• Læs op
• Udskriv

Det begyndte i forårets coronanedlukning, hvor mange faglige organisationer i fællesskab forhandlede et tillæg med danske regioner til de personalegrupper, som frivilligt meldte sig til ”coronatjeneste”.

Ikke et tillæg for at passe og pleje coronapatienter, men for at give slip på sin vagtplan og overgå til det afsnit eller den afdeling hvor coronapatienterne var indlagt. Tillægget fik man altså for at acceptere at ens vagtplan, som man ellers skulle kende 4 uger frem, med 3 dages varsel blev lavet om, så det passede at man kom på arbejde de dage og i de vagter hvor der var brug for en. Ligeledes var der en belønning for at tage hen på en helt anden afdeling med andre kollegaer og andre funktioner end den man normalt udrettede tjeneste på.

Det var disse 2 fleksibilitetstilsagn, som man belønnede den enkelte medarbejder for.

Da coronaen så kom i 2. bølge ønskede arbejdsgiveren ikke at lave en central aftale gældende for alle fem regioner. De var end ikke sikre på at de ønskede at forhandle for særligt mange faggrupper. Deres opfattelse var ikke at der blev brug for ret mange.

Det blev der så alligevel. Der blev i første omgang ført forhandlinger med sygeplejerskerne, da de i deres overenskomst er sværere at flytte fra afdeling til afdeling, uden anden aftale.

Der blev derfor lavet en aftale for de sygeplejersker der skulle flytte afdeling/afsnit for at hjælpe de kollegaer på andre afsnit som var presset på grund af mange patienter, ligesom i foråret.

En anden erfaring fra forårets aftale var at de personalegrupper som gik på de afsnit/afdelinger hvor der blev flyttet nye kollegaer hen, følte det var urimeligt, at de nye der kom fik tillæg som de som gik på afdelingen i forvejen ikke fik, trods det at de var de erfarne i funktionen og skulle bruge tid på at oplære, instruere og vejlede de ”nye” kollegaer som kom med et fleksibilitetstillæg.

Derfor blev der også aftalt et oplærings-/vejledningstillæg til de som var der i forvejen. På samme måde kunne de også gives et tillæg, hvis de opgav deres ret til en 4 ugers vagtplan og indgik i et nyt rul, med mulighed for at få alle typer vagter.

Efterfølgende indgik vi fra FOAs side den nøjagtigt samme aftale med Region Hovedstaden, gældende for alle FOAs faggrupper ansat i Region Hovedstaden. Men det kræver stadig at de opfylder de samme betingelser som i de andre aftaler. Nemlig at de opgiver deres ret til at kende vagtplanen 4 uger i forvejen og indtræder i en helt ny afdeling/afsnit og udfører anderledes nye funktioner.

I alle disse aftaler er det arbejdsgiveren som beslutter om de har brug for denne frivillighed og om de har brug for den fleksibilitet som er indbygget. Det er altså ikke en aftale som man kan gøre sig fortjent til ved at udføre en funktion, men en aftale som ledelsen kan bruge hvis de har behov for at lokke nogle medarbejdere til at give en særlig fleksibilitet eller yde en anderledes indsats.

Det er dermed ikke en aftale for at passe og pleje covid-19-patienter, som flere medier har givet udtryk for. Blandt andet har der været et større indslag i TV2 Øst, som desværre fremlagde det sådan.

At man ikke lever op til denne aftales indhold, er så ikke ensbetydende med, at man ikke yder en indsats ud over det sædvanlige. Det kan man sagtens gøre og der er også mulighed for at søge at lave andre aftaler, som måske kan give et rimeligt klap på skulderen i disse usædvanlige tider.