FOAs 3. ordinære kongres 2013

Kongressens tema er ”Råd til velfærd”

I FOA mener vi, at vi er nogle af de bedste eksperter, når velfærden hver eneste dag opstår i det møde, der finder sted mellem den fag-professionelle og så den ældre, barnet, den syge eller den borger, der har brug for omsorg. Vores råd fra disse situationer i hverdagen giver vi meget gerne videre. For vi leverer velfærden.


Men vi mener også, at der er råd til velfærd i den forstand, at der er penge nok i samfundet til at betale for en ordentlig velfærd. Den offentlige sektor i Danmark er blevet mere end 40.000 ansatte færre siden finanskrisen satte ind i 2009. Det er nødvendigt at spare, har det lydt. Så tusinder er blevet fyret. Endnu flere har skullet løbe stærkere til dagligt.

Men den politiske iver efter at spare er desværre gået langt videre end det planlagte. I 2011 lå det offentlige forbrug 10,5 milliarder kroner under, hvad der var budgetteret. I 2012 var forbruget 6 milliarder mindre end budgetlagt. Politikerne i staten, kommunerne og regionerne har altså sat store milliardbeløb af til velfærd, som aldrig er blevet brugt.

Derfor siger FOA i 2013: Vi har råd til velfærd.

 

Genvalg til politisk ledelse

FOAs formand Dennis Kristensen og den øvrige politiske topledelse i FOA fortsætter de kommende tre år.
Det er foruden formanden næstformand Mona Striib og de tre forbundssekretærer Inger Bolwinkel, Nanna Højlund og Peter Kvist Jørgensen.