En gruppe af FOA SOSUs tillidsrepræsentanter i Københavns Kommune på besøg i simulationsakademiet, hvor de blandt andet mødte "borgeren" Gerd.

Se videoen og husk lyd.

Obligatorisk introforløb skal sikre god start for nyansatte i København

Det er på tide, at et introduktionsforløb for nyansatte under sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune bliver obligatorisk, mener FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant Susan McAlden.

Citat fra Susan McAlden til artikel om Kbs's simulationsakademi
 

Fra nu af skal alle nye social- og sundhedsmedarbejdere i Københavns Kommunes sundhedsforvaltning gennem et obligatorisk introduktions-forløb, eller som det hedder på nydansk: Onboarding.

Forløbet foregår på kommunens såkaldte Simulations-akademi, hvor de nyansatte kan øve sig i nogle af de situationer, de kan stå i ude hos borgerne, hvor de ofte er alene.

Formålet er at give en tryg start og sikre, at alle medarbejdere er godt klædt på til jobbet.

Praktiske øvelser i trygge rammer

På Simulations-akademiet møder medarbejderne blandt andet en plejekrævende ”borger” i skikkelse af dukken Gerd eller en skuespiller, der stiller medarbejderen overfor nogle af de situationer, de kan møde i hverdagen.

Simulations-akademiet bruges også til kompetenceudvikling af erfarne medarbejdere, men fokus er især på de nyansatte social- og sundhedshjælpere, -assistenter og sygeplejersker.

De får et todages kursus, når de har været ansat i tre-seks måneder. I undervisningen bruges simulation inden for emnerne rehabilitering, borgere med demens, akutte situationer og lindring.

Flere sanser i brug

Ifølge underviser på simulationsakademiet Christina Bilevits gør simulationerne det lettere at huske, hvad man har lært, fordi flere sanser har været i brug. Og dermed øges chancen for, at kursisterne kan overføre det, de har lært, til deres hverdag ude hos borgerne, forklarer hun.

Christina Bilevits tror, at introforløbet og simulationerne kan være med til at sende et signal om, at Københavns Kommune investerer i medarbejdernes faglighed.

”Det gør, at man som medarbejder tænker ”okay, det her er et sted, hvor jeg har mulighed for at jeg kan udvikle mig”. Det ville jeg selv finde enormt attraktivt”, siger hun.

Fællestillidsrepræsentanten bakker op

Susan McAlden, fællestillidsrepræsentant i FOA SOSU, er glad for det nye tiltag og ikke mindst for, at det nu er obligatorisk.

"Det er på høje tid, at introduktion bliver obligatorisk. I det år simulations-akademiet har eksisteret, har vi set, at der er arbejdspladser, der er rigtig gode til at få sendt deres medarbejdere afsted, men der er også arbejdspladser, der slet ikke har benyttet sig af det”.

”Når vi spørger ind til det, undskylder de sig med hensynet til driften, men det er efter min mening utrolig kortsigtet. Hvis ikke man som medarbejder mærker, at arbejdsgiveren interesserer sig for at udvikle ens faglighed – eller i det hele taget interesserer sig for en, bliver man ikke ret længe i jobbet. Og så ser det for alvor skidt ud for driften”, mener Susan McAlden.