Læs op Udskriv $name Demente og drager i snor. De kan ikke huske det næste dag, men de har haft en glæde og en oplevelse i nuet, som forbedrer deres livskvalitet. Derfor gik personalet på plejehjemmet Betaniahjemmet på Frederiksberg i gang med et projekt for fire demente beboere, hvor de fik fysisk og kognitiv træning. Af Merete Astrup I forhallen på Betaniahjemmet, ligger restaurant Betania på venstre hånd, når man kommer ind. Den er åben for beboere og deres gæster en gang om måneden, og på menukortet kan man læse at oktobermenuen er italiensk, mens den i september stod på stegte ål og andet a la carte. Husk at reserver bord, for restauranten er velbesøgt. Til daglig er der almindelig spisestue for beboerne i restauranten, men hele sommeren har beboerne nydt, at der blev dækket op udenfor på terrasserne under solparasollerne. Sådan er det også den sensommer septemberdag, infoa besøger Betaniahjemmet. Vi vil gerne spørge lidt til det demensprojekt, som personalet har kørt, og som er mundet ud i to videoer indtil nu, og en tredje er på vej. Team og tværfaglig Det står soleklart, at personalet på Betaniahjemmet er en engageret personalegruppe. De fortæller levende om deres arbejde. Egentlig synes de, at deres arbejde med beboerne også de demente lykkes, men en ekstra indsats som demensprojektet vil komme de svage til gode. Derfor prøver de. Demente er meget afhængige af den indsats personalet gør. Personalet er den snor, der gør at demente kan føle friheden ligesom dragen. Men klipper man snoren, falder dragen. Laust Sørensen, forstander, mener, at Betaniahjemmet har en fantastisk dejlig personalegruppe for tiden. En personalegruppe som arbejder i team og tværfagligt. Derfor var det heller ikke mærkeligt, da Jette Grøn, sygeplejerske, Pia Arp, beskæftigelsesvejleder, og Alaa Gemal, fysioterapeut i fællesskab skulle køre demensprojektet. Livshistorier De kan også fortælle en masse om de mennesker, der bor på Betaniahjemmet. De kender deres beboere, de ved faktisk alt om dem. Det er nemlig en del af introduktionen. - Vi skal kende deres livshistorie for at kunne imødekomme dem med accept og respekt. Der er plads til det enkelte individ på plejehjemmet. Vores filosofi er, at med en god modtagelse så er 50 - 60 % af opgaven næsten løst, Oveni kommer det faglige og vores personligheder og en forsvarlig ekspertise. Det er det, der får beboere til blomstre op. Vi er alle stolte af vores fag, og vi har en personlighed, som er en del af arbejdet. fortæller Amaal Gemal, fysioterapeut. Jette Grøn , sygeplejerske, mener endvidere, at det fungerer, fordi de har det stærke tværfaglige samarbejde. - Når vi får en ny beboer, taler vi sammen, og finder ud af hvad vi går i gang med. Der er så mange muligheder for at fortsætte livet med alle de ting, vi har gang i her. Nogle gange er det næsten for meget, vil jeg da gerne sige. - Vi har et slogan: Alt kan lade sig gøre indtil det modsatte er bevist, fortæller Laust Sørensen, som er sygeplejerske. Derfor kan en beboer for eksempel også får sit ønske om en ferie på Mallorca opfyldt, selvom terrænet ikke lige er til kørestole. Derfor kan en dement beboer også træne i Fitnesscenteret, selvom hun ikke kan gå op af en trappe. Deltage i forandringer På Betaniehjemmet ser de på mulighederne i stedet for begrænsninger, og det kræver godt samarbejde, og lysten og viljen til at være fleksible overfor hinanden skal også være der. Der ud over skal man tage del i udviklingen og forandringerne, mener Pia Arp. - Da jeg startede her for ti år siden, lavede vi håndarbejde, og håndarbejde, og