Kandidat til forbundssekretær: Jens Nielsen

Kongres 2016

Jeg stiller hermed mit kandidatur til rådighed som forbundssekretær ved FOAs næste ordinære kongres.

Hvis jeg bliver valgt?

Jeg vil gå ydmygt og lyttende til opgaven, da jeg selvfølgelig tror, der er stor forskel på at være afdelingsformand og forbundssekretær. Jeg vil også gå til opgaven som den holdspiller, jeg er - og arbejde med engagement i forhold til alle de opgaver, der er. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg brænder for arbejdsmiljøet.

Heldigvis, men på en tragisk baggrund, er der kommet et øget fokus på især det psykiske arbejdsmiljø. I mit verdensbillede så skal medlemmerne mærke, at FOA vægter arbejdsmiljøet lige så højt som mere i løn.

FOA skal fortsætte med at inkorporere arbejdsmiljøet i overenskomsterne og tydeliggøre, at vilkårene på mange arbejdspladser er så presset, at medlemmerne reelt bliver syge af det. Overenskomster og arbejdsmiljø skal spille bedre sammen! Et eksempel på denne mangel er de overenskomster, hvor en arbejdsdag på 6 timer ikke giver den ansatte ret til pause - dét må vi ændre.

På arbejdspladser, hvor der sker en markant øgning af vikarer i forhold til virksomhedens ønske om fleksibilitet - og dermed bliver færre fastansatte, er det en udfordring for den danske model, og noget, der i den grad påvirker arbejdsmiljøet negativt.

Mange medlemmer bliver ramt af arbejdsrelateret stress! Vi skal tydeliggøre, hvad der sker med de ansatte, så arbejdsgiveren forstår, at det er et arbejdspladsproblem og ikke en individuel belastningsreaktion forårsaget af udfordringer i privatsfæren. Vi skal tage til genmæle overfor ledelsen, når de prøver at skubbe arbejdspladsrelaterede problemer over på de enkelte ansatte. Fx med bemærkninger som: ”Er der ikke problemer med dine børn?”, ”Blev du ikke skilt sidste år?” eller ”Du er vist ikke robust nok”.

I stedet må vi sige tingene, som de er - nemlig at mange dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere påtager sig ansvaret, når uforudsete problemer og ekstra travle perioder opstår.

Men når arbejdspresset reelt vedbliver med at stige, og når det ikke lykkes medlemmerne at nedbringe arbejdspresset, så vil medlemmerne gøre sig endnu mere umage. Arbejde længere, i weekenderne, skære alt ind til benet, og mange gange overskride egne grænser for faglighed og medmenneskelig omsorg.
Dét kan gå i en kortere periode, hvis der bagefter kommer en tid med mindre arbejdspres. Men der kommer ikke en periode med mindre arbejdspres, og så kommer stress, vedvarende stress, udbrændthed og til sidst depression. Sådan er vilkårene mange steder i dag, og vi må forsøge at ændre dette.

I dag er der næsten ingen forebyggelse i forhold til det psykiske arbejdsmiljø, kun brandslukning!

Hvem er jeg?

Jeg er 53 år og bor sammen med min hustru, Vibeke, i Vadum. Vi har tilsammen 4 drenge og en pige - alle over den myndige alder og fløjet fra reden.

Jeg er født og opvokset på Vesterbro i København. Min livsanskuelse om fællesskab og solidaritet blev helt klart formet af de trange vilkår, mange familier oplevede på Vesterbro. Det medførte en naturlig trang til at søge indflydelse, både fagligt og politisk.

Den fagpolitiske interesse blev skabt - og dannet i SID Rantzaus gade. Herfra har det faglige og sociale engagement, afdelingen udviste overfor medlemmerne, fulgt mig lige siden, som en god ledetråd i forhold til fagbevægelsens rolle.
Mit arbejdsliv startede faktisk med en uddannelse som isenkræmmer, den gamle mesterlære på 4 år. Men det lå ikke i mit dna, og jeg stoppede kort tid efter, jeg blev uddannet. Derefter blev det til kontorarbejde hos Gutenberghus - men igen, nej tak. Derefter fulgte en periode som opvasker på Rigshospitalet og muligheden for at engagere mig i SID.

I starten af 1990 søgte jeg ekstra arbejde inden for hjemmeplejen, og allerede efter den første weekendvagt, vidste jeg, at mit fremtidige arbejde lå inden for omsorgssektoren. Jeg tog en uddannelse som social- og sundhedshjælper og blev sidenhen valgt som TR-suppleant for FOA.
Det lå i kortene, at næste skridt ville være en uddannelse som social- og sundhedsassistent. Skæbnen (en kvinde) ville det imidlertid anderledes. Derfor flyttede jeg i 1998 til Strandby, en by 8 kilometer uden for Frederikshavn. Her startede jeg som social- og sundhedshjælper på byens plejehjem, som den første mandlige plejer og ovenikøbet københavner.

Dette sammenstød mellem kulturer ændrede mig personligt, og jeg fik forståelsen for, at selv om det er samme uddannelse og fælles fagsprog, så betyder menneskers habitus mere end vi tror i forhold til faglighed.

Menneskeligt lærte jeg værdien af det nordjyske udtryk ”ja, ja, vi når det nok” og ”ting tager tid"! Set i bakspejlet går det ofte hurtigere i København, og jeg tror, påvirkningen fra begge kulturer har gjort mig mere afslappet og rummelig end tidligere.
Jeg tog social- og sundhedsassistent-uddannelsen i 2005. Kort tid efter startede jeg i socialpsykiatrien, som støtte-kontaktperson i Frederikshavn Kommune. I 2009 blev jeg valgt som arbejdsmiljørepræsentant.

I 2011 begyndte jeg på enkeltfag på akademiuddannelsen og har, udover modulet "Professionel praksis", også taget flere valgfri moduler.
I forbindelse med akademiuddannelsen fik jeg en henvendelse fra SOSU Nord kursus og efteruddannelse. De opfordrede mig til at søge en underviserstilling inden for bl.a. psykiatri, konflikt, kommunikation og tidlig opsporing af sygdomstegn. Jeg søgte og fik stillingen i 2012.

Det var igennem efteruddannelse af social- og sundhedshjælpere samt assistenter, at jeg i 2013 igen fik FOA som et opmærksomhedspunkt. Flere medlemmer fra FOA Frederikshavn ønskede, at jeg opstillede til sektorformandsposten, da den daværende formand for social- og sundhedssektoren skulle gå af midt i en valgperiode pga. alder.

Jeg overvejede det længe og besluttede at opstille – og det var jo kun i den resterede del af valgperioden på 1 år! Men I kender talemåden om den gamle cirkushest, og i 2015 blev jeg valgt som afdelingsformand for FOA Frederikshavn.