$name

Uden voksen elevløn går det ikke

 

42-årige Bolethe Lykkegaard begyndte på Social- og Sundhedsskolen i København i januar. Som enlig forsørger med to børn er hun lykkelig for at få voksen elevløn, mens hun uddanner sig til social- og sundhedshjælper.
  
Af Hanne Bros
 
Dagens sidste arbejdsopgave for Bolethe Lykkegaard er at spille banko med plejehjemsbeboerne på Peder Lykke Centret. Hjemme venter Naomi på ti og Frederik på seks, som drøner ind og ud ad lejligheden med legekammeraterne, nu hvor det er skolesommerferie.

Hylden er næsten blomstret af, og gråspurvene pludrer med nede i den grønne gård, der ligger som en fredelig kile mellem husblokkene på Amager.

Bolethe Lykkegaard er netop begyndt i sin anden praktik som social- og sundhedshjælper.
- Før jeg fik børn, var jeg ikke rigtig motiveret for at tage en uddannelse.
 
Jeg har lavet meget i mit 42-årige liv - været på højskole, ude at rejse, taget HF på enkeltfag, været kokkeelev og arbejdet som blandt andet pædagogmedhjælper og vikar på plejehjem, fortæller Bolethe Lykkegaard.

Før hun begyndte på Social- og Sundhedsskolen i Fensmarksgade på Nørrebro i januar i år, var hun arbejdsløs i 2½ år, da hendes søn var syg.

Hun blev anbefalet at søge ind på pædagoguddannelsen, men hun synes, at uddannelsen var for lang.

- Jeg foreslog selv uddannelsen til social- og sundhedshjælper, og på grund af min alder kunne jeg få voksen elevløn. Jeg vidste slet ikke, at der var så stor forskel på almindelig elevløn og voksen elevløn, og jeg er overbevist om, at jeg ikke ville kunne klare det økonomisk på almindelig elevløn.

Det er Bolethes fornemmelse, at en del, der starter både på "hjælperen" og på "assistenten", falder fra, når de finder ud af, at det ikke kan løbe rundt med den gængse elevløn på 6.000-9.000 kroner. Voksen elevlønnen er på 16.200 kroner om måneden.
 
Jeg bliver aldrig assistent
Selvom Bolethe Lykkegaard kun er halvvejs i sin hjælperuddannelse, er hun tiltrukket af tanken om at videreuddanne sig til social- og sundhedsassistent.

- Det ville give mig flere muligheder - for eksempel kunne jeg godt tænke mig at prøve at arbejde på hospital. Men jeg kan ikke begynde på uddannelsen til social- og sundhedsassistent, selvom jeg gerne ville.

Jeg bor heldigvis i en billig andelslejlighed, men jeg kan ikke få økonomien til at løbe rundt med udgifter til to børn. Uden voksen elevløn ville jeg være nødt til at tage vikararbejde i weekenderne, og det vil jeg ikke byde mine børn," siger hun.

- Derfor regner jeg med, at jeg skal arbejde på plejehjem, når jeg er færdig som SOSU-hjælper. Jeg kan selvfølgelig også satse på, at voksen elevløn med tiden bliver indført på assistent-linjen. Det må da også kunne betale sig for stat og kommune, at folk tager en uddannelse indenfor et område, hvor der er brug for folk, mener Bolethe Lykkegaard.
 
 
Voksen elevløn er pr. 1. april 2003 på 16.203,42 pr. måned.
Elever under 25 år og elever, der ikke opnår tilsagn om voksenelevløn, får almindelig elevløn. På uddannelsen til social- og sundhedshjælper er den på 6.401,31 kroner om måneden, hvis du er under 18 år, og på 8.206,92 kroner, hvis du er over 18 år.

På assistentlinjen er elevlønnen på 6.401,31 det første år, hvis du er under 18 år, stigende til 6.852,62 de resterende otte måneder. Er du over 18 år, er elevlønnen 8.739,61 kroner i et år, dernæst 9.127,83 kroner de efterfølgende otte måneder.

Alle beløb er månedlige bruttobeløb, før skat.
Kilde: Social- og sundhedsskolen i København.