Læs op Udskriv $name De arbejder gratis for et smil og en madkupon Den frivillige bevægelse har årelang tradition i England. Men der er grund til at være på vagt, siger FOA´s engelske søsterorganisation. Under den nuværende regering fingerer samarbejdet med de frivillige gnidningsløst, men under Magareth Thacters privatisering, blev de frivillige brugt på beskostning af det professionelle personale. Af Minna Skau, London Udenfor holder ambulancerne klar til udrykning med alle døre åbne i sommerheden. Indenfor kører to små vogne med et forkølet bip som advarsel i fast rutefart mellem receptionen og fjerne stuer på det store Queen Elizabeth hospital i det sydlige London. Mens ambulancepersonalet slapper af og hospitalets blåklædte portører manøvrerer rundt med liggende patienter i store hospitalssenge, er der nok at lave for chaufførerne på de to små el-køretøjer. De er der kun for at spare bentøjet for patienter, der ikke er syge nok til seng eller kørestol, men som ikke rigtig orker de lange vandreture rundt på de lange gange. - De har virkelig travlt. Og jeg har aldrig svært ved at finde chauffører til dem, fortæller Diane Hudson, der er leder af Volontørtjenesten på Queen Elizabeth. Diane Hudson holder styr på i alt 250 frivillige, der hjælper med at gøre livet lidt mere behageligt for patienter og personale. De dyre ting som el-bilerne og en minibus er købt for private bidrag, så afdelingens årlige budget på 550.000 kroner skal kun dække småudgifter som kørepenge og indkøb af uniformer - og så lønnen til hende selv og halvanden medarbejder, der hjælper med alt det praktiske som vagtplaner, rekruttering, idéudvikling, planlægning. Farer vild i gangen Men der er kun en gratis frokost til folk som 66-årige Pamela Atkins, der er kommet hver torsdag, siden hun gik på førtidspension for fem år siden. - Der er mange, der siger til mig, at jeg er tosset at komme her uden at få penge for det. Det må ligge i min opdragelse. Okay, det ville da være rart med lidt penge, men det er ikke det, der styrer mit liv. Og det er endnu mere rart, når der er nogen, der siger tak. Man har faktisk kun brug for et tak, siger Pamela Atkins. Hendes volontørtjans består i at hjælpe patienter med at finde vej. Iført hvid skjorte og rødbrun nederdel står hun som regel ved receptionen lige inden for døren og tilbyder en stedkendt arm at støtte sig til for de mange patienter, der ikke kan finde rundt på det ombyggede militærhospital, hvis lave bygninger betyder, at afdelingerne er spredt ud over et stort areal. - Gangene ville myldre med folk, der var faret vild, hvis ikke vi var her. Og mange ville være i dårligere humør, for de sætter virkelig pris på en arm og en sludder, siger volontørkollega Geraldine Harbour. Diane Hudson tror dog ikke, at det ville være en katastrofe, hvis hendes 250 frivillige ikke var der. - Hospitalet ville stadig fungere. Men der er da ingen tvivl om, at vi ville være savnet. Patienterne kom frem til klinikkerne også før vi indførte de små el-køretøjer. Og folk fandt også vej, før vi begyndte at guide dem. Men det skete ikke helt så nemt og med samme varme følelser på vejen, husker Diane Hudson. Sutsko og te Hun er sikker på, at langt det meste af det, volontørerne foretager sig, ikke ville blive gjort, hvis ikke de var der. I hvert fald afviser hun, at der har været store opgør med andre faggrupper, der føler sig gået for nær, når volontørerne for eksempel skænker te, sætter blomster i vand eller følger patienter på toilettet. - Vi skal selvfølgelig være forsigtige med ikke at træde nogen over tæerne, for vi er her ikke for at erstatte de lønnede ansatte. Derfor har vi også ret strikse regler for, hvad volontørerne må. Vores vogne må for eksempel ikke køre med patienter, der kommer ind med