Læs op Udskriv $name "Omplacering" til vikarbureau Mona Nielsen, mistede sit job på en intensiv afdeling på Rigshospitalet, da afdelingen skulle spare penge i 2003. Hendes fleksibilitet, styrke og kompetence blev en hindring for hende, og det er samtidig historien om et af hospitalsvæsenets økonomiske paradokser. Af Merete Astrup Hun blev arbejdsløs, fordi hun ville omplaceres til et job, hvor hun kunne bruge sine kompetencer. I dag fungerer hun som privat vikar på nogle af de afdelinger, der ikke havde brug for hende, da hun søgte omplacering. Mona Nielsens historie er historien om et stærkt og kompetent menneske, der kan knække når man træder for voldsomt på faglighed, på stolthed, og på styrken. Det sværeste for Mona Nielsen var at se, at der var brug for hende, når de tilbageblevne kolleger konstant var på overarbejde, tog ekstra vagter og fridagsvagter, efter at ledelsen havde gennemført en fyrings- og omplaceringsrunde på hendes afdeling. Mona følte sig valgt fra. - Det var hårdt, og det var nok, det der knækkede mig. Jeg følte mig svigtet af kollegerne, siger Mona Nielsen. Hun var ellers en stærk person, dygtig, selvstændig og omstillingsparat, og derfor kunne hun "tåle" at blive omplaceret. Det var det skudsmål, hun fik af sine ledere i Centret. Og i et brev skriver ledelsen i Centersamarbejdsudvalget, at udvalget tolker det sådan, at vægten er lagt på, hvem der har de faglige og personlige ressourcer til at klare en omstilling. Altså noget af en cadeau til Mona Nielsen, men en cadeau der kostede hende jobbet. Uddøende race Mona Nielsens historie er også historien om nogle af de paradokser, der foregår i det danske sygehusvæsen, hvor man fyrer og sparer penge samtidig med, at pengene fosser til private vikarbureauer og dobbelte timelønninger for overarbejde. Som en dykand kom Mona op efter en tur på sygemelding. Hun blev fritstillet, og hun arbejder i dag i et privat vikarbureau, hvor hun har vagter blandt andet på en afdeling på Rigshospitalet, der ikke havde brug for hende, da hun skulle omplaceres. - Jeg får jo mere i løn, end jeg hvis de havde fastansat mig, siger Mona og tager sig til hovedet. Inden jobbet i vikarbureauet havde hun søgt adskillige job men erfarede, at hun er en uddøende race. I hospitalsvæsenet inklusiv H:S, vil man kun have social- og sundhedsassistenter. Mona Nielsen havde selv foreslået sine ledere på hendes afdeling, at hun fik en opskoling til social- og sundhedsassistent i stedet for at blive omplaceret. Netop for at stå bedre fremover. - Dette var min første prioritering. Og hvis det ikke var muligt ville hun vælge Hjerteintensiv på Rigshospitalet. Opskolingen fik hun afslag på. Guldrand Social- og sundhedsassistent papiret er nu guld værd, som Mona Nielsen siger. Det forstår hun godt. Men hun forstår ikke, at de kompetencer, hun har udviklet siden 1977, hvor hun startede på Blegdamshospitalet på Infektionsmedicinsk Intensiv afd., at de overhovedet ikke kan bruges til noget. Siden er det blevet til flere grundspecialer såsom brandsår, karkirurgi, multitraumer, levertransplanterede patienter samt Rigshospitalets egen generelle uddannelse af sygehjælpere. Den uddannelse kan Mona Nielsen imidlertid ikke bruge til noget. - Vi er i hvert fald ikke noget værd, når vi søger faste stillinger indenfor H:S. Her står der social- og sundhedsassistenter på alle stillingsopslag, erfarer Mona, som slet ikke ser sig selv som færdig på arbejdsmarkedet. - Næh, jeg havde det som en fisk i vandet på mit job, og jeg synes, at jeg har masser af kræfter og idéer tilbage, men nogle skulle jo afsted i den sparerunde Rigshospitalets Abdominalcenter skulle igennem. I efteråret fik personalet at vide, at der skulle spares penge på centret i budgettet 2003. Centret skulle kapacitet tilpasses og normeringstilpasses, som det hedder. - Det hed sig, at Rigshospitalets opgaver i Centret blev videreført med en reduceret arbejdsstyrke, fortæller Mona Nielsen. Hun fortsætter: - Vi troede derfor alle sammen, at det nok blev de fire nyansatte i blandt os, altså dem med mindst erfaring, der blev omplaceret. De var godt nok social- og sundhedsassistenter, men de havde stort set ingen intensiv erfaring. Erfaringen røg ud Sådan gik det ikke. Det blev 7 erfarne sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter, der blev "prikket " under samtalerne. Og fælles for dem alle var, at de kom ud hver i sær med en liste med stillinger, de kunne omplaceres til. Der var en stilling på listen Mona Nielsen brændte for. Det var på Hjerteafdelingens intensiv afdeling. Her kunne hun bruge sine kompetencer. - Jeg