Man skal også til FOA SOSUs næste generalforsamling være fysisk til stede, hvis man vil have indflydelse på fagforeningens arbejde. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen onsdag den 16. november 2022.
Foto: Mark Knudsen/Monsun

Ikke flertal for online deltagelse i generalforsamling

Et forslag om et toårigt forsøg med mulighed for at deltage online i fagforeningens generalforsamling blev ikke vedtaget.

Der vil deltage flere medlemmer i fagforeningens generalforsamlinger, hvis det bliver muligt at deltage online og stemme hjemmefra.

Det mener i hvert fald en gruppe medlemmer fra Høje-Taastrup, der derfor fremsatte et forslag på fagforeningens generalforsamling den 11. november om et toårigt forsøg, der skulle afprøve ideen.

Forslaget faldt, men forinden var argumenter for og imod bølget frem og tilbage fra talerstolen.

Mere moderne

”Vi har igennem mange år haft meget svært ved at få vores kolleger med til generalforsamlingen. Mange møder tidligt om morgenen, skal nå at hente børn og bor langt væk. Men vi ved, at der er mange, der gerne vil kunne følge med hjemmefra. Vi kunne godt tænke os, at vi bliver lidt mere moderne”, sagde Brith Dorph Josephsen, fællestillidsrepræsentant i Høje-Taastrup, da hun fremlagde forslaget.

Brith Dorph Josephsen forklarede, at forslaget skulle gøre det muligt at lytte med og stemme hjemmefra, men at det ikke var tanken, at dem, der sad hjemme, skulle kunne deltage i debatterne.

Det skal give mening

Selvom faglig sekretær Eva Lorenzen havde sympati for intentionen i forslaget, anbefalede hun forsamlingen at stemme imod.

”Jeg synes, at vi har haft en fed aften. Det har været fedt at høre jeres historier og være sammen med jer. Når jeg ser mig omkring i salen, ser jeg ikke bare en masse mennesker – jeg ser et demokrati”, sagde Eva Lorenzen.

”Jeg har prøvet at deltage virtuelt i forskellige ting. Der har jeg ikke følt mig som del af et fællesskab. Her er jeg del af et "vi" og ikke bare et "jeg" bag en skærm. Jeg tror ikke på at vi vil få flere til at deltage – tværtimod tror jeg det vil gå ud over vores fællesskab og vores relationer”, fortsatte hun.

”Er jeg så bare en gammel boomer?”, spurgte Eva Lorenzen retorisk og gav selv svaret:

”Jeg vil altid synes, at vi skal følge med teknologiudviklingen og tage imod det der gør ting nemmere – men det skal give mening”.

Økonomi og teknik

Kihn Overgaard, København, kaldte forslaget interessant, men også han var bekymret.

”Hvad med økonomien? Hvad med det tekniske? Hvad hvis nettet går ned, skal vi så have en ny generalforsamling”, spurgte han.

Andre roste forslaget, blandt andre Mads Jürgensen, København:

”Det er et fantastisk godt forslag. Vi kan få fat i inaktive medlemmer, der bare betaler, men som ikke ved, hvad de kan bruge os til. Vi skal give det en chance. Vi kan ikke skyde det ned, før det har været afprøvet”, mente han.

Også Tina Knak, København, kaldte forslaget fantastisk.

”Tak til Høje-Taastrup. Lad os vise, at FOA SOSU er fremme i skoene og inkluderer alle vores medlemmer, hvis de har lyst”.

Sæt kryds i kalenderen

Debatten endte med en skriftlig afstemning. Her stemte 75 for forslaget. 83 stemte imod, og forslaget blev dermed ikke vedtaget.

Man skal derfor også til den næste generalforsamling være fysisk til stede, hvis man vil have indflydelse på fagforeningens arbejde.

Så sæt allerede nu kryds i kalenderen onsdag den 16. november 2022.