Ældre kvinde i samtale med yngre person
Ledige skal jævnligt til møde i a-kassen, og det foregår til de lediges tilfredshed, viser måling fra kassen.
Foto: Colourbox

Topkarakter til FOAs a-kasse

De ledige er glade for de samtaler, som de har med a-kassen.

De arbejdsløse i FOAs a-kasse er meget tilfredse med den behandling de får, når de er til samtaler i kassen.

Det viser en måling, som a-kassen foretager, hvor de ledige får tilsendt et spørgeskema på mail, hver gang de har været til en rådighedssamtale. Det sker typisk hver tredje måned.

I skemaet bliver den ledige bedt om med tal fra 1 til 10 at angive, hvor tilfredse man har været med forskellige dele af den service, man har fået i forbindelse med samtalen. Jo højere tal, jo større tilfredshed.

Over 8.500 svar
Nogle af spørgsmålene handler om ventetiden i a-kassen, om personalets imødekommenhed og villighed til at hjælpe. Andre går på, om sagsbehandleren var forberedt, kompetent, god til at stille spørgsmål og til at sætte sig ind i den lediges situation.

Desuden kan den ledige svare på, om det alt i alt har været en god samtale/et godt møde.

Efter en forsøgsperiode startede målingen sidste efterår, og siden har a-kassen fået over 8.500 svar. For syv ud af de otte udsagn ligger det gennemsnitlige svar på over 8, som svarer til, at tilfredsheden er meget høj.

Led i kvalitetssikring
Målingerne indgår i a-kassens arbejde med at forbedre servicen, som har stået på i flere år. Blandt andet har man gennemført kurser i ”Den gode samtale” for alle sagsbehandlere.

Resultatet af målingen vækker da også glæde i kassen.

”I betragtning af, at det også er vores rolle at kontrollere, at de ledige står til rådighed, når de er til samtale, så er det meget fint, at medlemmerne opfatter os som imødekommende og hjælpsomme,” siger konsulent i a-kassen Vibeke Kold til foa.dk.

Plads til forbedring
Et enkelt udsagn når med 7,8 ikke helt op på niveau med de andre punkter.

Udsagnet lyder: ”Samtalen/mødet med sagsbehandleren gav god hjælp og inspiration til min jobsøgning.”

”7,8 er bestemt ikke noget dårligt resultat, for det svarer til ”høj tilfredshed”. Men vi har fokus på området. For tiden er vi ved at udstyre vores sagsbehandlere med nye redskaber, så de kan blive endnu bedre til at hjælpe med jobsøgningen,” siger Vibeke Kold.