Pressemeddelelse

Til døden os skiller...

Men for nogle sker det tidligere end for andre, og det er vores sociale baggrund, som er med til at afgøre hvornår. Er det rimeligt?

Det er ikke et problem, som er til at overse, når 300.000 danskere hver dag går på arbejde med fysiske smerter. Det gør de ikke for sjovt, men fordi de ikke har andre muligheder, hvis familiens fortsatte forsørgelse skal sikres.

Ubalancen mellem arbejdsliv og privatliv vokser – de fleste af os lever med det, men hvert år dør 1400 danskere af arbejdsrelateret stress.

Er det rimeligt, når tømreren og social- og sundhedsassistenten fra 40-50 årsalderen dagligt skal gå på arbejde med smerter på grund af ødelagte knæ eller ryg?

Er det rimeligt, at vuggestueansatte hører til blandt de, der er mest udsatte for fysisk og psykisk nedslidning og er nødt til at forlade arbejdsmarkedet, så snart det kan lade sig gøre?

Er det rimeligt, at vi har en efterlønsordning, som vi har betalt til igennem en årrække, der nu er så udhulet, at de fleste af os ikke har råd til at gøre brug af den – trods et åbenlyst helbredsmæssigt behov for at forlade arbejdsmarkedet eller som minimum trappe ned?

Er det rimeligt, at vi har fleksjobordninger og førtidspensionsbestemmelser, som er så svære at komme i betragtning til, at folk mister forsørgelse i uendeligt lange flerårige forsøg på at opnå visitation?

I PMF Fyn er vi ikke i tvivl: Når nedslidningen sætter ind, og helbredet svigter efter mange års samfundstjeneste på arbejdsmarkedet, skal sikkerhedsnettet virke! Det skal være slut med at vride og strække maskerne i forsøg på at få folk til at falde ved siden af og på den måde sætte økonomi over mennesker.

Mindst lige så vigtig er en retfærdig adgang til en værdig tilbagetrækning og et liv som pensionist – også inden kroppen er ødelagt og slidt i stykker.

Mennesker med korte uddannelser eller helt uden uddannelse lever generelt kortere end dem med lange uddannelser. Til gengæld begynder de at arbejde, når de er meget yngre, end højtuddannede gør.
Det betyder, at dem med kort eller ingen uddannelse ender med at arbejde i mange flere år end de højtuddannede – og fordi de dør tidligere, giver en højere pensionsalder dem også et meget kortere liv som pensionist. Det skal et nyt pensionssystem tage højde for, så der sikres større retfærdighed og social lighed.

Gør vi ingenting, tordner vi skævt videre mod Europas højeste pensionsalder, som vi når i 2050. I 2040 vil man først kunne forlade det danske arbejdsmarked som 70-årig. Er det den fremtid, vi ønsker for vores børn? Ovenikøbet med udsigten til et arbejdsmarked, hvor presset øges år for år, og kravene til effektivitet og produktivitet fortsat stiger?

Vær med til at gøre en forskel! Brug det kommende valg til at stille krav om en værdig og retfærdig tilbagetrækning, og lyt godt efter, hvad politikerne svarer. For selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, hvornår – og efter hvilken alderdom – døden os skiller!

Udtalt ved PMF Fyns generalforsamling 25. april 2019