• Læs op
• Udskriv

Søndag formiddag – TV2-News viser igen og igen nyheden om, at børn ned til ti måneder passer sig selv, og mistrives i Københavnske vuggestuer.

Baggrunden for nyheden er Ph.d.-forsker Ole Henrik Hansens kritik af vuggestuerne, hvor nogle efter hans opfattelse er så elendige at de burde lukkes.

Ole Henrik Hansens konklusioner bygger på mere end 8.000 observationer fordelt på 26 børn i 9 vuggestuer i Storkøbenhavn. Hans forskning viser, at børnene overlades til sig selv, at pædagoger forholder sig afventende indtil der opstår en situation, hvor de vurderer at der skal reguleres.

Spørgsmålet er selvfølgelig om han har ret og hvis han har, om det så ikke er et særligt Københavnsk fænomen?

Svaret på det sidste er nok, at kan man foretage de observationer i København, kan man sikkert finde institutioner i resten af landet hvor man kan foretage nogle tilsvarende. Og til spørgsmålet om han har ret, så er det i hvert fald en al for alvorlig påstand til at den kan ignoreres.

Men hvad så hvis han har ret? Er svaret så ikke bare det vi plejer – at der skal flere ansatte til, bedre normeringer giver mere tid til det enkelte barn?

Flere års massive nedskæringer på området har sat sit præg på daglig dagen i landets vuggestuer. Der er ingen tvivl om at det er dræbende for engagementet hvis man som pædagogisk assistent, pædagogmedhjælper eller pædagog, hver dag går hjem fra arbejde med en følelse af at man ikke har kunne gøre det godt nok – men det er nok ikke hele svaret.

Ole Henrik Hansen beskriver en pædagogik som er planløs og voksne som bruger mere tid på hinanden end på børnene.

Vi får jævnligt tilbagemeldinger fra pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere om at de bliver sat udenfor indflydelse på planlægningen af pædagogikken og de pædagogiske aktiviteter.

Det er pædagoger og ledere som af forskelige årsager ikke mener at pædagogiske assistenter med en erhvervsuddannelse og pædagogmedhjælpere med mange års erfaring, er kvalificeret til at deltage i planlægningen af institutionens pædagogiske aktiviteter.

Det er en tendens som vi har set blive mere og mere udbredt i takt med at pædagogerne er blevet mere opmærksomme på deres egen ”professionsstrategi” som vores medlemmer ofte oplever som ekskluderende i forhold til deres kompetencer.

Spændingerne mellem personalegrupperne kan gøre, at det samlede personale bruger forholdsvis meget energi på at være opmærksomme på hinanden – en opmærksomhed der ellers burde være på børnene.