håndarbejde. Men de beboere vi har i dag er der ikke mange, der har lyst til håndarbejde. Vi skifter hele tiden vores aktivitetsniveau efter hvilke beboere, vi har i øjeblikket. Om de har lyst til synge og at tage på ture, og måske skal vi engang til at lave en masse håndarbejde igen. Hun har for nyligt været på efteruddannelseskursus, hvor en stor del af kurset handlede om demente. - For ti år siden havde vi ingen demente, nu har vi rigtig mange, og så er det nogle helt andre tiltag jeg skal gøre, og det har jeg været glad for, at jeg har lært noget om, siger Pia Arp. Amaal Gemal: - Vi skal hele tiden tilpasse os beboernes behov og forudsætninger. Jeg kan ikke gøre mit arbejde efter mit hoved. Hvis beboerne ikke kan træne i motionscyklen to gange om ugen, må jeg skrue mine forventninger ned, og nogle gange går det anden vej. Vi arbejder med motionen som en helhed. Vi siger ikke til en beboer: du kan ikke cykle, fordi du har en form for slidgigt, Nej, vi siger i dag har du kunnet cykle to kilometer, måske kan du cykle tre i næste uge. Det er vigtigere end at koncentrere sig om smerten i knæet. Ideen til projektet og videoen blev egentlig til, fordi Laust Sørensen gik og ærgrede sig over, at ingen ud over dem selv ved, hvilket arbejde personalet gør, og hvor glade og tilfredse de gør beboerne. - Vi har så svært ved at dokumentere, det vi gør. Egentlig forestillede jeg mig bare, at vi kunne tage en lille video af en nyindflyttet beboer, der er ked af det, for det er de fleste, når de skal på plejehjem, og så se hvordan hun er blomstret op efter et halvt år. Men hvorfor ikke lave en video af de fire beboere i demensprojektet. Som tænkt så gjort. Sjove historier Ud af 60 beboere på Betaniahjemmet, deltog de fire beboere i et halvt år i et projekt, hvor Alaa Gemal og hans fysioterapeut kollega arbejdede bevidst og målrettet i motionsrummet, eller Fitnessrummet som det hedder i Betaniahjemmet. Hvor Jette Grøn og Pia Arp arbejdede målrettet i reminicensstuen, som er blevet indrettet ved samme lejlighed. - Vi har fået megen hjælp fra plejehjemmet Østervang til vores reminicensgruppe. De har arbejdet med grupper i flere år, og de har lavet værktøjskasser, som man kan låne. I opstarten deltog, Jonna Baggers, og Lisbet La Cour som er social- og sundhedsassistenter på Østervang og pionerer i reminicensarbejdet, fortæller Jette Grøn. Hun er begejstret for arbejdet i reminicensgruppen, hun bliver nærmest helt høj. - Når vi sidder i gruppen og snakker, kommer der så mange sjove og interessante historier. De demente får pludselig en personlighed og en identitet, når de fortæller. Ellers er det det ikke så meget, vi som personale får igen fra demente, men i remincensarbejdet får vi virkelig meget, siger Jette Grøn. Hun synes også, det er et svært. - Men når Thyra kan fortælle om, da hun var 17 år og malede keramik på Bornholm, og hun kan huske og kan fortælle om teknikken i malingen, og hvordan damerne sad i grupper og malede. At det var en polsk dame, der havde lært hende at male. Thyra kunne oven i købet huske navnet på hende, så bliver man høj, siger Jette Grøn. Laust Sørensen understreger til slut, at deres arbejde med de demente også kun lykkes i kraft af at plejehjemmet benytter sig eksterne ekspertise. - Vi bruger Frederiksberg Kommunes demensteam. Står vi med en beboer, hvis adfærd vi ikke kan følge eller en beboer, der så deprimeret, at vi ikke skue igennem, kontakter vi demensteamet, og de rykker ud med psykologer. Det er vigtigt, at man er ud ad vendt og åben om, at det ikke er alt, man ved. Ellers kan man jo ikke lære nyt.