1. maj og grundlovsdag

Hvert år henvender en del pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere sig til PMF Fyn, fordi de er kommet i tvivl om deres retigheder - og pligter - i forbindelse hvordan man skal arbejde 1. maj og gundlovsdag. Er det hele eller halve fridage er der ekstra betaling hvis man er på arbejde og hvad hvis nogen får fri og andre ikke gør det?

Reglerne for de kommunalt ansatte pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere er rimeligt klare.

Grundlovsdag er en - næsten - almindelig arbejdsdag, forstået således at hvis man arbejder efter kl. 06.00, har man ret til et tillæg på 51,78 kr. pr. time (1/1 2012 niveau).Tillægget udbetales pr. påbegyndte halve time.

1. maj er at betragte som en helt almindelig arbejdsdag.

Skulle den lokale kommune eller leder være i så godt et humør, at nogle medarbejdere får ekstraordinær tjenestefrihed med løn til nogle medarbejdere, skal alle andre medarbejdere tilbydes den samme frihed - af samme længde - på et andet passende tidspunkt.

Et godt råd fra PMF Fyn er, at er man stadig i tvivl efter at have læst dette, så kontakt tillidsrepræsentanten eller PMF Fyn.

Rådet med at kontakte sin tillidsrepræsentant eller PMF Fyn gælder særligt for pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere som er ansat på private institutioner.

De er ikke nødvendigvis omfattet af den kommunale overenskomst, men kan være omfattet af en anden aftale eller overenskomst, hvor Grundlovsdag er ½ fridag.