• Læs op
• Udskriv

Under overskriften Færre pædagoger, flere frivillige fortalte Fyens Stiftstidende den 5. marts om Odense Kommunes planer om at spare 40 millioner kroner på børnehaver og vuggestuer ved blandt andet at nedbringe antallet af pædagoger og pædagogmedhjælpere og få frivillige forældre og studerende til at bidrage.

Ét er, at man vil spare fyrre millioner, men at man oven i købet vælger at omtale ”byttehandelen” fra ansat personale til frivillige som et svar på ønsket om, at man ”kan fortsætte med at have høje ambitioner på børnenes vegne og udvikle vores dagtilbud”, som Brian Dybro udtrykker det, er desværre et skønmaleri af virkeligheden, der er Baron von Münchhausen værdigt!

Det er berigende og dejligt, at have Mikkels friske oldefar på besøg i børnehaven for at fortælle om, hvordan det var under krigen, eller Lises mor, som studerer biologi, og som sammen med børnehavens børn og voksne tager på tur og undersøger, hvilke insekter, der gemmer sig i grøftekanten. Indholdsrigt og godt for både børn og voksne! Men det er det, kun fordi børnehavens personale er tovholdere på besøgene. De har lavet aftalerne med Mikkels oldefar og Lises mor, de har sørget for, at det passer ind i institutionens øvrige planer, de har forholdt sig til, hvor mange børn og hvilke, der kan sidde stille og få mest ud af de historier, som Mikkels oldefar kan fortælle, og hvilke børn, som får størst glæde og udbytte af turen med Lises mor. Ofte vil de have iværksat projektarbejde med børnene om for eksempel krig og fred, ondt og godt, liv og død eller naturprojekter om krible-krable-dyr, hvad kan jeg se i forstørrelsesglasset eller lignende, og de er der, når Mikkels oldefar og Lises mor er taget hjem, til at samle op på oplevelsen og i resten af barnets børnehavetid genkalde sig minderne om den gode dag og de særlige fælles oplevelser sammen med hvert enkelt barn. Og ikke mindst er de der til at tage sig af alle institutionens øvrige børn, som er fuldstændigt uinteresserede i Mikkels oldefar og Lises mor, og som hellere vil lave alt muligt andet.

En forestilling om, at frivillige – uden personalets forberedelse og inddragelse – reelt vil bidrage til kvalitet i hverdagen, er et fortegnet og romantiseret billede helt ude af trit med virkeligheden og vil aldrig kunne ”retfærdiggøre” en besparelse.

Udover helt indlysende forhindringer som børneattester, straffeattester, forsikringer, tavshedspligt og underretningspligt, så er det allerstørste problem ANSVAR! Hvem kan med rimelighed drages til ansvar, hvis hverdagen i institutionerne i større grad baseres på frivillige hænder? – Når Rasmus falder ned fra det træ, som Lises mor lod ham klatre op i? – Når Lines mor henter og opdager, at Line har gået i flere timer med en gennemtisset flyverdragt ude på legepladsen, hvor Pernilles storesøster har været og spillet bold med børnene? – Når Monas bedstemor har bagt og spist valnøddeboller med børnene uden at vide, at Cecilie er allergisk overfor nødder? – Når Eva, som er mor til Peter, har ladet ham og Mathias løbe uden sko på ude på legepladsen, hvor Mathias har trådt på et glasskår? – Når tre drenge har forladt børnehavens område, uden at Peters far opdagede det?