Tyendeloven

Tyendelovens afskaffelse

I 1854 vedtog Rigsdagen Tyendeloven, med den begrundelse, at tyendet skulle have en vis beskyttelse. Men Tyendeloven fastholder i stedet tyendet i en rolle, der gav bønder, herremænd og herskab i byerne fuld råderet over deres arbejdskraft.

Tyendeloven giver arbejdsgiveren ret til at fyre tyendet for selv den mindste forseelse og ret til at prygle pigerne til de er 16 år og giftemodne og drengene til de er 18 år og parate til at gå ind i militæret.
Loven slår fast, at husbond, hvis bare han har mistanke om, at tyendet har ytret sig mod ham, er syg eller gravid, kan nægte at tage tyendet i tjeneste og forlange den løn, der er blevet udbetalt, igen.

Hvis tyendet vil klage over husbonds mishandling og dårlige forhold, er det tyendets opgave at komme med beviser, her er rygter og formodninger ikke nok. Tyendet skal stå til rådighed for husbond 24 timer i døgnet. Nægter tyendet, kan det blive idømt bøde på mellem 1-10 rigsdaler eller fængsel.

Tyendeloven forpligter arbejdsgiveren til at give den ansatte en udtalelse i den såkaldte skudsmålsbog, hvis han eller hun skifter plads og tyendet har pligt til at melde sig hos myndighederne, når de får ny plads. Løber tyendet fra pladsen i utide, giver det problemer senere, da bogen er ikke udfyldt af bonden, og hvem vil ansætte ustabil arbejdskraft?
Skudsmålsbogen bliver af de fleste betragtet som et brændemærke, og står der noget ufordelagtigt, er det svært at finde en ordentlig plads senere.
Hvis skudsmålsbogen bliver væk, kan det medføre straf. Tyendet har ingen politiske rettigheder som f.eks. stemmeret. Det får de først i 1908 til sognerådene og i 1915 til Folketinget.

Tyendelovens endeligt