Kommunerne: Færre skal på deltid

Otte ud af ti medarbejdere på social- og sundhedsområdet arbejder på deltid, og også i FOA SOSUs område er deltidsstillinger normen.

I dag arbejder 40 procent af de kommunalt ansatte på deltid, men på social- og sundhedsområdet gælder det 80 procent.

Det harmonerer dårligt med, at kommunerne mangler arbejdskraft på området, og derfor vil Kommunernes Landsforening i samarbejde med de faglige organisationer arbejde på at få flere medarbejdere op i tid.

Husk arbejdsmiljøet

I FOA SOSUs område er omfanget af deltidsarbejde endnu højere end landsgennemsnittet.

”Hvis bare man nåede op på landsgennemsnittet ville det betyde 438 ekstra årsværk i vores 18 kommuner. Men samtidig hører vi om medlemmer, der ikke kan få flere timer, selvom de ønsker det. Det giver ingen mening”, siger formand for FOA SOSU Mari-Ann Petersen.

Hun understreger, at det dog langt fra er alle medarbejdere, der ønsker at komme op i tid.

”Det skyldes langt hen ad vejen, at de ikke vil kunne holde til det, så hvis kommunerne vil lykkes med at få flere på fuld tid, kræver det fokus på arbejdsmiljøområdet”, mener hun.

De kommuner i FOA SOSUs område, hvor social- og sundhedspersonalet gennemsnitligt arbejder færrest timer om ugen er Lyngby Taarbæk og Gentofte. Begge steder er gennemsnittet 25 timer.

I den modsatte ende af skalaen ligger Dragør og Rødovre, hvor gennemsnittet er henholdsvis 30 og 29 timer.

Flest stillinger slås op på deltid

Selvom manglen på arbejdskraft har været på vej i flere år, er det stadig 66 procent af alle stillinger på social- og sundhedsområdet på landsplan, der slås op som deltidsstillinger.

Det skal der laves om på, hvis kommunerne vil gøre alvor af at få flere på fuld tid, mener FOA.

”Det er fint at kommunerne vil have flere på fuld tid, men det klinger hult, når de stadig slår langt de fleste stillinger op på deltid”, siger Mari-Ann Petersen.

I FOA SOSUs område skiller Ballerup sig ud ved at slå hele 77 procent af alle job på social- og sundhedsområdet op som deltidsstillinger, mens det i Dragør kun er 27 procent.

Flere timer giver bedre arbejdsmiljø

Hvis der skal gøres op med deltidskulturen på social- og sundhedsområdet, skal der også ske en kulturændring fra medarbejderside, mener borgmester i Høje-Taastrup Kommune og formand for kommunernes Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler ifølge et interview i Ugebrevet A4.

Mange medarbejdere ønsker ikke at komme op i tid på grund af det høje arbejdspres, men en øget arbejdstid kan tværtimod give et bedre arbejdsmiljø, siger Ziegler og henviser til erfaringer fra Norge og Sverige.

”Hvis man er deltidsansat og kun møder ind, når der er allermest travlt og ser for sig, at man skal gå fra at have rigtig travlt i 28 timer om ugen til at arbejde en tredjedel mere, kan jeg godt forstå, at man kan blive lidt skræmt. Men det er jo i virkeligheden ikke det billede, man skal se for sig. For arbejdsdagen vil blive anderledes, og arbejdsfordelingen vil blive mere jævn hen over dagen”.

I Michael Zieglers hjemkommune, Høje Taastrup, blev der i 2019 opslået 127 stillinger på social- og sundhedsområdet, heraf 40 procent på deltid.