Skal din arbejdsskadesag genoptages?
To højesteretsdomme giver dig måske mulighed for at få genoptaget din arbejdsskadesag om tabt erhvervsevne. LFS kan hjælpe dig.
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
Snyd ikke dig selv. Sådan lyder budskabet fra Susanne Brink Andersen, socialrådgiver i LFS.
FOA vandt principiel højesteretsdom om tabt erhvervsevne tilbage i januar, og det kan betyde, at medlemmer, som har en arbejdsskadesag om tabt erhvervsevne måske kan få genoptaget deres sag.
”Vi vil meget gerne hjælpe alle, der har en arbejdsskadesag, hvor det er dokumenteret, at der er en varig nedsat evne til at tjene det samme som før. Det skal gøre sig gældende, at der skal være tale om indtægtsnedgang beregnet til at ligge mellem 5 og 15 procent,” siger Susanne Brink Andersen.
Praksis ændret
Praksis har hidtil været, at man skal have en tabt erhvervsevne på mindst 15 procent for at få erstatning. Dette udfordrede FOA hele vejen til højesteret, og her faldt to domme, der betyder, at bagatelgrænsen blev sat ned til fem procent.
Alle fleksjobbere, der har fået afslag på erstatning og i øvrigt lever op til kriterierne, kan umiddelbart søge om at få genåbnet deres sag, men LFS forventer også, at ikke-fleksjobbere kan blive omfattet af dommene.
Hvad kan du gøre
Hvis du selv har en gammel sag om tabt erhvervsevne på mellem 5 og 15 procent og ikke har fået erstatning, opfordrer Susanne Brink Andersen til, at du kontakter LFS.
”Man kan skrive til os og fortælle, at man gerne vil have genoptaget sin sag på baggrund af højesteretsdommen. Så vurderer vi, om det er en sag, der ligger inden for betingelserne.”
Fakta
I forarbejderne til lovens § 17 er det blandt andet anført, at der i de tilfælde, hvor der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af en arbejdsskade, vil blive ydet en erhvervsevnetabserstatning på mindst 15 procent, og at det ikke er hensigten med den nedre grænse på 15 procent at udelukke skadestilfælde, hvor det forekommer klart, at der har været tale om et indtægtstab af nogen betydning, der skyldes arbejdsskaden.
Læs hele dommen her
Fagbladet FOA har skrevet en grundig artikel om dommen. Læs den her