Frank180x130
Frank Lundgren, formand for PMF Fyn

Stort tillykke med den nye overenskomst

"Det er vel bare ret og rimeligt, set i lyset af at de altså ikke betaler til noget som helst af det, der er brugt rigtigt meget tid og mange kræfter på at få igennem, og som de også nyder godt af de næste 3 år."

Af Frank Lundgren, formand for PMF Fyn

Stort tillykke med jeres nye overenskomst, der blev stemt igennem med et stort flertal, som på landsplan var helt oppe på 50,4 %

Det er den første ”ikke-krise”-overenskomst siden 2008, hvilket lønstigninger på 5,4 % over 3 år til PMF Fyns – og resten af FOAs – medlemmer klart illustrere.

Oveni lønstigningen skal der også lægges forbedringer på pensionen, der er ekstra barselsorlov til fædre, der bliver lavet indsats på det psykiske arbejdsmiljø, og der er sat et nyt fokus på uddannelse for vores medlemmer.

Der ud over har vi forsvaret de dele af vores overenskomst, som arbejdsgiverne gerne har villet af med, men som vores medlemmer – pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere – har fundet vigtige.

Det er et rimeligt godt resultat, som vi godt kan være tilfredse med.

Desværre er det ikke alle, som arbejder på pædagogmedhjælpernes og de pædagogiske assistenters arbejdsområde, der har givet deres bidrag til at få disse forbedringer af løn- og arbejdsvilkår igennem – alligevel får alle glæde af dem.

Venskabeligt klap

Derfor en opfordring til, at hvis du har kolleger, der er uorganiserede, medlemmer af KRIFA, Det Faglige Hus eller andre forretninger, der ikke bidrager med noget til området, så giv dem et venskabeligt klap på skulderen, og spørg dem: ”Burde du ikke give en øl efter arbejdstid, eller sørge for at der er kage på personalestuen, for nu har jeg sørget for og betalt for, at du også har gode løn, og arbejdsvilkår de næste 3 år”.

Det er vel bare ret og rimeligt, set i lyset af at de altså ikke betaler til noget som helst af det, der er brugt rigtigt meget tid og mange kræfter på at få igennem, og som de også nyder godt af de næste 3 år.

Kun en lille del

Alle bruger fagforeningen hver dag, når de får løn, pension, holder ferie, har barselsorlov, holder omsorgsdage m.m.

Og det er endda kun en lille del af alt det, en fagforening, der kan forhandle overenskomst, bruger tid og kontingentkroner på.

Vælg en fagforening, der kan forhandle overenskomst for dig – få det på skrift. Og opfordr dine kolleger til at gøre det samme.

Og til jer, som har valgt at stå udenfor og har ladet jeres kolleger betale gildet – jeg forstår jer ikke, og jeg har aldrig hørt nogen af jer sige: ”Jeg skal ikke have noget, for jeg har ikke bidraget til noget her. Spring bare mig ovre, både hvad angår løn, pension, omsorgsdage, ferie og hvad jeres fagforening ellers har forhandlet hjem.”