$name

Gratis at ansætte i det offentlige

Man kan blot ansætte på sundheds- og plejeområdet, hvis man vil have bedre omsorg. Der er ingen økonomiske begrundelser for at foretrække frivillig ulønnet arbejdskraft, siger en økonom til infoa.

Af Erik Ovesen, Defacto Kommunikation

Umiddelbart er det sympatisk at frivillige vil hjælpe deres medmennesker på plejehjem, hospitaler og lignende.

Og det er da udtryk for, at mennesker - altså de frivillige - erkender, at der mangler tid og arbejdskraft blandt det professionelle plejepersonale til også at tage sig af de syge og svages mere 'bløde' behov så som socialt samvær, en lille snak, højtlæsning, en tur i parken eller blot det at være sammen med et andet menneske, der nyder at kunne hjælpe og har tid.

Ansæt flere - stop nedslidningen
Og det er da rart at hjælpe andre. Men er det nødvendigt med frivillig ulønnet arbejde i social- og sundhedssektoren, hvor vi normalt forventer at samfundet - os alle sammen - løser problemerne for de syge, ældre og svage grupper?

Økonom og tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, Frank Aaen, er ikke i tvivl.
- Der er i hvert fald ingen økonomisk grund til at lade være med at ansætte personale og i stedet benytte sig af frivillige i social- og sundhedssektoren, fastslår Frank Aaen.

- Der er tværtimod penge at spare, hvis der bliver ansat flere i f.eks. sundheds- og socialsektoren. Og det er der virkelig god grund til. Nedslidningen af de ansatte er enorm for netop ansatte, der udfører plejearbejde. Det er det område, der producerer flest førtidspensionister.

Det - og den dårlige aflønning - er hovedårsagen til, at der er mangel på kvalificeret arbejdskraft på social- og sundhedsområdet. Kvaliteten i jobbet forsvinder og øger nedslidning og frustrationer blandt de ansatte. V

ærdierne i jobbet forsvinder. Det er ikke mærkeligt, at området ikke virker attraktivt på de unge. Og det er faktisk sørgeligt, når man tænker på, hvor vigtigt det er, at servicen på netop dette område er helt i top og varetages af et veluddannet professionelt personale.

Men Frank Aaen har et helt andet bud, nemlig at bruge dagpengene aktivt.
- Hvis man bruger dagpengene aktivt, er der penge at spare ved at ansætte arbejdsløse.

Og når man taler om, at man vil undgå, at folk går på efterløn for tidligt, vil et bedre arbejdsmiljø og mindre nedslidning også have positiv indflydelse på den problematik. Flere ansatte, mindre nedslidning, bedre offentlig service til gavn for brugerne, børn, de syge, ældre og svage.

Det er kun et spørgsmål om politisk vilje, for der er simpelthen ingen økonomiske besparelser at hente ved at 'udsulte' dette område gennem fyringer og nedskæringer. Når man gennemfører sådanne besparelser, er der ene og alene tale om ideologi, siger Frank Aaen.

Usympatisk ideologi
Hvis de ansvarlige politikere virkelig er interesseret i at modvirke den stigende arbejdsløshed, er der al mulig grund til at tage Frank Aaens regnestykke seriøst.

Ikke mindst når man tænker på, at antallet af langtidsarbejdsløse, der mister dagpengeretten, er stærkt stigende.

Omkring 3.000 mennesker er ved at falde for reglerne og kan se frem til en usikker tilværelse på kontanthjælp.

Disse personer kunne hjælpes i gang igen, og samtidig kunne man hæve serviceniveauet på social- og sundhedsområdet.

- Men det er regeringen tilsyneladende ikke interesseret i. Det viste regeringen tydeligt, da den fjernede ordningen med service-job, som gav kommuner og amter et løntilskud på 100.000,- kr., hvis man ansatte langtidsledige over 48 år i ordinære job.

Og mon ikke det igen er ideologien, der er afgørende. Man kan jo ikke udlicitere en offentlig virksomhed, der får løntilskud, fordi private virksomheder ikke må modtage den type tilskud. Så hellere acceptere stigende arbejdsløshed, flere mennesker på kontanthjælp og lavere offentligt service i social- og sundhedssektoren, slutter Frank Aaen.

Udvid velfærden, det er gratis.
Da det offentlige alligevel betaler dagpenge til arbejdsløse og får mere i skat og afgifter, når arbejdsløse får løn i stedet for dagpenge, er det næsten gratis eller en overskudsforretning at ansætte ledige til at øge velfærden

Løn til nyansat	230.000 kr.
Sparede dagpenge	162.000 kr.
Nettoudgift	68.000 kr.
Arbejdsmarkedsbidrag af løn (8%)	18.400 kr.
Udgiften (merindkomsten) er herefter	49.600 kr.
Af merindkomsten betales skat (45%)	22.320 kr.
Udgift (=disponibel merindkomst[1])	27.280 kr.
Hvoraf der betales moms, når indkomsten bruges	5.000 kr. (ca-tal)
Hvorefter udgiften for det offentlige er	22.280 kr.
Samtidig spares udgift til aktivering og formidling	22.500 kr. (gennemsnitstal)
Fortjeneste ved at ansætte denne person	220 kr.

[1] Der skal dog betales 1% af lønnen i pension (SP), der fragår fra den disponible indkomst).

Hertil kommer sparede sociale udgifter (f.eks. mindre boligsikring og højere egenbetaling i daginstitutionen), at folk i arbejdede bliver mindre syge end arbejdsløse og at nedslidningen på arbejdspladsen bliver mindre, fordi der er flere til at klare arbejdet.

Og så får vi velfærd for pengene, både brugerne og den, der ansættes i stedet for at gå arbejdsløs.

Er lønudgiften inkl. pension, ferie m.m. højere end 230.000 kr. bliver udgiften større end besparelsen, men langt op ad lønstigningen, vil merudgiften være beskeden - ca. 4.000 kr. for hver gang udgiften vokser med 10.000 kr. - og fortsat spares der sociale udgifter m.m.

De økonomiske beregninger er foretaget af økonom Frank Aaen