.

Tjenestemandsreformens jubilæum er en kedelig påmindelse om, at problemet stadig eksisterer. Og at det vil blive ved med at eksistere netop på grund af den.

Men det er nye tider. Det er vanskeligt at argumentere for, at vi i dagens Danmark fortsat vil undlade at leve op til ligelønsloven og fastholde uligeløn. Forandringen kræver handling, og vi håber, at de 50 år med tjenestemandsreformen vil blive lagt i graven, og at den nye regering vil følge dens egne flotte ambitioner og sætte sig for bordenden i et opgør.

Der er sket meget i Danmark siden 1969, og kønsroller, muligheder og forventninger til mænd og kvinder har ændret sig meget.

Nu må det også være tid til, at samfundet ændrer opfattelsen af værdien af det arbejde, som udføres af de kvindedominerede fag. 

Bragt i Jyllands-Posten, den 4. december 2019