• Læs op
• Udskriv

Af Anne Guldager

Marlene Nyberg, Marianne Rugaard Christensen og Gitte Friberg Bomholdt har travlt. Virkelig travlt. Det stod klart allerede under bestræbelserne på at finde en dag, hvor vi kunne mødes og tale kommunalpolitik, og det blev tydeligt, da snakken gik i gang.

De tre blev ved kommunalvalget i november medlem af kommunalbestyrelserne i henholdsvis Tårnby, Rødovre og Herlev, og deres politiske arbejde kan let løbe op i både 15 og 20 timer om ugen. Lidt af en mundfuld, når man også skal passe et fuldtidsarbejde ved siden af.

Så hvorfor gør de det?  

Forandring er svært

”Jeg har ikke haft illusioner om, at jeg skulle ind og revolutionere noget. Men jeg tænkte, at jeg vil kunne komme med nogle væsentlige input baseret på den erfaring jeg har fra hjemmeplejen”, siger Marlene Nyberg (DF) og fortsætter:

”Jeg har savnet noget sammenhæng i beslutningerne. Vi bygger på et fundament, der er revnet, når vi forsøger at lappe på en dårlig normering ved at udvikle nye retningslinjer og kræve mere dokumentation. Der skal rettes op på fundamentet”.

Også for Marianne Christensen (EL) har erfaringerne fra arbejdet i den kommunale plejesektor spillet en væsentlig rolle for det politiske engagement: ”Min interesse for det politiske begyndte, da jeg arbejdede i hjemmeplejen, hvor jeg syntes, der var noget at kritisere, og så må man også gøre noget ved det. Hvis man ikke synes, at det hjælper at sige det til politikerne, må man jo selv blive politiker, hvis man vil forandre noget”, mener hun.

Det med at ville forandre noget har Marianne Christensen dog allerede erkendt måske bliver sværere, end hun havde forventet.

”Jeg har altid tænkt meget ideologisk og tænkt, at så længe, der var penge i samfundet, kunne vi også forbedre tingene. Men man kan jo ikke rigtig bruge sine ideologier om at ville nationalisere bankerne til noget, når man sidder med et budget, der skal hænge sammen ude i kommunen her og nu”.

”Ja, det er noget af det, man bliver ramt af, når man er ny i politik – pengene skal også findes”, indskyder Gitte Bomholdt (S). ”Man bliver nok lidt irriterende for sine omgivelser, fordi de ikke kan få lov at brokke sig, uden at man absolut skal komme med alle forklaringerne, fordi man jo nu også kan se tingene fra en anden side”.

Men det er samtidig det, der gør kommunalpolitik så spændende, tilføjer hun. ”Det er utrolig konkret – ligesom et stort husholdningsbudget, der skal hænge sammen. Og i kommunalpolitik bliver du virkelig holdt op på det, du siger, for du møder dine vælgere i Netto”. 

Flere kasketter

Gitte Bomholdt er glad for, at hun i modsætning til Marlene Nyberg og Marianne Christensen ikke er ansat i sin egen kommune.

”Det gør det lettere at forholde sig objektivt og lettere at finde ud af hvilke kasketter man har på”, mener hun.

”Da jeg blev valgt, sagde borgmesteren til mig, at nu var jeg nødt til at holde op med at ride mine kæpheste. Men så sagde jeg, at så skulle han også lade være med at tale om ishockey”, griner Marianne Christensen.

”Men det er jo netop dét, at man brænder for noget, der gør, at man er gået ind i det her”, indvender Marlene Nyberg og tilføjer, at selvom hun også er nødt til at have en holdning til, hvad der sker på de øvrige områder i kommunen, vil hun ikke kunne undgå at have større engagement eksempelvis i kampen mod udlicitering i hjemmeplejen.

Her nikker de andre, og man fornemmer, at de også vil have let ved at engagere sig i en kamp mod udlicitering, selvom de er meget bevidste om at holde styr på både kasketter og kæpheste.

Man bliver smittet

Mens det politiske arbejde i kommunen endnu er helt nyt for Marianne Christensen og Marlene Nyberg, er det hverdag for Gitte Bomholdt, der har taget hul på sin anden periode.

”Man bliver smittet af det. Det er simpelthen vanvittigt spændende at være med helt inde i kommunens drift”, fortæller hun og kan derfor heller ikke sætte udløbsdato på sit politiske engagement.

Og det kan Marianne Christensen vist egentlig heller ikke. ”Til april går jeg på folkepension, og jeg havde tænkt, at jeg kun skulle sidde i fire år, fordi jeg ellers bliver for gammel. Men nu har jeg hørt, at der blevet valgt en 87-årig venstremand i Hørsholm, så det kan da godt være, jeg får lyst til en periode mere”.

Det samme gør nok Marlene Nyberg. Om vælgerne bakker op ved man aldrig, men hun er i hvert fald nødt til at blive ved længe endnu, hvis hun skal nå igennem alle de punkter, som hendes kolleger i hjemmeplejen mener, at hun skal gøre noget ved. ”Da jeg blev valgt, sagde de ’bare rolig, vi har en lang liste til dig’”, griner hun.