$name

Lidt mere sovehår

 

Verahus er plejehjem for yngre handicappede. De har andre behov end ældre, og det vil personalet gerne honorere. Derfor skal der være aktiviteter frem for et motto om ro, renlighed og regelmæssighed.
 
Af Ulla Nygaard

De 39 beboere i Verahus i Vanløse har hver en moderne to-rums lejlighed med stort, handicap­venligt badeværelse, og tilsammen har de et personale, der er indstillet på at indrette hverdagen, så den passer til beboernes ønsker og temperamenter.

- Det her er et hjem for mig, og det er dejligt. Personalet betragter det også som mit hjem - sådan er hele indstillingen, fortæller forhenværende sygeplejerske Anne-Mette Bredal. Hun lider af sclerose og flyttede til Verahus for halvandet år siden. Tidligere boede Anne-Mette Bredal på et almindeligt plejehjem med gamle beboere.

- Jeg var med til at sætte gang i debatten om at indrette plejehjem for yngre handi­cappede, fordi vi har andre behov end de gamle. Jeg kimede visitationen ned og spurgte vel en gang om ugen, om de havde fundet en plads til mig, siger Anne-Mette Bredal.

Verahus er et plejehjem under Samvir­kende Menighedsplejer - det blev bygget og indviet i 1997. Fra årsskiftet 2003 er Verahus blevet plejehjem alene for yngre handicappede, og er rent administrativt flyttet fra Sundhedsforvaltningen til Familie- og Arbejdsmarkeds­forvalt­ningen.

Derfra  modtager Verahus kun yngre handicap­pede, når der fremover kommer nye beboere, og er selv en del af visitationsteamet.
 
Den enkeltes ønsker
- Unge går jo i ungdomsklub og ikke i ældreklub, og sådan har man det også som handicappet.

Det gælder om for beboerne, at komme sammen med jævnaldrende, så de kan foretage sig noget sammen - impulsivt eller planlagt - grille om som­meren, høre musik sammen eller bare være sammen, siger forstander, sygeplejerske Margaret Lodberg.
 
Endnu er der en del ældre beboere på Verahus, og de kan profitere af at bo sammen med yngre - de nyder, at der er liv i huset, og er f.eks. længere oppe om aftenen, hvis de ønsker det. Det er ikke uret, men menneskerne der bestemmer døgnrytmen i Verahus, så der er ingen tidsmønstre udenom den enkeltes ønsker.

- Mange af vores beboere har tidligere boet med ældre og demente på traditionelle plejehjem, og det er ikke morsomt. Her bor de som i en almindelig etageejendom,  selvfølgelig med den hjælp de har brug for, siger daglig leder, plejehjems­assistent Lita Trantel.

Beboerne i Verahus er stærkt handicappede og meget plejekrævende, men er samtidig individer med integritet. De fleste beboere har brug for hjælp til at komme ud af sengen, mange har også brug for hjælp til at spise, og ca. en tredjedel kan ikke tale, men kommunikerer via symboler og tegn.

Alligevel skal en del ud af huset om morgenen og have madpakke med, når de skal i dagcenter eller andet.

- Vores værdigrundlag handler om, at beboerne er mennesker som du og jeg. Vi skal som personale være åbne for livet, vise venlighed og imødekommenhed, for det kommer vi længst med, siger Margaret Lodberg.
 
Ny kultur
Beboere visiteres til Verahus, når hjemmehjælpen ikke længere slår til, og i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har Verahus fået et godt samarbejde med visita­tionen af nye beboere.

- De forstår betydningen af, at vi får den rigtige person hertil med hensyn til alder, køn, handicap og formåen, så personen falder godt ind på den etage, hvor der er en ledig bolig, siger Margaret Lodberg, som fornemmer en helt anden kultur end den gængse pleje- og omsorgskultur, der eksisterer indenfor ældreområdet.

- En anden tankegang præger Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, som jo også har med det sociale område og med børn og unge at gøre. Vi møder oftere en pædagogisk indfaldsvinkel til tingene, og den kan vi godt lide. Det må også gerne præge vores udvikling og vores personale - også det kommende, mener Margaret Lodberg.