ville ikke søge ud på et almindeligt sengeafsnit, for jeg vil ud og bruge det, jeg kan. I hele forløbet fra de første udmeldinger havde vi også fået at vide, at der var afdelinger, der bare stod og ventede på os. Fordi vi er kendt for vores kompetente faglighed og selvstændige måde at arbejde på. Mona Nielsen passede det job, som hun vidste, hun skulle forlade på et tidspunkt. - Skæringsdatoen ville være 1. januar 2003. Det var alt hvad vi vidste. Hvis vi ikke selv fandt et passende job ville ledelsen omplacere os til et afsnit, og hvis vi ikke tog imod dette, fik vi at vide at vi dermed havde fyret os selv med en måneds varsel. Det sagde man til mennesker der havde arbejdet stabilt på Rigshospitalet deres halve liv, og som under andre forhold ville have fået et opsigelsesvarsel på mellem 3-6 måneder alt efter ansættelsestidspunkt, fortæller Mona Nielsen. Hun finder metoden særdeles ubehagelig. Hun fik det værre og værre, efterhånden som det gik op for hende, at det hele mere lignede en afskedigelse end en omplacering. For der var ingen stillinger til Mona. Vraget Hjerteintensiv som Mona Nielsen brændte for skulle bruge tre personer. Der var i alt fem ansøgere. Mona og to af hendes kolleger søgte, Mona fik ikke stillingen, måske fordi hun ikke var social- og sundhedsassistent. Hun indrømmer ærligt, at det slog hende "helt af marken." Sygemeldingen blev sendt afsted i november. Den 10. december modtager Mona et brev fra Abdominalcentrets personalekonsulent om, at hun er omplaceret til Karkirurgisk afdeling med virkning fra 1. januar 2003. - Ingen havde spurgt mig, siger Mona Nielsen.Da gik det for alvor op for Mona Nielsen, at hun skulle forlade Rigshospitalet, for hun ville ikke på Karkirurgisk afdeling. . Mona Nielsen sendte lige før jul et afskedsbrev til sine kolleger på Abdominalcentret. Hun skriver blandt andet om sin oplevelse af at blive valgt fra: "Det var et chok der har sat sig dybt i min sjæl. Det er nok lidt på samme måde, som når den ene ægtefælle vil skilles efter 25 år, og man ingen anelse havde om at noget var under opsejling." Fritstillet vikar Mona Nielsen gik i sin fagforening for at få styr på, hvordan hun skulle forholde sig, da hun ikke kunne blive omplaceret på Rigshospitalet, da hendes afdeling på Abdominalcentret skulle spare 3. mill. kroner i 2003. En ting vidste hun. Hun nægtede at fyre sig selv. - Havde Mona gjort det, kunne hun risikere karantæne i a-kassen, siger Karen Stæhr, næstformand i fagforeningen, og hun uddyber: - Hun har ikke selv valgt, at hun skulle forlade Rigshospitalet. Hun blev ikke afskediget i sin tid, hun fik løfte om at blive omplaceret. en enkelte medarbejder, opfatter det selvfølgelig som en afskedigelse fra den afdeling hun er på, og det er egentlig korrekt og i hvert fald forståeligt. - Ydermere fik Mona Nielsen afslag på hendes eget ønske om at blive opskolet til social- og sundhedsassistent, hvilket er helt horribelt på så stort og anerkendt hospital. Det ville klæde landets førende hospital, at uddanne medarbejdere, der oven i købet har arbejdet stabilt i så mange år. Mona Nielsens historie forarger Karen Stæhr: - Man har en kompetent og stærk medarbejder, men man vil ikke investere uddannelse i hende, det er forrykt. Enhver fornuftig virksomhed ville netop uddanne sådan en medarbejder. Rigshospitalet afskediger og giver sine varme anbefalinger. Men i stedet for at åbne verden for Mona, lukker de den. Hun kan med sin Rigshospitalets sygehjælperuddannelse ikke komme videre, og nu bliver hun da den sidste, der kommer på opskoling på social- og sundhedsskolen, siger Karen Stæhr. Rigshospitalet stavnsbinder sine medarbejdere med den uddannelsespolitik eller rettere mangel på samme, og når der så ikke er brug for medarbejderne mere, er de sat ud af spillet. Vil have pris på Den 16. januar 2003 fik Mona Nielsen igen brev fra personalekonsulenten. Denne gang med en opsigelse med virkning fra 31. maj 2003 samt besked om, at hun er fritstillet indtil da. Næstformand Karen Stæhr har forgæves prøvet at få oplyst, hvordan vagtplanerne på Mona Nielsens gamle arbejdsplads ser ud, og om der bruges penge til vikarer. - Vi vil meget gerne vide, om vagterne stadig dækkes ind at overarbejde, og ekstravagter og vikarer, og i så fald hvad det koster, siger hun. Mere end 25 års erfaring med flere specialer, en anbefaling der fortæller om en dygtig selvstændig sygehjælper, og et skudsmål der burde åbne alle døre, har Vikarbureauerne Activ Care og SPVB taget imod med kyshånd. Mona Nielsen har været vikar på alle de afdelinger på Rigshospitalet hun søgte job på.