700 krav til OK21

Rigtig mange af FOA SOSUs medlemmer har benyttet sig af muligheden for at indsende krav til de kommende forhandlinger af nye overenskomster på det offentlige område.

I 2021 skal ansatte i kommuner, regioner og Staten have ny overenskomst.

Medlemmerne af FOA SOSU har sommeren over haft mulighed for at indsende krav til de kommende forhandlinger, hvilket har resulteret i over 700 krav.

Kravsindsamlingen er nu slut, og via linket nederst kan du se samtlige de krav, FOA SOSU har modtaget.

Ikke alt aftales i overenskomsten

Det er ikke alle de indkomne krav, der kan aftales via overenskomsterne. Noget aftales lokalt på arbejdspladsen eller i regionen/kommunen, mens andet reguleres af lovgivning.

Det er derfor ikke alle krav, der indgår i tillidsrepræsentanternes prioritering, men alle krav er blevet læst af fagforeningens politiske ledelse og fordelt, hvor de hører til.

Vedrører kravet noget, der forhandles på Christiansborg og ikke med arbejdsgiverne, indgår det i FOAs arbejde med politisk påvirkning. Som for eksempel den generelle pensionsalder eller folkepensionens størrelse.

Er der tale om noget, der skal drøftes lokalt, gør fagforeningen tillidsrepræsentanten eller fællestillidsrepræsentanten opmærksom på problemstillingen.

Prioritering

Det er nu op til tillidsrepræsentanterne at prioritere mellem de indkomne krav, og derefter vil udvalgte krav blive sendt videre til endelig prioritering i FOAs hovedbestyrelse.

Kravene fordeler sig inden for temaerne løn, uddannelse, arbejdsmiljø, arbejdsfællesskaber, arbejdstid, rekruttering og elevers vilkår, pension og seniorarbejdsliv, fokus på hygiejne, ledere og ”andet”.

Samtlige indkomne krav (på nær krav fra ikke-medlemmer og medlemmer ansat på det private område) kan ses i excel-arket via nedenstående link. Klik på fanebladene nederst for at skifte imellem temaerne.