Pressemeddelelse

Bestyrelsens anbefaling til urafstemningen

Brug din medlemsret og stem om din overenskomst!

Kære pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent

Du har nu modtaget – eller vil meget snart modtage - urafstemningsmaterialet vedrørende overenskomst 2018. Her får du mulighed for at stemme JA eller NEJ til forliget på FOAs område - og dermed forliget for pædagogmedhjælperne og de pædagogiske assistenter.

Vi har i bestyrelsen for PMF Fyn diskuteret forliget og truffet beslutning om, at vi ikke anbefaler et ja eller et nej, men lader det være helt op til dig, hvad du vil stemme.

Baggrunden for bestyrelsens beslutning er, at forliget indeholder mange gode men også enkelte udfordrende elementer.

Herunder kan du se forliget, som bestyrelsen ser det:

  1. Løn
    En overvejende del af lønnen er ved denne overenskomst aftalt som generelle lønstigninger for alle offentligt ansatte. Via dem stiger lønnen med 6,82 procent over de tre år, som overenskomsten løber:

  • 2,42 % i 2018

  • 1,34 % i 2019

  • 3,06 % i 2020

De generelle lønstigninger svarer samlet set til ca. 4 løntrin for en pædagogmedhjælper eller pædagogisk assistent på startløn.

Derudover hæves lønnen til pædagogmedhjælpere med 3 års erfaring og derover fra løntrin 16 + 2.113kr. til løntrin 16 + 3.475 kr.

For pædagogiske assistenter hæves lønnen for ansatte med op til 3 års erfaring således at grundlønnen hæves fra løntrin 19 + 1.895 kr. til løntrin 20.

Prisudviklingen i aftaleperioden skønnes at udgøre 5,08 procent. Dermed ligger det fast, at lønstigningerne forbedrer din realløn. 

  1. Elevlønningerne hæves med følgende:

    • Elever under 18 år 1. – 12. måned hæves fra 8.390 kr. til 8.608 kr.

    • Elever under 18 år 13. og følgende måneder hæves fra 8.390 kr. til 8.608 kr.

    • Elever over 18 år 1. til 12. måned hæves fra 10.772 kr. til 10.809 kr.

    • Elever over 18 år 13. og følgende måneder hæves fra 11.441 kr. til 11.481 kr.

Det er derud over aftalt, at pædagogiske assistentelever omfattes af de på praktikstedet gældende regler om tilrettelæggelse af tjenesten og opgørelse af arbejdstiden (Der ydes dog fortsat ikke arbejdstidsbestemte tillæg udover, hvad der er inkluderet i lønnen). 

  1. Pensionsbidraget hæves med 0,18% fra 12,94% til 13,12%. 

  2. Det såkaldte privatlønsværn fjernes, og reguleringsordningen fortsætter. Dermed sikres FOAs medlemmer igen en stort set parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked. 

  3. Der afsættes en samlet pulje på 34 millioner kroner til at hæve lønnen for ansatte på løntrin 11-19, dvs. 515 kroner årligt (i 2018 priser). Skønt det kan synes af meget lidt, er der tale om et gennembrud i forhold til lavtlønsgrupperne, der har været et tema, som FOA har stået ret alene med ved flere tidligere overenskomstfornyelser. 

  4. Der afsættes 51 millioner kroner til et ligelønsprojekt pr. 1. april 2019. Projektet skal være med til at udligne uligeløn mellem mænd og kvinder i særligt kvindedominerede grupper. Der er aftalt kriterier for udvælgelsen af de grupper, der vil kunne komme i betragtning, men endnu er der ingen konkrete planer for hvordan og til hvem pengene udmøntes. 

  5. Retten til omsorgsdage udvides til også at omfatte plejeforældre. Retten til fravær med løn for ansatte, der er i fertilitetsbehandling på grund af sygdom, udvides. Og endelig udvides retten til sorgorlov til også at omfatte faren eller medmoren ved et dødfødt barn. 

  6. Uddannelsesløftet ”Fra ufaglært til faglært”, der blev aftalt ved OK15, bliver videreført i denne overenskomstperiode. Løftet er målrettet ikke-uddannede eller kortuddannede, og er et supplement til andre uddannelses- og kompetencegivende initiativer. 

  7. Der laves en ny ferieaftale med ikrafttrædelse 1. september 2020, som tilpasser kommunernes regler for afholdelse af ferie til den nye ferielov. Det betyder blandt andet, at optjent ferie kan afholdes samme år, som den er optjent – også kaldet samtidighedsferie. Dermed kan nyansatte optjene og afholde ferie i deres første ansættelsesår. 

  8. Aftalen om tryghedspuljen ved afskedigelse videreføres. Tilskuddet til kompetencegivende uddannelse fordobles til 20.000 kr.

Blandt ovenstående goder er især 3 de væsentligste for bestyrelsen: At vi får lønstigninger, der sikrer en reallønsforbedring, at skævdelingen mellem privatansatte og offentligt ansatte mindskes med fjernelsen af privatlønsværnet, og at der er taget konkrete initiativer i forhold til lavtløns- og ligelønsprojekter.  
Men vi kan også godt få øje på forhold, som er knapt så sympatiske:

  • Skævdelingen mellem højt- og lavtlønnede fortsætter, så længe vi får lønstigninger som en procentdel af den løn, vi allerede har, og ikke som faste krone-tillæg, hvor størrelsen er uafhængig af den hidtidige løn. Selv om lavtlønspuljen er et gennembrud, løser den ikke problemerne.

  • Andre af FOAs elevgrupper får med denne overenskomst en væsentlig forhøjelse af elevlønnen. Pædagogiske assistentelever sakker hermed bagud, og det må der arbejdes på at gøre noget ved frem mod OK21.

  • Den aftalte grundlønsstigning for de pædagogiske assistenter med op til 3 års erfaring fra løntrin 19 + 1.895 kr. til løntrin 20 er i reelle tal meget lille, men kan på papiret se ud af mere – og nok særligt for de af lederne, som gerne vil begrunde manglende ansættelse af pædagogiske assistenter med, at de er for dyre.

FOAs medlemmer stemmer samlet. Det betyder, at ovennævnte først bliver en realitet, hvis flertallet af FOAs medlemmer stemmer JA. Bliver det derimod et NEJ, går vi i konflikt, uden at vi på forhånd kan sige, hvad resultatet heraf vil blive.

Det er alene op til dig at vurdere, hvad du skal stemme. Det vigtigste er, at du benytter dig af din demokratiske ret og deltager i urafstemningen, og du må gerne opfordre dine kollegaer til at stemme også. Brug din ret, og stem. Lad os få stemmeprocenten i vejret!

Det kan være en god idé at vurdere og debattere overenskomstudspillet med dine kollegaer, men det vigtigste er, at du følger dit hjerte og stemmer det, du synes er mest rigtigt.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte din tillidsrepræsentant, din fællestillidsrepræsentant eller os på kontoret, hvis du har spørgsmål. Derudover kan du tilmelde dig et af vores medlemsmøder her:

Du kan afgive din stemme her: