STOP VELFÆRDSUDSALGET!

STOP VELFÆRDSUDSALGET!

Så er det igen blevet udsalgstid! Ikke i Bilka, Fakta eller Jysk, som ellers annoncerer fødselsdagstilbud flere gange årligt. – Nej, i dette tilfælde er begivenheden langt fra glædelig. Nok en gang er det nemlig velfærden, der skal sælges ud af.

Mere end halvdelen af de fynske kommuner har genåbnet budgetterne for 2010. Formålet er klart: Driftsomkostningerne skal ned uanset velfærdstabet for børn, unge, gamle og samfundets svageste.

Herudover kræver regeringen nu yderligere besparelser på de offentlige budgetter i et omfang svarende til 8000 velfærdsstillinger.

Pædagogmedhjælpernes fagforening PMF Fyn siger:

STOP VELFÆRDSUDSALGET!

Accepter ikke dårlige aftaler med regeringen om kommunernes økonomi. Skab vilkår, der gør, at velfærdsydelserne igen kan udføres med den kvalitet og omsorg, som vi pædagogmedhjælpere og vore kolleger i omsorgs- og plejebranchen brænder for at levere, og som alle danske samfundsborgere fortjener at modtage.

Det er helt galt, når pædagogmedhjælperne og øvrige offentligt ansatte omsorgsudøvere igen skal lægge ryg til massive nedskæringer, som udover tusindvis af fyringer uundgåeligt vil føre til øget belastning, ringere arbejdsmiljø, mere stress – og mindre velfærd.

Jo mere arbejdskraft, der anvendes til at producere en vare, jo mere samfundsmæssig værdi repræsenterer den. Sådan er det også med velfærden. – Omvendt, når arbejdskraft tages ud af velfærdsproduktionen, falder velfærden i værdi. Og det er netop, hvad der sker, når vi sparer på de offentlige budgetter: Vi forringer værdien og sælger ud af vores velfærd.

På centrale områder er den danske velfærd allerede i dag udhulet i en sådan grad, at den af mange opleves som ikke-eksisterende.

·         Vore gamle på plejecentre vækkes midt om natten for at få skiftet ble.

·         Børn i dagpasningstilbud overlades i alt for høj grad til sig selv uden den fornødne omsorg

·         Flere skoleelever lærer aldrig at læse, skrive og regne

·         Forpinte og urolige tilskadekomne venter i timevis på undersøgelse og behandling på skadestuerne.

·         Utrygge patienter sendes hjem få timer efter en operation, også selv om de bor alene.

·         Psykisk syge venter i månedsvis på diagnose og behandling.

Er det sådan vi ønsker hverdagen i Danmark?

Ikke hvis det står til flertallet af Danmarks befolkning, og heller ikke hvis det står til os! – Derfor:

STOP VELFÆRDSUDSALGET!

Udtalelse fra PMF Fyns Generalforsamling den 28. april 2010