Vil du også være pædagogisk assistent?.....

.....så læs mere her om, hvad du selv kan gøre:

For dig, der er i arbejde, er over 25 år og har mere end 2 års erfaring indenfor det pædagogiske område, kan uddannelsen tages som et forløb under rammerne for grundlæggende voksenuddannelse (GVU). – I daglig tale bruger vi udtrykket, at du kan blive pædagogisk assistent på GVU.

Når uddannelsen tages som et GVU-forløb, har pædagogmedhjælperoverenskomsten sikret dig helt klare regler for løn under uddannelsen og ret til tilbagevenden til din stilling som pædagogmedhjælper – efter gennemført uddannelse naturligvis med titel som pædagogisk assistent.

To formelle ting, skal du have på plads: ansøgning til skolen om optagelse på uddannelsen og ansøgning om orlov fra din arbejdsplads til uddannelsen, som starter med et realkompetencevurderingsforløb.

Det er på Social- og Sundhedsskolen Fyns afdeling City i Odense, at den pædagogiske assistentuddannelse gennemføres – herunder den forudsatte realkompetencevurdering. Læs mere på skolens hjemmeside www.sosufyn.dk. Her kan du også finde materiale til at søge skolen om optagelse til både kompetencevurdering og dit videre GVU-forløb.

Søg orlov NU! – Hent orlovsansøgningen på linket her: orlovsansøgning – Jo tidligere du får afleveret din orlovsansøgning til din leder, desto bedre mulighed har vi for at hjælpe dig afsted på det tidspunkt, du ønsker.

– Du skal også på nuværende tidspunkt søge skolen om optag på kompetencevurderingsforløbet og det fortsatte GVU-forløb, hvis du ønsker at bruge de kommende efterårs- og vintermåneder på at uddanne dig til pædagogisk assistent.

Hvis du følger ovenstående link, finder du en blanket, som du med fordel kan benytte til at søge orlov fra din arbejdsplads under uddannelsesforløbet. – Alt, du skal gøre, er:

  • Adressér blanketten til orlovsansøgning til din institution, og attester den til din nærmeste leder. Påfør dato, underskrift samt navn og adresseoplysninger på dig selv.
  • Tag 2 kopier af den udfyldte og underskrevne orlovsansøgning. Behold selv den ene, og send den anden til PMF Fyn.
  • Aflever ansøgningen til din nærmeste leder snarest muligt. Vær opmærksom på, at der på ansøgningsblanketten er indsat en svarfrist for din leder.
  • Udfyld, og send ansøgningsblanketten, der gælder både kompetencevurdering og dit videre GVU-forløb, til Social- og Sundhedsskolen Fyn.

Hvis noget går galt:

  • Har din leder ikke givet dig skriftligt svar indenfor tidsfristen, så kontakt PMF Fyn hurtigst muligt, så vi kan hjælpe dig med at rykke for svaret.
  • Får du afslag på din orlovsansøgning, så kontakt PMF Fyn hurtigst muligt, så vi kan hjælpe dig med at forhandle afslaget. Kontakt også Social- og Sundhedsskolen for aftale om et nyt tidspunkt for gennemførelse af kompetencevurderingen.

Et sidste godt råd:

Snak uddannelsesønsker med din leder til MUS-samtalen og gør brug af din overenskomstsikrede ret til en skriftlig, personlig uddannelsesplan. - Jo før du får talt uddannelse med din leder, jo større chance har du for at få dine ønsker og mål opfyldt.

 

Gældende månedsløn under pædagogisk assistentuddannelse på GVU-forløb tilrettelagt som hele ugers undervisning:

For pædagogmedhjælpere ansat ved Assens, Middelfart,
Langeland, Svendborg, Nordfyn eller Ærø Kommune:

 
Kr. 20.105,30
For pædagogmedhjælpere ansat ved Odense, Nyborg,
Kerteminde eller Faaborg-Midtfyn Kommune:

Kr. 20.451,60