ambulance, for det er portørernes job. Og volontørerne må ikke løfte eller håndtere patienter. - På stuerne betyder det for eksempel, at de ikke kan hjælpe med at vende de sengeliggende patienter - men de kan hjælpe med at finde deres hjemmesko. Og vi følger kun patienterne på toilettet, hvis de faktisk selv kan gå derud og stå eller sidde og gøre, hvad de skal. Det handler kun om at gøre livet lidt mere komfortabelt, forklarer Diane Hudson. Supplement eller erstatning Selv på det punkt, hvor det mest kunne se ud til at være fagligt sammenstød, fungerer samarbejdet. Nogle af Diane Hudsons volontører lægger privat bil til at køre folk til og fra hospitalet. Det er typisk svage pårørende til de indlagte eller langtidssyge på kræftafdelingen, der vil på biblioteket, til frisøren eller til bingo. Men det kan også være patienter, der normalt skulle transporteres af de lønnede ambulanceførere. - Problemet for dem er, at de skal bookes 48 timer i forvejen, og det kan man ikke altid nå. Men så er det faktisk ambulancetjenesten, der selv ringer og spørger, om vi kan hjælpe. I eftermiddag skal vi for eksempel hente en patient, der er blevet kaldt til kemoterapi med kort varsel. Hvis ikke vi kunne hjælpe, så kunne han først komme i morgen, for han føler sig ikke rask nok til at tage bussen. Men det passer ham bare bedst med i dag, siger Diane Hudson. Det store fagforbund UNISON, der organiserer hovedparten af de offentligt ansatte i Storbritannien, bekræfter, at samarbejdet med de ulønnede frivillige i social- og sundhedssektoren faktisk kører gnidningsfrit. - Hvis folk udfylder en funktion, som ikke normalt ville blive varetaget, så er vi godt tilfredse. Der er ingen tvivl om, at livskvaliteten på britiske hospitaler godt kan bruge et løft. Vi ville være bekymrede, hvis de frivillige udførte arbejde, som normalt skulle lønnes. Men jeg kan ikke komme på nogen sager, siger en talsmand for UNISON. UNISON beskriver de frivilliges rolle som "supplerende". Men sådan var det ikke under den konservative regering under Margaret Thatcher i 1980'erne. - Den frivillige bevægelse har en meget lang tradition her i landet, og under Thatcher var der et forsøg på at få de frivillige til at overtage hele sundhedssektoren. Dengang blev de brugt til at skære ned. Men nu har vi en regering, der faktisk er ved at ansætte flere folk og udvide sundhedssektoren. Vi må tage udgangspunkt i virkeligheden, men vi er selvfølgelig på vagt over for, om klimaet skulle ændre sig igen, siger UNISONs talsmand. Frivillige er næsten pålidelige Ifølge en opgørelse lavet for nogle år siden af Instituttet for Volontørforskning var det i 1997 ikke færre end 48 procent af alle voksne briter, der havde udført frivilligt arbejde i årets løb. Hovedparten er i social- og sundhedssektoren, men der er også mange, der går til hånde på skoler og i sportsklubber. I gennemsnit arbejder de frivillige uden løn i fire timer om ugen, og bortset fra at der er mange pensionister iblandt, så er hovedparten i den arbejdsduelige alder - og i arbejde. På Queen Elizabeth hospitalet betegner Diane Hudson de frivillige som "90 procent pålidelige", og det er faktisk kun de unge, der trækker ned ved ikke altid at møde som lovet. For den pensionerede Pamela Atkins er det slet ikke det samme som et rigtigt arbejde. - Jeg får meget dårligere samvittighed, hvis jeg tager en fridag nu, end dengang jeg arbejdede. Der er selvfølgelig ikke rigtig noget at gøre, hvis jeg er syg, og jeg holder da også ferie engang imellem. Men jeg føler mig virkelig skyldig, hvis jeg en sjælden gang må ringe og melde fra eller ikke kan nå at være her til tiden. Pensionister kan godt komme til at føle sig lidt overflødige, men jeg kan ikke bare sidde derhjemme. Det her er blevet min livline.