På Verahus har man allerede i dag en pædagog i personalegruppen, og det præger arbejdet positivt, at være sammensat af forskellige faggrupper.

- Vi har et dygtigt personale, som gerne vil arbejde med yngre og med de krav til fleksibilitet, som yngre handicappede kræver. Vi er gode til bestemte handicap­grupper, blandt andet sclerose, fordi vi har oparbejdet en erfaring. Men vi er også gode til at være impulsive og få gang i en sneboldkamp, hvis der er stemning for det når den første sne falder, siger Lita Trantel.

- Det handler om at få det impulsive frem og så måske have lidt mere sovehår, mener Margaret Lodberg.
 
Beboernes behov
Personalet på Verahus er gode til at få de problemer på bordet, som kan opstå, når beboernes ønsker og behov skal tilgodeses, fremhæver Lita Trantel.

- Så får vi diskussionen af, hvad vi skal stille op. Nogle yngre handicappede mister deres seksualitet, mens andre ønsker at få deres seksuelle behov dækket.

Nogle beboere får besøg af kærester og i huset har vi et enkelt kærestepar tilbage - tidligere var der to. Nogle skal have praktisk hjælp til at give et kærtegn, hvis de er stærkt fysisk handicappede. Dertil går personalets grænse. Vi vil gerne formidle kontakt mellem en beboer og et bordel, og har gjort det i et enkelt tilfælde, fortæller Lita Trantel.

Margaret Lodberg synes, at udgangspunktet for enhver snak om beboerønsker og mulighederne for at imødekomme dem, må starte hos én selv.

- Hvis nu det var mig selv, der var handicappet og havde brug for andres hjælp, hvordan skulle min hverdag så helst være? Det spørgsmål skal vi stille os selv. For mig ville det, at komme ud i det åbne vand have en meget høj prioritering.

Jeg er vild med vand og en svømmetur, og sådan har vi ønsker hver især - også som beboer i Verahus, siger Margaret Lodberg.

- Vi håber på mere personale hen ad vejen, for arbejdet med yngre handicappede er mere krævende end arbejde med ældre på et plejehjem. De vil gerne på ferie, de vil til fodbold i Idrætsparken, til Grøn koncert eller til sexmesse i Forum, siger Lita Trantel.
 
Hvad ønsker du hvis.
Beboerne i Verahus  er blevet dårligere med tiden og der skal i dag dobbelt så meget personale til at tage på ferie som i 1997.

Men det betyder ikke, at Verahus opgiver at tage beboere på ferie.
- Vi forsøger at finde ud af, hvem der brænder for at komme af sted, og har spurgt hver enkelt i vores interne blad. Hvis nu kun det er hver femte, så kan vi koncentrere os om at få dem af sted uden at bekymre os om ferie for de øvrige, siger Lita Trantel.

For nyligt havde Verahus en udflugt til Bakken, hvor tre af de dårligste beboere gerne ville i rutschebanen. Det kræver noget af personalet og deres indstilling, og det lykkedes at give de tre beboere denne oplevelse.

- Yngre beboere betyder også yngre personale med smag for, at der gerne må ske noget. Men det bliver også sagt ved nyansættelser, at det er legalt at løbe skrigende herfra, hvis ikke jobbet alligevel er sagen. Arbejdet med yngre handicappede kan være grænseover­skridende, og det kan man være til eller ikke være til, siger Lita Trantel.

En af de beboere, der var med på Bakken, er Tove Clausen, som har boet i Verahus siden starten i 1997.  Tove er afhængig af sin kørestol som 37 af de 39 beboere. Hun  kan ikke tale, men kommunikerer via en hjælper og en tavle med tegn, symboler, bogstaver og tal.

Tove er glad, når der sker noget. Hun er også glad for at komme ud, og benytter sin mulighed for ti ledsagertimer på en måned eksempelvis til byture, så hun kan købe nyt tøj. Næste udflugt er en tur en biografen og 14 dage længere frem skal hun til Sorø og besøge sin søster, som har fødselsdag.