Så skete det!

Det har været nervepirrende og dramatisk. Men forliget på det kommunale område er skabt på baggrund af et enestående sammenhold på lønmodtagerside.

Der er nu indgået forlig på alle de offentlige områder.

Det har været en lang og sej kamp, hvor ansatte på de kommunale-, regionale- og statslige områder har stået sammen om de fælles krav og givet plads til hinandens egne krav.

”Det har været nervepirrende og dramatisk. Men forliget på det kommunale område er skabt på baggrund af et enestående sammenhold på lønmodtagerside. Tak for det. Når lærerne nu er i mål, og akademikerne har tilkøbt en ekstra garanti for deres frokostpause, så kan vi med meget stor tilfredshed konstatere, at der er skabt en løsning for alle. Vi får skabt reallønsfremgang for alle, vi får afskaffet Corydons forhadte privatlønsværn. Lærerne har fået deres aftale, spisepausen er sikret for de medlemmer, der i dag har en betalt spisepause," siger forbundsformand Mona Striib.

Alle de forringelser arbejdsgiverne havde truet med, er taget af bordet.

Forliget består af en økonomisk ramme på 8,1 procent. Heraf gives 6,81 procent som generelle lønstigninger i perioden.

På kommunernes område afsættes 85 millioner kr. til de særlige puljer til ligeløn og til lavtlønnede. Der har før været afsat puljer til lavtlønnede ved de offentlige overenskomstforhandlinger. Men det er historisk, at der nu kommer en pulje til ligeløn!

Forliget skal nu til afstemning blandt FOAs medlemmer. Det er således medlemmerne, der afgør, om forliget skal godkendes. Der vil ikke blive tale om sammenkædning af alle forlig.